Kristian Rosted (1869-1945) blev født i Rosted ved Slagelse som søn af en boelsmand og i dåben kaldt Anders Christian Andersen. I 1912 ses han omtalt som redaktør af Møns Folkeblad, og i 1924, da han skrev Assens Bys Bog, var han redaktør af Assens Amts Avis. Han har skrevet nogle få andre lokalhistoriske bøger. Det er tydeligt, at Assens Bys Bog er skrevet af en avismand: Rosted har et godt øje for den gode historie, og bogen er ret usædvanligt trykt med 2 spalter på hver side. Bogens forord lyder:

I Anledning af Assens 400 Aars Jubilæum har undertegnede samlet forskellige Ting, er kan bidrage til at kaste Lys over Byen og dens Forhold indtil Jubilæumsdagen den 25. November. - Det er ikke en historisk Beretning spækket med mange Breve og Aktstykker, men en Artikelserie paa ca. 40 Avisartikler skrevet af Journalister. Til Hjælp har jeg haft to Kolleger i København Ole Bang og Lauritz Maaløe - et Afsnit "Fra min Barndoms By" skyldes sidstnævnte alene.

Det bliver altid nævnt, at Assens Arkiv er ranet af Svenskerne; dette er rigtigt nok. Men naar undtages det "Hul", der derved er blevet, er der næppe en By, hvorom der er berettet saa meget, som netop Assens.

Alt, hvad der berettes i "Trap" eller andre let tilgængelige Værker er forbigaaet i disse Artikler; her er i Reglen kun medtaget hidtil utrykte Ting, og Hensigten har nærmest været at give Folkelivsbilleder, hvorfor Skildringen er fyldigst jo stærkere vi nærmer os Nutiden. Foruden de Kilder, der angives efterhaanden, er bl. a. benyttet "Samlinger til Fyns Historier", "Danmarks Riges Historie", "Danske Magasin", "Nyeste Skilderie af København", "Fra Arkiv og Museum", "Kirkehistoriske Samlinger" og "Chr. IV egenhændige Breve" og mange flere samt selvfølgelig Arkiverne. Foruden de to nævnte Medarbejdere skylder jeg at takke min gamle Lærer Poul Bjerre, Askov for Vejledning og Laan af Kildeskrifter fra Askov Bogsamling.

Kommer den Tid, da Svenskerne giver det ranede Arkiv tilbage og Assens faar sin Historieskriver, da kan der laves et stort og interessant Værk om Assens.

Jeg skylder at tilføje, at naar jeg ikke har omtalt Assens Havn, der har spillet saa stor en Rolle for Assens Tilværelse, saa er det fordi, Havnefoged Jacobsen allerede for nogle Aar siden har udgivet dens Historie.

 

     Assens, i Juli 1924

 

                                                  Kr. Rosted 

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.