Frederik Krarup Erlang (1876-1948) kom til verden i Lønborg i Vestjylland som søn af en skolelærer. Som jurist blev han 1. august 1906 ansat i Den vest- og sønderjydske Kreditforening af Landejendomsbesiddere. Blev bogholder (Kontorchef) 1. april 1918. Gik på pension 1. januar 1934 og flyttede til København.
I 1936 påtog han sig af skrive jubilæumsskriftet: "Ringkiøbing Landbobank gennem Halvtreds Aar : 1886 - 1. Juli - 1936", som han indleder med:
Den i. Juli 1936 er der forløbet 50 Aar, siden Ringkjøbing Landbobank begyndte sin Virksomhed, og Bankens Repræsentantskab har ønsket, at der i den Anledning skulde udgives en Bog om Banken. Vel hører denne ikke til de meget store Banker, men efter Egnens Forhold er den dog ganske anselig, og den har haft sin meget store Betydning for Egnen. Dertil kommer, at det er en Bank, der i høj Grad har og altid har haft »sit eget Ansigt«, og at dette Ansigt er et godt og tiltalende Ansigt, vil sikkert alle, der kender Banken, indrømme.
At faa overdraget det Hverv at skrive Bankens Historie er derfor ikke blot en Ære, men det har tillige været en i alle Maader særdeles tiltalende Opgave. Der findes ikke i Bankens Historie mørke Pletter eller Partier, Afsnit, som det kunde være mindre behageligt at faa for stærkt belyst. Banken har end ikke oplevet særlig bevægede Perioder. Den har ganske vist oplevet en Krisetid, men dette har ikke formaaet at rokke Tilliden til Banken, og de Banker, der kan siges at være kommet væsentlig lempeligere gennem Krigsaarene end Ringkjøbing Landbobank, vil det ganske sikkert være betydelig lettere at tælle end de Banker, om hvilke det modsatte gælder. Forinden Krisen satte ind, havde Banken nogle faa ekstraordinært gunstige Aar, og ellers har den stedse kunnet vise Resultater, der var om end ikke pralende saa dog altid efter Omstændighederne rigtig pæne og hæderlige. Banken har aldrig haft alvorlige endsige katastrofale Tab, hvilket vel nok tyder paa, at den har været ledet med Omtanke og Forsigtighed, selv om det jo ganske vist ogsaa kan siges, at Ringkjøbing altid har været en liden rolig By uden de meget store Foretagender, hvori man paa risikabel Maade kan anbringe det meste af en Banks Midler, saa Fristelsen hertil har næppe været saa meget stor!
At Bankens Liv saaledes er forløbet i Ro og Stilhed, er jo kun godt og glædeligt. Et gammelt Ord siger jo, at den har levet vel, som har levet i Stilhed (»Bene vixit, qui bene latuit«), og en berømt Franskmand (Montesquieu) har endog sagt: Lykkeligt det Folk, hvis Historie er kedelig! Man bør altsaa ikke bebrejde denne Bogs Forfatter, at Bankens Historie er kedelig, man bør tværtimod glæde sig herover. Men Mangelen paa spændende Begivenheder at skrive om har medført, at der i Bogen mest fortælles om de Mænd, der har stiftet Banken, eller som paa forskellig Maade har været knyttet til den. Hvilket forhaabentlig ikke vil være Læserne altfor ukært. Blandt disse Mænd, vil man nemlig finde ikke faa af Ringkøbing-Egnens allerbedste, Mænd som der sandelig nok kan være Grund til at mindes.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.