Ifølge Wikipedia:

Jørgen From (1866-1944) var en dansk bogbinder, idrætsmand og leder. Som idrætsmand favnede han bredt og dyrkede både gymnastik, brydning, boksning, vægtløftning og atletik. Han blev dansk mester i diskoskast som 32-årig og vandt flere fynske mesterskaber i forskellige discipliner. From var formand for Odense Gymnastik-Forening gennem 40 år, fra 1890 til 1930, kun afbrudt af en pause i 1891 på grund af bortrejse. Udover de mange år som foreningsformand, var han også den første formand for Fyns Gymnastik- og Idræts-Forbund fra 1898 til 1909 og igen fra 1923 til 1927.

Han påtog sig at udarbejde et skrift i forbindelse med Odense Gymnastikforenings 25-års jubilæum. Han indleder med:

FORORD

 

For ca. 2 Aar siden besluttede Odense Gymnastikforenings Bestyrelse at forsøge om muligt at udgive et Festskrift i Anledning af Foreningens 25 Aars Jubilæum for derved at give alle interesserede Lejlighed til at stifte nøjere Bekendtskab med Foreningens Virksomhed i de svundne 25 Aar.

Som den af Foreningens aktive Medlemmer, der havde deltaget længst i Arbejdet for Foreningen, dels som aktiv, dels som Medlem af Bestyrelsen, og som derfor skønnedes at have størst Kendskab til Foreningens Virken og dens Historie, blev det undertegnede, der fik overdraget det Hverv at forsøge at samle det fornødne Materiale.

Da det kan have sin Interesse for Læseren at erfare, paa hvilket Grundlag de historiske Data er byggede, skal jeg tillade mig at meddele lidt herom.

Jeg opspurgte først Adressen paa en Mængde forhenværende Medlemmer, der nu var bosiddende i forskellige Egne af Landet, specielt ældre Bestyrelsesmedlemmer, henvendte mig til disse og til Foreningens gamle Lærere, men — kun sparsomme og, som det senere viste sig, i nogle Tilfælde fejlagtige Oplysninger kom mig paa denne Maade i Hænde.

Da der for Foreningens første Leveaar ikke fandtes nogen Forhandlingsprotokol eller andre brugbare Optegnelser, maatte jeg søge andetsteds hen, og naturligvis gik min Gang til Fyens Stifts Arkiv, hvor jeg blev meget elskværdigt modtaget og fik overladt Fyens Stiftstidende til Gennemsyn. Jeg begyndte da i Arkivet at gennemlæse Fyens Stiftstidende for Aaret 1880, men da jeg efter 3 Timers Arbejde kun havde naaet at gennemarbejde og faa Notitser for et Tidsrum af 2 Maaneder, kunde jeg indse, at paa denne Maade lod det sig ikke gøre.

Jeg rettede da en Anmodning til vor tidligere, fortræffelige Formand, Hr. Redaktør M. Dreyer, om at laane de sidste 25 Aargange af Fyens Stiftstidende med mig hjem, og jeg skylder Hr. Dreyer den største Tak, fordi dette, til Trods for den store Risiko, der var forbunden med saadant Udlaan, blev mig tilstaaet med sædvanlig Elskværdighed.

Nu tog Arbejdet Fart; ved Hjælp af Stiftstidende, som jeg gennempløjede fra Ende til anden i Tekst og Avertissementer, og hjulpet af Udklip af adskillige Aargange af forskellige Idrætsblade, som jeg i Aarenes Løb har samlet, ved Oplysninger, hentede fra Programmer, Indbydelser, Sange og gamle Meddelelser, lykkedes det mig efter ca. halvandet Aars vedholdende Arbejde at faa fremskaffet et saa fuldstændigt Materiale, at næppe noget af Betydning er forbigaaet.

Alt, hvad jeg saaledes har samlet og sammenarbejdet, er nu ordnet og indlemmet i Foreningens Arkiv, men da det vilde være umuligt, og — navnligt overfor udenforstaaende — virke trættende at medtage alle de saaledes fremskaffede Oplysninger og Beretninger i den i Materialet foreliggende Form, foretog jeg det næste Skridt, — at gøre et Uddrag til Brug ved Affattelsen af det omhandlede Skrift; og det er dette Uddrag, som nu i dette lille beskedne Skrift som Bidrag til Foreningens Historie forelægges Offentligheden til velvillig Bedømmelse.

Jeg har bestræbt mig for paa det nøjeste at holde mig til de foreliggende Data og været omhyggelig for at undgaa Fejl; men skulde en eller anden Fejl være løben mig i Pennen, — ja da haaber jeg paa Tilgivelse fra Læseren og fra den, hvem Fejlen mulig vedrører.

For at bidrage til at give dette Skrift mere Interesse har jeg med Bestyrelsens Samtykke henvendt mig til Dhrr. Krigsassessor Poul Petersen og Løjtnant J. P. Müller samt Foreningens gamle trofaste Elev, Gymnastiklærer M. le Févre og udbedt mig Dhrr.s Assistance, — og jeg beder dem modtage min bedste Tak for de udmærkede Bidrag, som jeg har modtaget fra deres Haand til Indlemmelse i Skriftet.

Jeg beder alle og enhver, som har meddelt mig Oplysninger, særlig Hr. Redaktør M. Dreyer, modtage min Tak, ligesom jeg specielt retter en Tak til Hr. cand. juris V. Frandsen for den gode Hjælp og det store Arbejde, han har ydet mig ved Uddraget af det samlede Materiale og Affattelsen af det foreliggende Skrift.

 

        Odense i Oktober 1905.

                                                                                                                         Ærbødigst

                                                                                                                       Jørgen From.

Jeg har benyttet mig af Det Kongelige Biblioteks DOD-service og fået dem til at scanne bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link