Bogense Rotaryclub tog initiativ til udgivelsen af Bogenses historie. Hans Hansen og Hans Henrik Jacobsen påtog sig opgaven at skrive købstadens historie, der udkom i 1982-88 i 4 bind. Første bind indledes med:

FORORD

 

Købstadsjubilæum og historieskrivning hører ofte sammen. Det var tilfældet i 1971, hvor Nyborg fejrede 800-års jubilæum og fik sin historie på tryk, og det er tilfældet i disse år, hvor Odense ser frem til 1000-års jubilæum i 1988 og bl. a. markerer det ved hvert år at udsende et bind af et planlagt 10-binds værk.

Odenses historie er 1841-44 skrevet af historikeren Vedel Simonsen, 1862 af biskop Chr. Engelstoft, 1926 af rektor H. St. Holbech. Flere af de fynske kystbyer har i de sidste årtier fået deres historie på tryk - Assens i 1935, Middelfart 1938-41, Fåborg 1955-56, Svendborg 1960-61 - og nu er turen kommet til Bogense. Det er Bogense Rotary, der har taget initiativet, og anledningen er - som i andre tilfælde - et forestående byjubilæum.

Der er tidligere ydet vægtige bidrag til Bogenses historie. Den, der beskæftiger sig med dette område, kan ikke undgå at støde på begrebet Literis Mando. Det er latin og betyder: Jeg overgiver til trykning. Det er et pseudonym for Søren Harries Klavsen (f. 1829, dimitteret fra Jelling Seminarium 1849, lærer i Middelfart 1852-58, fra 1858 og indtil sin død i 1873 lærer i Odense), der 1859 udgav »Bogense Byes og Skovby Herreds Topographi og Historie fra Sagntiden til Nutiden«. Frem til ca. 1780 bygger dette værk fortrinsvis på Vedel Simonsens topografiske værker, bl. a. »Bidrag til Rugaards Historie« (1843-44) og »Samlinger til Elvedgaards Historie« (1845), der ikke alene skildrer Rugaards og Elvedgaards historie, men også medtager tildragelser fra det øvrige nordfynske område, bl. a. Bogense.

1885 udkom »Historiske Bidrag om Bogense«, skrevet af lærer Johs. Idon Møller, der døde 1916 efter næsten 50 års lærergerning i Harritslev. Han stammede fra Bogense og samlede ivrigt materiale om Bogense bys ældre historie.

En omtrent samtidig, der interesserede sig stærkt for byens fortid, var læge Peter Trautner (f. 1869 i Bogense, praktiserende læge i Bogense fra 1897, 1915-32 kredslæge på Nordfyn, 1918-25 borgmester i Bogense, død 1932). Omkring 1920 tog læge Trautner initiativ til oprettelse af Bogense Museum, og 1928 udgav han »Af Bogense Havns Historie 1828-1928«.

Grundlaget for en egentlig byhistorie blev lagt i 1930’erne, hvor Poul Christensen, overlærer ved Bogense Skole 1913-34, samlede omfattende materiale og udarbejdede et manuskript, der efter faghistorikeres opfattelse indeholdt visse fejlbedømmelser, fortrinsvis af byens økonomiske forhold, og følgelig ikke kom i trykken i forbindelse med byens 650-års jubilæum i 1938. Materialet har mange kvaliteter, og det er indgået i det kildemateriale, der danner grundlag for nærværende fremstilling af byens historie. En mindre del af Poul Christensens materiale indgik i Bogense Banks jubilæumsskrift i 1947.

1954 kunne Bogense Sparekasse fejre sit 100-års jubilæum, og en væsentlig del af jubilæumsskriftet udgøres af en skildring af Bogense og dens opland i midten af 1800-tallet, udfærdiget af museumsdirektør Svend Larsen, Odense.

En, der ikke må glemmes i rækken af personer, der har befattet sig med byens historie, er Emmy Larsen (1900-67), datter af købmand G. V. Larsen, Bogense. Hun var ansat i Fiskeriministeriet og størstedelen af sit liv bosat i København, men hun forblev trofast overfor fødebyen og vennerne der, og det kom konkret til udtryk, da hun samlede materiale til billedværket »Fra det gamle Bogense«, udgivet af Historisk Samfund for Fyns Stift 1967. Hun døde samme år og nåede ikke at se det færdige resultat.

Interessen for Bogenses fortid er ingenlunde svækket. Et nyt kuld af lokalhistorikere er kommet til, og de hæger om byens museum og lokalhistoriske arkiv. Læge Knud Ehlert (f. i Bogense 1897, praktiserende læge i Bogense fra 1927) gjorde indtil sin død i 1975 en stor indsats, og i dag varetages opgaverne bl. a. af overpostbud Anders Jæger og sygeplejerske Inger Jørgensen.

Bogense nærmer sig sit 700-års jubilæum. I den anledning har man overdraget os opgaven at skrive Bogenses historie, og vi retter en tak til initiativtagerne for den tillid, de derved har vist os. Der er planlagt 4 bind, hvoraf det første - omfattende tiden op til 1787 - skrives af Hans Hansen, de to næste - omfattende perioden 1787-1938 - af Hans Henrik Jacobsen, mens det fortrinsvis vil blive overladt til byens egne borgere at skildre udviklingen de sidste 50 år.

Dyrup og Næsby 1982

                                                     Hans Hansen                Hans Henrik Jacobsen

Indehaverne af ophavsretten til bogværket har givet mig tilladelse til at scanne de 4 bind til søgbare PDF-filer. De kan downloades til personligt brug via disse links:

Bind 1 : Købstadens opståen og udvikling frem til slutningen af 1700-tallet

Bind 2 : Byens udvikling 1787-1938 I

Bind 3 : Byens udvikling 1787-1938 II

Bind 4 : Byens udvikling 1938-1988