Christian Thorning Engelstoft (1805-1889) var dr. theol. og fra 1852 og til sin død biskop over Fyns stift. I en kort periode 1863-1864 var Engelstoft desuden kirke- og undervisningsminister i D. G. Monrads regering. Han er kendt for et omfattende forfatterskab både af teologisk og historisk art og har i "Nyt Historisk Tidsskrift 6te Bind" fået udgivet artiklen "Odense Byes Sognehistorie efter Reformationen". Forfatterens forord lyder:

En Byes Sognehistorie er ikke lidet forskjellig fra dens Præstehistorie; thi om den end i vidtløftigst Forstand kan siges at indbefatte denne, er det dog væsentligen et andet Synspunkt, hvorfra den gaaer ud. Sognehistorien fæster Blikket paa den kirkelige Institution i dens Heelhed og i dens Forandringer gjennem Tidens Løb; den omfatter saavel Sognekirken og alle Embeder og Betjeninger ved den som de Mænds Historie, der have virket i dissse; men disse Mænds Personlighed og Levnet vedkommer strængt taget ikke Sognehistorien videre, end forsaavidt som de have virket der og havt Indflydelse paa Embeds Historie. Derfor er det nærværende Forsøg til en Sognehistorie for Odense Bye ingenlunde en Gjentagelse af hvad Bloch og Næraa have samlet i den fynske Geistligheds Historie 1ste Deel; thi disse Forfattere have deels kun havt Præsteembedernes Historie for Øie, deels endog væsentlig behandlet denne fra det biografiske Standpunct, hvorimod i nærværende Forsøg den hele kirkelige Institution, som betegnes ved et Sogn, bliver Gjenstanden for Betragtningen, og det Biographiske om enkelte Kirketjenere kun vil blive berørt og under Henvisning til disse Forgjængeres omfattende Samling eller fuldstændiggjort med de Oplysninger, som jeg har været istand til at kunne tilføie. - En Sognehistories Plan forudsætter en Oversigt over Forholdene i den catholske Tid, fra hvilken Elementerne til den prostetantiske Ordning hidrøre; vi forudskikke derfor en kort Fremstilling af Tilstanden i Catholicismens Tider og af Overgangen i Reformationstiden, og behandle derefter de trende Sognes Historie, som bleve organiserede efter Reformationen, i den Orden, hvortil den historiske Sammenhæng nærmeste henviste: St. Knud's. St. Hans's og Frue Sogn.

Artiklen er udkommet som bog, som jeg har scannet til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link