Laurits Albert Hansen Vesten (1869-1961) kom til verden i Vindeballe, Tranderup sogn på Ærø som søn af en gårdejer og kom i dåben til at hedde Laurits Albert Hansen. Som 19-årig blev han student fra Odense Katedralskole. Han ses herefter som lærer, journalist, redaktør og sognepræst. Han omtaler sig selv på side 103 i bogen, som han afslutter med: 

Efterskrift.

 

Da jeg for et Par Aar siden begyndte at nedskrive og ordne de Samlinger til Slægtens ældste Historie, som jeg allerede den Gang havde liggende, ventede jeg, at Arbejdet skulde være naaet hurtigere til Ende, end sket er. En Del af Skylden for, at Tiden er trukket saa længe ud, er den, at det har været ret omstændeligt at samle Efterretninger om de forsprængte Grene af Slægten, der lever hinsides Verdenshavet. Alle dem, der har været mig behjælpelig med at skaffe disse Oplysninger, saavel som alle de mange, der har samlet de enkelte Familiers Data sammen og stillet dem til min Raadighed, bringer jeg herved min egen og hele Slægtens Tak. Den største Skyld for Forsinkelsen maa dog tilskrives min egen Optagethed af forskellige andre Gøremaal, først og fremmest min daglige Hovedvirksomhed.

Nu er Arbejdet imidlertid gjort saa godt eller mindre godt, som det er lykkedes mig at udføre det. Det er fra første Færd udsprunget af noget af det, som man kalder Slægtsfølelse, en Trang til at lære Slægtens Kaar at kende gennem de skiftende Tider, at se dens Kamp for Tilværelsen, dens Glæder og Sorger, medens dens enkelte Lag forskyder sig og paa vidt adskilte Steder og paa mange Maader arbejder for sin egen Dygtiggørelse og dermed for Udviklingen af det Samfund, hvori Slægten har skudt sine aarhundredgamle Rødder.

Tryk fremkalder Modtryk. — Vor Tid siges at være en Splittelsens Tid, hvori alt opløser sig i Enkeltheder; mange gammeldags Baand brister, der før bandt sammen: Er du et Menneskebarn, da hjælp dig selv! Nu vil enhver Tid vel nok have en rent umiddelbar Følelse af, at gamle tilvante og kære Baand brister, efter som ny Samfundsformer vokser op af de gamle Forholds Skød. Men naar Sansen for Personalhistorie — nærmere betegnet som Slægtshistorie — i vore Dage er bleven saa frodig, som Tilfældet er, da turde det være et ydre Udslag af en rent uvilkaarlig Stræben efter at holde igen overfor en særlig stærkt voksende Tilbøjelighed til at opløse Samfundet og Familien i lutter Enheder, der har nok i sig selv.

Lad da ogsaa denne lille fordringsløse Skildring af vor Slægts Levnedsløb være som en gensidig samlende Frændehilsen, som et Møde omkring Arneilden med de mangfoldige „Kan du huske!“ Gennem et saadant Møde skulde der vokse Ærbødighed for det svundne og Hjemfølelse overfor den Jord, af hvis Muld Slægten fra længst henfarne Tider og indtil nu har draget sin Næring, det Land, hvis Slud og Sne og Sol og Sommer har præget Slægtens Bevidsthedsindholds dybeste og mest uopløselige Lag.

Der berettes ikke i disse Slægtssamlinger om Stordaad, der har løftet det enkelte Slægtsmedlem og med ham hele Slægten op i Historiens Lys, saa den ses af alle efterfølgende Slægter. Dens Gærning er gjort i det skjulte, men hver har haft sit lille Omraade at værne om, og saa kan vi vel om dem anvende Kaalunds Ord i lidt omskreven Form:

          „Blev der blot ydet ét uset Frø

          til den kommende evige Sommer,

          da lad kun de Navne forglemmes og dø.

          Koraldyret lig i den dybe Sø

          de bygged’ dog med paa den voksende Ø

          og beredte den Verden, som kommer!"

Alene for dette usete Frøs Skyld bør vi Frænder kunne samles med Tak omkring Mindet om vore Fædre og indenfor vor Kreds søge at bevare ogsaa deres Navne fra Glemsel.

 

         Svendborg, i August 1911.

                                                                                        L. Vesten.

Det Kongelige Bibliotek har scannet bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.