Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Arkitekten MARTIN NYROP" af Lise Funder, 1979

Martin Nyrop (1849-1921) kom til verden i Holmsland ved Ringkøbing som søn af en sognepræst. I 6 år studerede han på Sorø Akademi, men forlod det uden eksamen. Herefter gik han i tømrerlære og blev svend i 1869. 7 år senere fik han afgangsbevis fra Kunstakademiets Arkitektskole. Han blev en højt dekoreret og meget anerkendt arkitekt. Vi kender ham bedst for hans tegninger til og hans medvirken ved opførelsen af Københavns Rådhus.

Bogen er udgivet af "Foreningen til gamle Bygningers Bevaring" og indledes med: 

FORORD

Med nærværende bog har jeg forsøgt at give et billede af arkitekten Martin Nyrop, af de tanker og holdninger, der ligger til grund for hans arbejder.

Nyrop kom til at stå som en banebryder indenfor dansk arkitektur - hans værker førte til det endelige brud med stukperiodens sminkede byggeri.

Det har ikke inden for denne bogs rammer været muligt at give en komplet gennemgang af samtlige Nyrops bygningsværker, og det er egentlig heller ikke tilstræbt. Jeg har fremdraget nogle af de arbejder, som jeg mener i særlig grad viser hans evner og hans stilling til samtidens strømninger, kulturelle som arkitekturhistoriske. Derfor har også nogle af de omtalte værker, til trods for deres måske forholdsvis ringe kunstneriske værdi, fået en ret fremtrædende plads. Værkerne er ikke behandlet i kronologisk rækkefølge, idet jeg har forsøgt, at sætte dem i relation til de berøringsflader Nyrop havde.

Under indsamling af materiale til bogen har jeg været i kontakt med en række personer og institutioner, som alle har været mig til stor hjælp. En særlig oplevelse har det været at tale med de mennesker, som har kendt Martin Nyrop personligt. Der bringes hermed en tak til dem alle. En særlig tak til Ny Carlsbergfondet, som har støttet mine rejser, samt til Københavns Kulturfond og Foreningen til gamle Bygningers Bevaring som har muliggjort udgivelsen af bogen.

 

                                                                                                                               Lise Funder

Titlen indgår i RAO's bogsamling. På vegne Danske Slægtsforskere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.