Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "FREDERIK JULIUS d'ORIGNY’s Dagbog" ved G. L. Wad, 1903

Frederik Julius d’Origny (1774-1838) er beskrevet i nedenstående uddrag af bogen.

Gustav Ludvig Wad (1854-1929) blev født i Seden Præstegaard ved Odense som søn af sognepræsten. Som 18-årig dimitteredes han fra Herlufsholm med 1. karakter. 3 år senere blev han cand. phil. og efter yderligere 4 år cand. polit. I 1893 blev han leder af det nyoprettede Provinsarkiv for Fyn - det senere Landsarkivet for Fyn og kendes for et omfattende forfatterskab især inden for personalhistorie. I 1903 fik han optaget en artikel i "Fra Arkiv og Museum": Frederik Julius d’Orignys Dagbog over Begivenhederne under de spanske Troppers Ophold i og ved Roskilde 1808".

Artiklen, der omhandler Wads hustrus farfar, udkom som et særtryk i 1903. Her er et uddrag af bogen med Wads beskrivelse af d’Origny:

Han var født 12. Januar 1774 i Odense, hvor hans Fader, den franskfødte Major Henri Alexis d’Origny, da laa i Garnison (død 1794 som Oberst af Cavalleriet). Opkaldt i Daaben efter sine kongelige Faddere, Dronning Juliane Marie og Arveprinds Frederik, blev han strax udnævnt til Lieutenant, en Ære, der den Gang ikke sjeldent blev de af Kongehuset yndede Familiers Sønner til Del. For ham var Æren forbunden med et aarligt Gehalt paa 130 Rd. (ca. 650 Kr.) af Kongens Chatolkasse, indtil han 6 Aar gammel traadte i Numer som Secondlieutenant ved det fyenske Infanteri-Regiment ; som 16aarig avancerede han til Premierlieutenant. Efter et Par Aars Ophold i Kiel for at studere de militaire Videnskaber under General Binzer blev han 1792 forsat til Sjællandske Jægercorps, ved hvilket han 1799 fik Capitains Charakter og 1803 blev Stabscapitain; 1808 blev han Compagnichef ved Sjællandske Skarpskyttecorps’ 1. Bataillon og var om Foraaret Pladscommandant i Kalundborg, senere i Ringsted under de spanske Troppers Ophold, og i Roskilde, hvorfra han atter commanderedes til Ringsted. Aaret efter blev han Major og fik Commandoen paa Øerne Agersø, Omø og Egholm, en Plads han udfyldte i Aarene 1809-1813 ikke alene til Kongens Tilfredshed, som 1812 udnævnte ham til Ridder af Dannebrog, men ogsaa med Øboernes største Paaskjønnelse; deres Taknemmelighed ønskede de ved hans Afrejse derfra at vise ham ved at lade præge en Guldmedaille med hans Portrait, en Gave, som han dog afværgede.

Efter Krigen vendte d'Origny tilbage til det roligere Garnisonsliv i Hovedstaden, til hvilken han herefter var knyttet Resten af sit Liv; under de forandrede Forhold gik Avancementet langsommere, saa han først 1826 blev Oberst. Saavel hos Kong Frederik VI, der hædrede ham med Commandeurkorset og Kammerherrenøglen, som hos Prinds Christian Frederik, for hvis Regiment han i flere Aar var Commandeur, var han persona grata, og 1834 betroedes ham Posten som Commandant i Kjøbenhavn, i hvilken Stilling han døde, 64 Aar gammel, efter faa Dages Sygdom 1. August 1838. Han var da Chef for 1. jydske Infanteri-Regiment.

D’Origny nævnes af sin Samtid mellem Hærens dygtigste Officierer, og de Commandoer, der under Krigsforhold betroedes ham, vidne om den Tillid, man nærede til ham.

Titlen indgår i RAO's bogsamling. Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slgtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.