Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "PETER HIORT LORENZEN's historiske Gærning" af Johan Ottosen, 1896

Peter Hiort Lorenzen (1791-1845) var født i Haderslev som søn af amtsforvalteren. Han kom i handelslære hos en købmand i Flensborg. Senere oparbejdede han en stor købmandshandel i Haderslev, hvor han samtidig også var meget politisk aktiv.

Søren Johan Ottosen (1859-1904) kom til verden i Hylke ved Skanderborg som søn af en skolelærer og kirkesanger. Han blev student fra latinskolen i Horsens og tog efterfølgende skoleembedseksamen med historie som hovedfag. Han blev kendt både som pædagog, historiker og politiker. Hans bog om Peter Hiort Lorenzen anses som en grundig historisk bog om Sønderjylland og indledes med:

FORORD.

Under studier over den slesvig-holstenske bevægelses udvikling, som jeg i de sidste år har foretaget med understøttelse fra Carlsberg-fonden, er jeg stødt på et temmelig stort kildestof til P. H. Lorenzens historie, som Skau kun har kendt en del af, da han skrev sin bog: »P. H. Lorenzen, et bidrag til den dansk-slesvigske sags historie« (Kbh. 1865). Da dette hidtil unyttede materiale på flere punkter — navnlig det psykologisk afgørende: Lorenzens tilslutning til det danske standpunkt — må siges at kaste et klarere lys over æmnet, har jeg villet behandle det noget udførligere, end det vilde være muligt at gøre det i et arbejde om slesvigholsteinismen, og udgiver da denne monografi.

Foruden at rette en hjærtelig tak til direktionen for Carlsberg-fonden, til Rigsarkivet og det Kgl. Bibliotek for den velvilje og hjælp, som derfra er ydet mig, må jeg ganske særlig henvende min tak til fru M. Vullum, hvem jeg skylder, at det her benyttede parti af Orla Lehmanns brevsamling har været mig tilgængeligt og til etatsråd H. R. Hiort-Lorenzen, der redebont har stillet det store materiale, han var i besiddelse af, til min rådighed, og som på mange andre måder har givet mig en værdifuld bistand.

                    1/5 1896.

                                                                Johan Ottosen.

Titlen indgår i RAO's bogsamling. Jeg har benyttet mig af Det Kongelige Biblioteks DOD-service og fået dem til at scanne bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.