Johan Vilhelm Beck (1829-1901) kom til verden i Ørslev præstegård ved Slagelse som søn af sognepræsten. Efter teologisk embedseksamen blev han lærer på borgerskolen i Kalundborg. En periode var han kapellan hos sin fader i Ubby sogn, og fra 1865 ses han som sognepræst i Ørum-Ginnerup på Djursland. I 1874 overtog han embedet i Ørslev sogn, hvor han var født. I sine yngre dage så Beck meget op til Grundtvig, men da Indre Mission blev stiftet i 1861, blev han medlem af bestyrelsen. Fra 1881 var han bevægelsens formand. I 1860 blev han viet til sin kusine
Nina Charlotte von Staffeld (1834-1905), der var født i Slesvig-Holsten. De fik 11 børn sammen. En af dem var
Axel Beck (1873-1949), der kom til verden i Ørum sogn og blev sognepræst ved Helligkors sogn i København.
Axel Beck fik i 1921-22 udgivet sit 2-binds bogværk om sine forældre. Han indleder første bind med:
Det har været min Sjæl en Vederkvægelse at skrive dette Mindeord om mine elskelige Forældre, et Arbejde, som jeg kun har taget op efter ydre Tilskyndelse.
Det har aldrig tidligere været i min Tanke at skrive en saadan Mindebog; jeg mente mig selv ganske uskikket dertil. Det maatte være en anden, ikke en af Sønnerne, men en af mine Forældres gamle trofaste Venner, som har kendt og fulgt dem fra deres Ungdom af, og som kunde fortælle frisk og livligt om de to Menneskers friske og indholdsrige Liv. Men Herren har jo nu snart taget dem alle hjem, og vi andre er ved at blive halvgamle.
Men saa kom Opfordringen udefra. Efter Pastor Sørensens Død henvendte hans Enke sig til mig med Anmodning om at skrive 2. Bind til hendes Mands Bog „Vilhelm Beck“. Efter nogen Overvejelse sagde jeg i mit Hjertes Enfoldighed ja og bad om hendes Mands efterladte Optegnelser. Blandt disse fandt jeg kun ét Udkast til „2. Bind“, og det var Ordet „Præsten“. Saa opgav jeg det, og selvom der havde været lidt flere Ord, hvorledes skulde jeg saa alligevel kunne skrive en anden Mands Tanker?
Jeg lagde da Tanken til Side, maaske Gud slet ikke vilde bruge mig dertil. Men saa fik jeg i Fjor Eftersommer en Opfordring fra Provst Bjerre, Redaktøren af „Nationaltidende"s Søndagstillæg, om at skrive „nogle Minder fra mit Barndomshjem“ til Bladet. Og det gjorde jeg. De var sikkert meget lette og kunde jo heller ikke godt være andet, naar de kun maatte indeholde et begrænset Antal Ord. Men jeg skrev dem, som de faldt mig ind, „rystede dem ud af Ærmerne“. Og Følgen blev til min store Overraskelse den ene Opfordring efter den anden om nu at gøre Alvor af at udgive mine Forældres Livshistorie.
Jeg betænkte mig dog et Par Maaneder, jeg frygtede for, at det ikke vilde lykkes mig. Og hvor skulde jeg faa Tid dertil, Præst som jeg er i et stort københavnsk Sogn, hvor Præstegerningen i Forvejen krævede al min Tid og Kraft?
Men jeg kunde ikke frigøre mig for Tanken, og de gentagne Opfordringer nødte mig, saa jeg tilsidst maatte sige til Herren: vil du give mig Lov til nænsomt og sønligt at fortælle dine Venner i Danmark en køn Historie om to Mennesker, som du har velsignet?
Og saa tog jeg fat paa Arbejdet i Tro paa, at Herren vilde lede min Tanke og Kærlighed til Fader og Moder. Og velsignede Nattetimer — thi det meste er skrevet om Nætterne — har jeg tilbragt med det Arbejde. Det var, som sad de to kære Mennesker hos mig og fortalte mig om deres velsignede Livs rige Oplevelser. Og saa tror jeg endda, at 2. Bind, som skal omfatte Ørsløv, vil blive end mere levende for mig; thi dér har jeg jo selv oplevet saa meget af det, jeg skal fortælle.
Nu udsender jeg saa 1. Bind og beder Læserne tage det, som jeg har givet det, og husk fremfor alt, det er en Søn, der taler om sine Forældre.
Man havde maaske ventet, at jeg ogsaa skulde have omtalt deres Skrøbeligheder, men her vil jeg svare med Faders Ord om sine Forældre: Fejlene kan man altid se, og dem taler mange om, men dem fortæller en Søn ikke om sine Forældre.
København, Sommeren 1921.
Axel Beck.
Jeg har scannet de to bind til søgbare PDF-filer, der kan doenloades via disse links: