Svend Larsen (1905-1964) blev født i Odense som søn af en journalist og døbt i Odense Valgmenighedskirke. Som 25-årig blev han cand.mag. i historie og dansk, og året efter fik han ansættelse ved Odense Bys Museer, som han i 1946 blev leder af. Ved siden af museumsgerningen havde han overskud til et betydeligt forfatterskab, der især omhandlede emner om Odense Bys historie samt H. C. Andersens liv og forfatterskab. 

Gennem nogle år samlede han materiale til "Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17de Århundrede", der indbragte Svend Larsen den filosofiske doktorgrad året efter hans tidlige død. Det, der har interesse for slægtsforskere, er især de 57 slægtstavler over borgmestre og rådmænd i Odense i perioden 1600-1682 samt biografiske oplysninger om 76 borgmestre og rådmænd i Nyborg og Assens. Disse oplysninger fremgår i starten af bind II, der afsluttes med et meget omfattende navneregister.

Bind I indledes med disse forord:

Det foreliggende værk er resultatet af et årelangt forskningsarbejde, som Svend Larsen gennemførte sideløbende med et travlt virke som direktør for Odense Bys Museer og forfatter eller udgiver af talrige publikationer. Ved Svend Larsens død den 9. april 1964 forelå manuskriptet i færdig form, og han havde haft den store glæde at erfare, at det af Århus Universitets humanistiske fakultet var blevet antaget til forsvar for den filosofiske doktorgrad.

Det var meget beklageligt, at Svend Larsen kun oplevede at se de første 100 sider af bind I i 1. korrektur, og at han ikke fik lov til at diskutere sine resultater med andre forskere. Det har næppe heller kunnet undgås, at værket har lidt under savnet af den sikre hånd, som havde kunnet foretage de nødvendige rettelser med langt større autoritet, end vi har formået. Vi har søgt at følge Svend Larsens intentioner og har i overensstemmelse med hans ønsker ladet udarbejde et resumé, som mrs. Anne Marie Richards, f. Larsen, og dr. Peter Richards har oversat til engelsk, et sagregister og et personregister. Det meget store arbejde med personregistret påtog overbibliotekar, dr. phil. H. Topsøe-Jensen sig beredvilligt. Ved korrekturlæsningen har cand. mag., fru Else Jacobsen ydet en stor indsats.

Det var Svend Larsens ønske, at en særlig tak skulle rettes til professor, dr. phil. C. O. Bøggild-Andersen for hans store hjælpsomhed og for den værdifulde kritik, som han har ydet overfor arbejdet. Ligeledes takkes professor, dr. phil. Astrid Friis, som bl. a. har en væsentlig andel i, at de i bind II optrykte registreringer af varelagre i Odense-skifter er medtaget. En tak bringes også til administrator, dr. phil. Albert Fabritius og til professor, dr. phil. Axel Steensberg, som ved gennemlæsning af manuskriptet hver for sig ydede forfatteren stor hjælp. Endelig takkes landsarkivet i Odense, og især arkivar, mag. art., frk. Anne Riising, for hjælpsomhed i årenes løb.

 

     København og Odense, januar 1965.

     K n u d   L a r s e n                                                   N i e l s   O x e n v a d 

Odense Bys Museer, der stod for udgivelsen i 1965, har givet mig tilladelse til at scanne dette videnskabelige værk til søgbare PDF-filer, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via disse links:

Bind I : Fremstilling

Bind II : Bilag og registre