Thyra Margrethe Marie Kirstine Lauesgaard (1865-1949) var født i Sillerup ved Haderslev som datter af en lærer. I 1889 blev hun viet til cand. theol. og senere sognepræst Frederik Engelhardt Bojsen Jensen. Hun fik en uddannelse i sygepleje og var i en årrække konsulent for håndarbejdsundervisningen ved højskolerne. Hun var en foregangskvinde med mange interesser. Mest kendt er hun for sit forfatterskab af historisk-biografiske bøger.
I 1934 fik hun udgivet i andet oplag: "Kvinder i Grundtvigs Liv". Bogen indledes med:
FORORD
Det er ofte bleven sagt, at Grundtvig læses ikke mere, —»han er bleven en Måde at leve Livet på —« nå, man må så dog i Sandhedens Interesse tilføje, at han synges. Mon der er nogen Digter i Fortid og Nutid, der i Kirker og Forsamlingshuse bliver sunget mere end han.
Da jeg i Foråret arbejdede med mine Foredrag: Kvinder i Grundtvigs Liv, som jeg agtede at holde på det grundtvigske Feriehjem Videslet i Vendsyssel, slog det mig Gang på Gang, »hvorfor skulde Nutidens Mennesker dog ikke have Lyst til at læse Grundtvig?«
Særlig hans mange Digte til alle dem, de£ var ham kær, hvor er disse Digte først og fremmest menneskelige i deres sanddru Åbenhjærtighed. Det er vel også kun, fordi han har skrevet så uendelig meget, at man ligesom ikke vover at nærme sig ham. Man mener, man må være Videnskabsmand — Ekspert i Grundtvig — for at finde frem i den Labyrint, hans Skrifter er for den jævne Læser.
Sådan havde jeg nemlig selv tænkt, og så blev det dog en mageløs Oplevelse for mig at gå på Opdagelsesrejse hos ham og dem, der har skrevet om ham og hans.
Og nu er det mit Håb, at denne lille Mundsmag må vække andre jævne Læseres Lyst til det samme, og alt mens de leder og læser af ham og om ham, vil de mærke, at nu først elsker de ham, som han fortjener, og Kærligheden rækker ud til alle dem, der stod hans Hjærte nært.
THYRA JENSEN
Hillerød i Sept. 1934.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.