Palle Sørensen Fløe (1839-1916) blev født i Kollund i Ringkøbing amt som søn af en hørbereder. Han fik ikke nogen egentlig uddannelse men i kraft af gode evner blev han amtsvandinspektør, og for sin indsats for forbedringer af Skjernåens afvandingsforhold blev han udnævnt til justitsråd. Han var kendt som en respekteret foreningsmand og havde stor interesse for lokalhistorie. Flere af hans artikler blev trykt i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi".

Oluf August Nielsen (1838-1896) blev født på "Endrupholm" ved Bramminge som søn af en proprietær. Allerede i 1860 debuterede han som forfatter af historiske publikationer. I 1867 skrev han doktordisputats: "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark".

I 1878-79 fik de optaget deres artikel "Historiske Efterretninger om Hemmet, Nørre Bork, Sønder-Bork og Sønder-Vium Sogne" i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi". De indleder artiklen med følgende forord:

1875 udgav vi første Hefte af »Historiske Efterretninger om Nørre-Horne Herred«; men da afsætningen var så særdeles ringe, at vi ikke uden stort Tab kunde levere Fortsættelsen, have vi stanset Udgivelsen og ladet det udkomne Hefte fremtræde alene som en Beskrivelse af Lønborg og Egvad Sogne. De herefter følgende 4 Sognebeskrivelser have været bestemte til at danne Fortsættelsen af det nævnte Skrift.

Jeg har scannet artiklen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.