Aage Christian Petersen (1915-1974) var født i Middelfart som søn af en former. Han ses som typograf, redaktør og byrådsmedlem i Middelfart. Han har skrevet en del lokal- og personalhistiske bøger, bl.a. i 1972: "Fra den gamle latinskole i Middelfart". Han indleder med:

Den gamle latinskole i Middelfart er kun nævnt sporadisk i de eksisterende lokalhistoriske arbejder. Nu, da et nyt gymnasium tages i brug, og Middelfart atter rykker ind i rækken af byer med en »lærd« skole, forekom det mig rigtigt i den anledning at sende en slags hilsen fra den gamle skole til den nye. Havde jeg anet, hvilket besvær, der var forbundet med at fremskaffe det materiale, som her offentliggøres, så havde jeg opgivet. Men så gik der sport i det, og resultatet foreligger her. Jeg har så godt som udelukkende holdt mig til det helt lokale. Den latinske skoles historie og baggrund må den særligt interesserede søge i et af de værker, der er nævnt i listen over anvendt litteratur. Der er også til dette arbejde trukket på den velvilje, man altid møder i Det kgl. bibliotek, Landsarkivet for Fyn, Rigsarkivet og — naturligvis — ikke mindst i Middelfart folkebibliotek, hvis overbibliotekar, Knud Møller, jeg er megen tak skyldig.

I nogen grad har jeg med dette lokalhistoriske arbejde bevæget mig ind på et for mig ukendt område, thi jeg fik ikke lejlighed til at gå i nogen højere skole, men lige som det har glædet mig, at jeg gennem årene har haft mulighed for at være blandt dem, der var med til at sikre Middelfart et gymnasium, således glæder det mig også, at det, takket være Udgiverselskabet i Middelfart, er blevet muligt at sende denne hilsen fra den gamle latinskole i Middelfart til det nye gymnasium.

 

           Middelfart, juli 1972.

                                                                                                                    Åge Petersen.

På vegne Danske Slægtsforskere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.