Claus Rønlev

Slægtsforskning

Øvrige artikler: "Min hjemmesides opbygning"

Måske er der nogle af læserne, der gerne vil vide, hvordan min hjemmeside er opbygget: 

I starten af 2013 fik jeg muligheden for at deltage i et hjemmesidekursus i DIS-Odense. Jeg havde arbejdet med min slægtsforskning i godt 2 år, og indtastet alle mine slægtsdata i det gode og næsten gratis program Legacy. I Legacy har man mulighed for med nogle få tryk at få dannet en fil, der kan præsentere slægsforskningen på en hjemmeside. Jeg tjekkede, om www.ronlev.dk var ledigt, og det var det heldigvis, så jeg var meget motiveret for at gå i gang.

Jeg fik registreret mit domæne, og fik det hostet hos www.one.com.

På kurset fik vi undervisning i at downloade og installere det gratis hjemmesideprogram Joomla. Min forside og artikelsider er opbygget i Joomla, som kan hentes på www.joomla.org. På www.flojborg.dk er der en rigtig god vejledning i at hente og opbygge Joomla og tilknytte sin legacyfil.

For 1 år siden blev jeg opmærksom på det også gratis program webtrees, som kunne bruges til at præsentere legacydataene på en flottere måde, f. eks. med mulighed for visning af steder på googlemaps.

Jeg fik god hjælp i facebookgruppen "Brug af webtrees" til at hente og installere programmet fra www.webtrees.net. Umiddelbart var jeg glad for webtrees. Det var nemt fra Legacy at danne en fil og oploade den til webtrees. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at mit webhotel www.one.com ikke var det bedste til at hoste Legacy. Hos www.one.com får man for et meget beskedent beløb en lige så beskeden "strakshukommelse" på kun 128 Mb PHP. Det er for lidt til at udnytte de interaktive muligheder, der i webtrees er for f.eks. at få beregnet relationen mellem forskellige personer i databasen, eller hvis man lige ønsker at få listet de personer, der har tilknytning til et bestemt amt.

På anbefaling af flere andre webtreesbrugere valgte jeg at flytte hjemmesiden til www.webhosting.dk, hvor jeg købte den store pakke på 1.024 Mb PHP (det var et tilbud på dets tidspunkt - i dag er den største pakke på 512 Mb PHP).  Jeg er meget tilfreds med denne løsning, hvor min webtrees afvikles meget gesvindt og uden begrænsninger. Webhosting er et lille dansk firma med dansk support. Det er yderst sjældent, jeg har oplevet nedetid på min hjemmeside, og de få gange, jeg har haft brug for support, har den været kompetent og meget hurtig.

Jeg taster ikke længere i min Legacy men direkte i webtrees, så alle data opdateres straks, når de indtastes.

Hvis der er legacybrugere, der har lyst til at prøve kræfter med egen hjemmeside, gentager jeg anbefalingen om at besøge www.flojborg.dk, eller at gå skridtet fuldt ud med webtrees. Her er der et link til en rigtig god vejledning i download og installation af webtrees: melfar.dk/sandbox.