Viggo Henrik Victor Krohn (1859-1946) kom til verden i København som søn af en fhv. sognepræst. I mange år gjorde han tjeneste ved forsvaret, og fra 1906 var han ansat som skriver i Indenrigsministeriet. Hele sin militære tjenestetid var han knyttet til Kastellet og samlede oplysninger til sine mange artikler og bøger om den ejendommelige soldaterby. 

I 1923 fik han udgivet: "Fra Østerport til Store Vibenshus : En historisk Spadseretur", som indledes med: 

Forord.

 

Naar man specielt beskæftiger sig med en enkelt Del af København, saaledes som jeg i de sidste 20 Aar har beskæftiget mig med Kastellet, kan det ikke nytte, at man drager en bestemt snæver Grænse om denne enkelte Del og lader alt andet ude af Betragtning; man er nødsaget til at tage en Del af »Oplandet« med, og saaledes er det sket, at jeg under mit Arbejde med Kastellet har faaet meget af det med, der i store Træk begrænses af Nyhavn, Gothersgade, tværs over Søerne til St. Hans Torv, derfra til Jagtvejen og langs denne ud til Sundet, der saaledes danner den naturlige Grænse mod Øst.

Jeg foreslaar en lille historisk Spadseretur gennem dette Kvarter, idet vi følger den til enhver Tid naturligste Hovedvej fra den ældste Østerport inde paa Kongens Nytorv og ud til det første Bedested: »Store Vibenshus« paa Kongevejen til Lyngby. Paa vor Tur kigger vi os om til begge Sider og fortæller lidt om de — snart smaa, snart store — Begivenheder, der knytter sig til de Steder, vi paa vor Vej passerer.

Jeg har ikke villet gøre Spadsereturen tungere og besværligere ved at fylde den med en Hoben Kildeangivelser. Mine Kilder er selvsagt talrige, og deres Medtagelse vilde let fylde for meget i mit lille beskedne Værk; det maa forhaabentlig være tilstrækkeligt at oplyse, at Hovedparten af dem selvfølgelig stammer fra trykte Værker, medens dog ogsaa en Del er gravet frem fra Arkivernes Dyb. Man faar altsaa tro mig paa mine Ord og af et godt Hjerte tage imod, hvad jeg af et godt Hjerte giver.

 

      København, den 30. Maj 1923.

                                                                                                                        Victor Krohn.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan ownloades via dette link.