Oluf Peter Holm Larsen (1802-1873) kom til verden i Hunderup ved Odense som søn af en branddirektør. Han kom i tjeneste på St. Skræppenborg i Brylle sogn syd for Odense, blev gift med datteren på gården, som han overtog. Familien var påvirket fra Christiansfeld, og Peter Larsen, der fik tilnavnet Skræppenborg blev en flittig prædikant på Fyn. Senere blev han grebet af Grundtvigs tanker. I 1841 erhvervede han Donsgård ved Kolding og fortsatte sit virke som prædikant - nu også kendt som Peter Larsen Dons. I sin samtid blev han anset for at være den kirkelige vækkelses mest fremtrædende lægprædikant.
I 1854 følte han behov for af skrive "Veiledning til Bedømmelse af "Veiledning til Bedømmelse om Opvækkelsen i vore Dage"". Han indleder med:
Forord.
At jeg er ikke Skribent, det vil Enhver ved Gjennemlæsningen af disse Blade snart overbevise sig selv om, men at jeg dog alligevel har givet mig af med at skrive, det har sin Grund i, som jeg ærlig vil tilstaae, at det harmede mig i mit Hjerte, at en Mand, som jeg syntes enten bedre vidste eller idetmindste dog burde have vidst bedre Besked paa en Sag, som han her havde givet sig af med, førend han lod den offentligen udgaae i Trykken; og at det skulde sættes i et saa farligt Lys, hvad jeg dog udtrykkeligt vidste at være en Guds Gjerning. At jeg vilde paatage mig at besmykke eller undskylde enten de Andres eller mine egne mange Mangler og store Brøst, det vilde vel ikke have stort at betyde, da min Autoritet vel ikke er af den Slags, at det kunde give det stor Vægt, men for Sandhedens Skyld troede jeg at burde gjøre hvad der stod i min Magt, og bidrage Noget efter den Kundskab og Oplysning, som jeg havde til Sagens videre Bedømmelse. Ville maaskee Flere foruden saa mange andre Mangler opholde sig over min frie og uanstændige Talemaade til en geistlig Mand, saa veed jeg ikke at svare Andet, end jeg har ikke kunnet gjøre det anderledes, end som det haver staaet for mig, og kunde det tjene til mindste Undskyldning, saa vilde jeg anvende det gamle Ordsprog: „Som man raaber i Skoven, saa faaer man Svar." Forresten vilde jeg ønske, at jeg maatte agtes værdig at staa i et broderligt Forhold til den ærede Pastor Pontoppidan, og at han ikke skulde tro, at det var af nogen Uvillie imod ham, jeg havde grebet til Pennen, men af Kjærlighed til denne Sag, for hvilket jeg maaskee har følt mere, end han eller noget Menneske troer. Hans Bog fornam jeg strax vilde glæde mange Sandheds Fjender, da de altid med Glæde gribe ethvert Middel, hvormed de kunne skade Sandheden, og saare og bedrøve mange fromme Hjerter, der synes at være stillet offentlig tilskue i et usandhedskjærligt og falskt Lys.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.