Albert Fabritius (1905-1976) kom til verden på Frederiksberg som søn af en fabrikant. Som 28-årig blev han student og påbegyndte historiestudiet på Københavns Universitet. Samtidig drev han genealogisk virksomhed. I 1946 blev han dr. phil. på afhandlingen "Danmarks Riges Adel. Dens Tilgang og Afgang 1536-1935". I flere år var han bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, og fra 1958 og til sin død var han kongelig ordenshistoriograf.
I 1954 udarbejde han: "Understøttelses-Anstalt for trængende Efterslægt af Medlemmerne i den ophævede civile og adskillige Stænders Enkekasse : 1804 - 16. marts 1954", som indledes med:
DEN CIVILE ENKEKASSE blev stiftet 1756 for de civile kongelige og andre faste betjente, som ikke havde adgang til de militære pensionsindretninger, men blev allerede 1758 udvidet til en enkekasse for adskillige stænder i Danmark, Norge og Hertugdømmerne, hvortil følgelig også borgerskabet havde adgang. Det primitive stade, forsikringsvidenskaben indtog i det 18. århundrede, bragte imidlertid denne som adskillige andre samtidige pensionsanstalter i alvorlige vanskeligheder. Pensionerne, der var fastsat til fra 40 til 80 rigsdaler af hvert indskud på 100 rdl., måtte sættes ned til 15 rdl., og 1754 besluttede kassens bestyrelse helt at lukke for tilgangen af nye Interessenter samt foreløbig at tage op af kapitalen for efterhånden at forhøje pensionernes størrelse til det fundatsmæssige. Man besluttede samtidig, efterhånden som enkerne døde, at henlægge den derved ledige portion for på denne måde påny at oparbejde kapitalen til den oprindelige størrelse, idet man håbede, at eftertiden påny kunne åbne kassen for tilgang.
Omkring år 1800 var kassens status så vidt forbedret, at man kunne drøfte de former, under hvilke den atter skulle træde i funktion. Kassens direktør, toldinspektør Lorentz Berner foreslog, at enkekassen skulle åbnes påny i overensstemmelse med den gamle fundation, men indskrænket til at være forbeholdt slægtninge af de oprindelige indskydere, medens kassens mangeårige bogholder, etatsråd N.P.C.Zeuthen foreslog dens omdannelse til en understøttelsesanstalt. Ved afstemning mellem enkerne og den eneste overlevende interessent i henhold til et circulære af 19. december 1800 vedtoges etatsråd Zeuthens forslag, der 22. august 1801 blev bifaldet af Danske Kancelli. På grundlag af forslaget udarbejdedes derpå en fundation, der blev vedtaget og underskrevet 16. marts 1804 og derefter under 18.maj s.å. opnåede kongelig konfirmation.
I henhold til fundationens § 55 indsattes til at bestyre kassens midler og overvåge, at stiftelsens love opfyldes, et repræsentantskab bestående af 21 i København boende descendenter af de oprindelige indskydere; stiftelsens egentlige styrelse lagdes i henhold til § 41 i hænderne på 5 direktører, der vælges blandt repræsentanterne. Desuden fastsatte § 44, at 4 af repræsentanterne som kommissarier skulle bistå direktionen ved ansøgningernes afgørelse, medens § 45 pålagde 2 af repræsentantskabets medlemmer som revisorer at gennemgå og § 46 5 medlemmer som decisorer at afgøre regnskaberne. Endelig blev den daglige ledelse i henhold til § 49 betroet en bogholder og kasserer.
Ved fundatsændringen af 29. oktober 1900, kgl. stadfæstet 29. november s.å., indskrænkedes repræsentanternes antal til 15 og decisorernes til 1.
I det følgende bringes en af medundertegnede Albert Fabritius udarbejdet oversigt over UNDERSTØTTELSES-ANSTALTENS repræsentanter og embedsmænd gennem de forløbne 150 år - en oversigt direktionen har fundet det naturligt at tilvejebringe for at bevare mindet om den lange række af mænd, der i dette tidsrum har draget omsorg for, at forfædrenes indskud er kommet trængende efterslægt til nytte.
I DIREKTIONEN
16. MARTS 1954
Albert Fabritius Hans Egede Glahn H. Grove
Med tilladelse fra Albert Fabritius' efterkommere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.