Christian Axel Jensen (1878-1952) kom til verden i København som søn af en grosserer. Som 18-årig blev han student fra Metropolitanskolen, og 7 år senere tog han magisterkonferens i historie. Allerede fra sin studentertid var han tilknyttet Nationalmuseet som volontør. I 1948 blev han pensioneret fra Nationalmuseet, hvor han de sidste 30 år var inspektør. Fra 1915 til sin død var han tillige leder af Københavns Bymuseum. Han blev kendt for sin store videnskabelige produktion med fokus på sengotikkens og renæssancens arkitektur og kunsthåndværk.

I 1951 fik han udgivet jubilæumsskriftet: "Københavns Bymuseum i et halvt sekel 1901-1951". Bogen indledes med:

FORORD

 

Burde dette femti-års jubilæumsskrift ikke have været festligere, således vil måske nogle af dets læsere spørge. Hertil kan på forhånd svares, at det er tænkt og skrevet som en historisk redegørelse og derfor må tilstræbe at skildre sejladsen, som den virkelig er foregået, ikke blot i medbør og magsvejr, men til tider også i vindstille eller modvind og storm mellem farlige skær. Det kan ikke forties, at museet kom til verden som spæd spire, om hvis levedygtighed der herskede adskillig skepsis, at dets noget svagelige barndom henlevedes under små og beskedne kår, og at det senere i livet har lidt sine store skuffelser, fordi de knap overståede børnesygdomme fulgtes af to verdenskrige med eftervirkninger, som har hæmmet dets naturlige vækst. Årti efter årti har det arbejdet under interimistiske forhold og i utilstrækkelige lokaler, og endnu på halvtredsårsdagen har det ikke nået at skabe sig et selvstændigt hjem og sætte foden under eget bord. Alt sligt må uundgåeligt virke som sordine på festmelodien — så meget mere som forfatteren må erkende, at han bærer sin del af ansvaret. Når resultaterne indtil dato ikke er blevet mere imponerende, og når han nu føler sig som en lille Moses, for så vidt som han højt regnet kan nå at kigge ind i en nybygnings forjættede land, men aldrig slipper over grænsen, har det været en medvirkende årsag, at museets faglige leder ikke har formået at koncentrere sig om denne opgave.

Alt dette, for hvilket der i det følgende skal gøres nøjere rede, betyder naturligvis ikke, at arbejdet for Bymuseet har været en ørkenvandring. Der har ialfald været rigeligt med oaser, frisk vand og grønne træer. Personlig er festskriftets forfatter inderligt taknemlig for, at stadens historiske museum blev betroet til hans varetægt, og at han i mer end en menneskealder har fået lov til at fortsætte i lykkeligt samvirke både med overordnede og underordnede. 

Et solur tæller kun de lyse og klare timer, og en forfatter af et festskrift, der i et par kapitler endogså får selvbiografisk karakter, har tendenser i samme retning; helst dvæler han ved solskinsdagene og oaserne, og allerhelst vil han fremhæve de resultater, som er opnåede. 

Forhåbentlig vil dette lille skrift kunne vise, at der med bistand fra mange sider, fra de bevilgende myndigheder og fra velyndere og givere er opvokset en byhistorisk samling, der.indtager sin anerkendte plads mellem hovedstadens andre museer og tåler en sammenligning med de beslægtede institutioner i Nordens andre hovedstæder, søstermuscerne i Helsingfors, Oslo og Stockholm.

Gid de efterfølgende linjer måtte bidrage til, at den stadig og støt voksende forståelse og sympati for museet, som mærkes både fra kommunalbestyrelsens og fra publikums side, styrkes og fremmes i de kommende år, så at museet engang i gunstigere tider kan få opfyldt sit allerstørste fødselsdagsønske. 

 

                                                                                                           Chr. Axel Jensen.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.