Sofus Elvius (1848-1921) var født i København som søn af en lærer og cand. theol. og kom i dåben til at hedde Sophos Helenos Elvius. Han blev en kendt genealog, der fik udgivet flere anerkendte værker, bl.a. i 1902: "Familien Hagerup i Danmark og Norge", som indledes med:
I det store genealogiske Værk «Danske, Norske og Islandske Jubel-Lærere», som Christopher Giessing udgav i Slutningen af det 18de Aarhundrede, findes en lille Stamtavle over Slægten Hagerup; den er sammen med Stamtavler over de norske Slægter Hammond, Holtermann, Strøm og Stub knyttet til den berømte Slægt Colbjørnsen, til hvilken bl. a. Anna Colbjørnsdatter hørte, Forbindelsen er rigtignok kun meget lille, men det synes, som om Forfatteren har søgt at faae en Lejlighed til i sit Værk, hvor han gav Meddelelser om saa mange andre udmærkede Slægter ogsaa at bringe Oplysning om Slægten Hagerup.
I Aaret 1841 begyndte daværende Cand. theol., senere Lic. theol. Pastor Eiler Hagerup, medens han laa som Alumnus paa Borchs Kollegium, at bearbejde Giessings Stamtavle, en Afskrift deraf kom i 1856 gjennem Oberstløjtnant Arild Sibbern til den udmærkede norske Genealog, Bureauchef Wilh. Lassen, der utrættelig har suppleret den og med Beredvillighed udlaant sine omfattende Optegnelser, hvorfor der herved bringes ham en oprigtig Tak. Omtrent samtidig dermed havde Bernt Moe samlet meget interessante Oplysninger om den Del af Slægten Hagerup, der er adlet under Navnet Gyldenpalm, og meddelt disse i sit «Tidsskrift for den norske Personalhistorie» I., Side 63—82, han skriver, at Familien «forgrenede sig vidt om i vort Fædreland og skjænkede det mange fortjente og udmærkede Embedsmænd.»
En anden Afskrift af Pastor Hagerups Bearbejdelse kom til Kaptajn Sev. Ræder i Throndhjem, der i 1885 henvendte sig til Boghandler Eiler H. Hagerup i Kjøbenhavn, og disse arbejdede saa sammen; medens den sidste væsentlig beskæftigede sig med den danske Linie, samlede Kaptajn Ræder med overordentlig Flid et meget stort og rigt Materiale om den norske Linie, og dette har dannet et fortrinligt Grundlag for nærværende Arbejde. De kunne begge gjøre Krav paa den største Erkjendtlighed.
Da Familien kan føres tilbage til en Tid, hvor man endnu ikke havde begyndt at føre Kirkebøger, og da man meget ofte, naar der er udsendt Forespørgsler, har faaet det Svar, at Kirkebøgerne eller Skifteprotokollerne ere brændte eller gaaede tabte, saa har man ofte manglet Beviser og har da maattet nøjes med Hypotheser; disse ere her dog ikke nedskrevne uden efter meget omhyggelige og kritiske Prøvelser.
En anden meget stor Vanskelighed har været, at mange Slægter og Personer — der som oftest ikke stod i noget som helst Forhold til Familien Hagerup — have tilegnet sig Navnet Hagerup. Bureauchef Lassen skriver saaledes om en Slægt, der kalder sig Hagerup, «hvad den hedder, kan man ikke afgjøre, paa Grund af den for os Norske ejendommelige Maade at betragte og behandle Familienavne paa». I Almindelighed har Slægten Hagerup fundet sig i, at Andre have optaget dens Navn, kun i et enkelt Tilfælde er det blevet hindret. En «Murer Hagerup» blev 1894 i Throndhjem valgt til Storthingsmand. Da det oplystes, at han havde været idømt 6 Aars Tugthusstraf, søgte han at faa Æresoprejsning; i den Anledning skulde han skaffe Attest for «moralsk Vandel», men det viste sig da, at hans Navn ikke var Hagerup men Hans Sivert Christian Lyngvar, at han var født paa Lyngvar 28. Apr. 1856 og Søn af Anders Knudsen og Karen Johnsdatter. Navnet Hagerup havde han fundet finere end Lyngvar og tilegnet sig det, medens han tjente hos en Adolf Hagerup i Fronen Præstegjeld, der iøvrigt heller ikke havde nogen Ret til at føre Navnet. Da Familien Hagerup ikke ønskede dette Navnefællesskab, anlagde General Henr. Hagerup Sag mod Lyngvar, og ved Underretsdom af 1. Juli 1897 blev han kjendt uberettiget til at kalde sig Hagerup og idømtes 60 Kroner i Sagsomkostninger.
De mange af Navnet Hagerup, som ikke høre til Slægten, ere ikke optagne i nærværende Arbejde — en Undtagelse er dog gjort med den Familie Hagerup, der nedstammer fra Biskop Eiler Eilersen (Hagerup) i Christianssand — men netop Prøvelsen af, hvem der hørte med til Slægten, og hvem der ikke gjør det, har været en af de vanskeligste Opgaver.
Familien Hagerup har siden Christian den Femtes Tid ført Vaaben. I Rigsarkivet findes en halv Snes forskjellige Seglaftryk, nogle vise Vaabenet som foran afbildet med et Skjold med to Felter, andre med to Skjolde, hvor Kronen staar i det ene, Malteserkorset i det andet Skjold. At Familien har ført og fører Vaaben, angiver selvfølgelig ikke, at den er adelig, men kun at den ligesom saa mange andre gamle Familier har fulgt den Anvisning, som «Forordningen om kongelige Betjenters Vaaben» gav.
En Gren af Slægten Hagerup fik forandret sit Navn til Gyldenpalm, da den d. 23. Februar 1781 blev optaget i den danske Adel. Dette Navn findes dog ikke mere, idet denne Linie uddøde 1850. Dens Vaaben, som findes beskrevet i Nobilitationspatentet, der er aftrykt Side 37, er tildels dannet efter det ovennævnte Hagerupske Familievaaben.
Dette Arbejde er udført ganske efter samme Plan som «Danske patriciske Slægter», hvoraf 1. Samling udkom 1891, og hvortil det slutter sig som en foreløbig Fortsættelse; kun i en enkelt Retning er der sket en Forandring, idet man som oftest har taget den kvindelige Descendent i første Led med.
S. E.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.