Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Stamtavle over Familierne CLOOS og LORENTZEN" af C. J. Hedemann, 1929

Christian Jacob Hedemann (1852-1932) kom til verden i Flensborg som søn af en overlæge ved hæren. Han fik først en praktisk uddannelse som maskinarbejder og senere en teoretisk på Polyteknisk Læreanstalt. Det meste af sit arbejdsliv virkede han på Hawaii som først fabriksbestyrer på en sukkerplantage og senere direktør for et ingeniørfirma, der byggede sukkerfabrikker.

Efter at have trukket sig tilbage fra arbejdslivet fik han i 1929 udgivet "Stamtavle over Familierne Cloos og Lorentzen : udgivet for Familierne". Bogen indledes med disse forord:

Vort Kendskab til Cloos-Slægten tilbage i Tiden standser ved hin Eduard Gustav Cloos (Klotz), den siden omtalte Rytter ved fynske Rytterregiment, der formentlig er født i Sverrig c. 1740.

Paa Spindesiden har det vist sig muligt at naa længere tilbage. Saaledes kendes Marie Sofie Cloos, født Kall’s Fædrenelinjer, „Kallerne“, paa Mands- og Spindesiden — gennem flensborgske, sønderjyske og holstenske Familier — tilbage til det 16de Aarhundrede, ogMødrenelinjer paa Mandssiden, „Lunderne“, og paa Spindesiden, „Thranerne“, — igennem disses Forslægter, verdslige og gejstlige Familier og flensborgske Borgmesterfamilier — tilbage til det 15de og 16de Aarhundrede. Her er Løb op gennem Tiderne, der viser adskillige ejendommelige, tidsbelyste Levnedsløb, adskilligt om Aarsager og Anledninger til Slægters Stigen og Fald.

I denne Stamtavle — som forøvrigt i de fleste Stamtavler — er der Stof til Eftertanke, mangt og meget om, hvor stærkt — ofte den enkelte uafvidende — Slægtsarv og Anlæg farver og betinger Slægtslinjernes saavel som den enkeltes Liv.

Maaske mest at læse om — mellem Linjerne!

          København, December 1928.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.