Margit Egdal er bibliotekar og arkivleder. Hun har udgivet mange titler om Nordfynsk lokalhistorie. I 1998 blev hun udnævnt til "Årets Nordfynbo" og anvendte det medfølgende pengebeløb til en studietur til Utah for at samle materiale om De Sidste Dages Hellige.
Blandt flere titler om De Sidste Dages Hellige fik Margit Egdal i 2002 udgivet: "Miraklet på Fyn : De Sidste Dages Hellige på Fyn og Langeland". Hun indleder med at oplyse, at i årene 1852-1900 udvandrede 17.000 danskere som mormoner. Bogen afsluttes med:
»Miraklet på Fyn« er en enestående samling kulturhistoriske fortællinger fra det gamle Danmark - dramatiske, farverige og stort set ukendte herhjemme.
Danske mænd og kvinder, som ellers stod med fødderne solidt plantet i den danske muld, blev midt i 1800-tallet grebet af en zionistisk bevægelse. Under store farer drog de mod vest for at samles i Amerikas Zion, Utah.
I »Miraklet på Fyn« kommer emigranterne selv til orde og fortæller om, hvad der egentlig skete, da de forlod deres hjemland, og hvilke stærke kræfter, der drev dem.
Den dag i dag er der stærke bånd mellem Danmark og Utah. I Utah er det danske islæt større end i nogen anden amerikansk stat overhovedet. »Miraklet på Fyn« skildrer baggrunden for danskheden i Utah.
Med tilladelse fra Margit Egdal har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades til personligt brug via dette link.