Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Den danske Tartuffe [Stiftsprovst JACOB CHRISTIAN PINGEL 1719-1782]" af Julius Clausen, 1916

Jacob Christian Pingel (1719-1782) kom til verden i Nyborg som søn af en løjtnant. Efter sin embedseksamen i 1743 var han kapellan og sognepræst flere forskellige steder i landet. Fra 1764 virkede han som stiftsprovst ved Sct. Knuds Kirke i Odense, men blev 1773 suspenderet og 2 år senere afsat ved højesteretsdom på grund af løsagtig omgang med prokurator Schiødts hustru. 

Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker. 

I 1916 fik Julius Clausen udgivet: "Den danske Tartuffe : En gammel Kiærligheds- og Ægteskabs-Historie". I en avisartikel skriver han:

Min nye Bog.

 

Den Bog, som jeg har skrevet og udsendt igaar, og som bærer den sære Titel „Den danske Tartuffe“, vilde jeg gerne have opfattet som en kulturhistorisk og psykologisk Studie paa Grundlag af gamle Breve.

Selv om Titlen er lidt besynderlig, passer den paa Bogens Indhold. Den præsenterer den ansete Gejstlige, men højst ugudelige Stiftsprovst Jacob Chr. Pingel, der virkede ved St. Knuds Kirke i Odense i Aarene 1764 —73. Skønt samme Pingel havde sat 18 Børn i Verden, indlod han sig dog i Elskovshandel med den ansete Prokurator Schiøts Hustru, der ogsaa synes al have været et letfængeligt Gemyt. Paa Grund af Pingels Stilling vakte Sagen stor Opsigt, og ban blev tilsidst ved en Højesteretsdom frakendt Kjole og Krave. Samme Dag, Dommen blev ham forkyndt, fandt han sin Fornøjelse ved om Aftenen at overvære en Opførelse paa Det kgl. Teater af „Tartuffe“. Dette til Forklaring af Bogens Titel. Samme Pingel viste sig iøvrigt ved nærmere Undersøgelse at være en Skarnsperson, bevarede under et smilende Ydre et hævngerrigt Sind, havde begaaet Underslæb af Stiftskassens Midler m. m.

En eller anden Læser vil maaske spørge: hvorfor fremmane disse „gamle Skader“ af den Glemslens Grav, hvor de snart halvandet Hundrede Aar har ligget saa vel forvarede? Jeg har da ogsaa Lyst til at pointere, at dette ikke er sket for den tvivlsomme og uhyggelige Histories Skyld, men derimod for de skriftlige Vidnesbyrd, den har efterladt sig. Stærkere end det kan ske i den bedste Roman faar man her Tag i de tre Mennesker, som indføres paa Skuepladsen. Gennem deres Breve lister man sig helt ind i deres Personer, og — dette ønsker jeg særlig at betone: saadanne intime Breve, en Elsker til sin Elskede, en Hustrus Breve, fulde af Fortrydelse, til Manden, og Mandens afvisende og nedtrykte, ja saadanne Privatbreve, der ikke skriver sig fra lærde Folk eller Samfundets Elite, men fra Middelstandsfolk, er fra en saa fjerntliggende Tid af største Sjeldenhed i vort Land. De giver ikke blot Billeder af de Paagældende, men ogsaa Bidrag til Brevskrivningens og Udtrykkets Historie og har derigennem ogsaa filologisk Værdi.

Det er mig kært at faa Lejlighed til at sige, at dette Synspunkt for mig har været det afgørende ved Udgivelsen af min Bog, der for mig selv har formet sig som en Erindring om femogtyve Aars Virke i Kulturforskningens Tjeneste, en Forskning, som jeg har været fyldt af Taknemmelighed over at kunne faa Lov at deltage i.

Hvad Bogens gammeldags Udstyrelse angaar, er den ogsaa mit eget Værk, og jeg benytter Lejligheden til at takke Hr. Direktør Hegel for den Liberalitet, han paa dette Punkt har vist mig.

 

                                                                                                                            Julius Clausen.

Titlen indgår i RAO's bogsamling. På vegne Danske Slægtsforskere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link