Niels Henrich Weinrich (1755-1829) blev født i Mandal i Norge som søn af en lagmand. Som 18-årig blev han student og arbejdede derefter i København med historiske studier. Allerede da han var 21 år, udkom hans "Historiske Efterretninger om Stevns-Herred udi Siælland". Interessen for Stevns må komme fra, at hans morfar var sognepræst i Store Hedinge. 22 år senere udkom 2. og udvidede udgave af værket om Stevns: "Beskrivelse over Stevns-Herred i Tryggevælde Amt i Siælland". Han er af samtiden omtalt som doven og blevet kritiseret for, at han arbejdede skødesløst, smagsløst og ukritisk. Han indleder selv bogen med:
F o r e r i n d r i n g.
Een og Tyve Aar ere forløbne, siden jeg udgav mine H i s t o r i s k e E f t e r r e t n i n g e r o m S t e v n s - H e r r e d, og omendskiønt de vare meget ufuldstændige, og røbede den unge Skribent, der ei kiendte sine Understøttelses Kilder, imodtoges de dog med Biefald, det baade Afsætningen og Bedømmelserne i Kritiske Journal, Nye Kritiske Tilskuer, og lærde Efterretninger bevidnede. Siden den Tid har jeg, ved enhver forekommende Leilighed, samlet fleere Biedrag til dette Herreds udførligere Beskrivelse, den jeg nu har den Ære herved, at udgive for det ærede Publikum. Enhver Kyndig vil bedst kunde bedømme, hvad Umage, Taalmodighed, der Hører til et saadant Arbeide, hvor mange Skrifter, der endog frugtesløs maae igiennemgaaes, hvor mange Dokumenter der maae randsages, inden man treffer noget passende med sit Øiemed, dog! dersom Læseren er tilfreds med Arbeidet, vil ald Umage være rigeligen belønnet.
Uagtet jeg har bestræbet mig for, at giøre denne Beskrivelse saa fuldstændig som muelig, ere der dog de Ting til vore Dage henhørende, som man kunde have ønsket at vide, men som giøres Hemmeligheder af, og en Forfatter altsaa har stor Vanskelighed ved at kunde angive. Jeg maae derimod herved aflægge Justitsraad Thorkelin min Tak for den Beredvillighed, hvormed han fra det Kongelige Geheime Arkiv har understøttet dette mit Foretagende.
Adskillige have yttret det Ønske for mig, at have en ligesaa speciel Beskrivelse over fleere Herreder i Siælland, som denne, og dette var ei ugiørligt; jeg havde til den Ende giort et Udkast til en Beskrivelse over Farøe-Herred, ligesaa over Bieverskoug-Herred, som med Stevns-Herred udgøre Tryggevælde Amt, samlet alle slags Anregnelser Odsherred vedkommende; men den liden Opmuntring og de uigiengiældte Omkostninger man har, saavelsom den næsten tiggefærdige Maade, hvorpaa man maae udhøkkre sit Arbeide, overtyde mig, at det er bedst, at lade det forblive ved dette Herred alene.
I Følge Landshuusholdnings Selskabets Indbydelse, om en Beskrivelse over en selvvalgt Egn i Landet, som i mangfoldige Aar havde staaet frugtesløs, tog jeg mig den Frihed, at indsende i saa Henseende en stor Deel af denne Beskrivelse, men, uagtet jeg kort efter Indsendelsen, skrev Dem et Brev til, som jeg sikkert veed er Dem tilhændekommet, at vilde end videre indsende de øvrige Bidrag til samme, der vare aldeles nødvendige under Bedømmelsen over det heele, saa værdigede dets Priis-Bedømmere mig ei, at affordre mig disse Bidrag, men bedømte blot den indsendte Deel, at den ei qualificerede sig til deres Præmie.
Jeg indseer berfor, at Beskrivelser over fleere Herreder af mig vil være overflødige; thi baade fra Præmie-Selskaber, og især! fra Kommissionen over Reiersens Capitaler til Fædrenelandets Nytte og Ære, vil det ikke mangle, at der jo vil fremlokkes Beskrivelser, og opmuntres Skribentere, saa der altsaa ingen Mangel vil blive paa saadanne Skrifter. Ingen har — saavidt mig bekiendt er — endnu af de Reiersenske Kapitaler, været saa lykkelig at erholde nogen Præmie; men Fædrenelandet vil vel sikkert have baade Nytte og Ære af de Ting, hvorfor de engang i Tiden udgives, imidlertid henstaaer det med disse, formodentlig kun derefter, at Kommissionen kan udfinde, hvad Fædrenelandet har størst Ære og Nytte af???
Overalt lader det ikke til, at være vor Tids Aand at bekymre sig om, hvad der skeede i gamle Dage og om disse gammeldags Bygninger, Forfædrene opførte; hvad gaaer det vel os an? sige de, ved Dagens Smaus, hvilken gammel Munk der har opført dem? de ere stygge, ubeqvemmelige, uden al Bygningskonst, de maae derfor ødelegges, og det lader, som man netop i vor Tidsalder her til Lands, vil satte Grændset for deres videre Tilværelse, at de skal komme hidindtil og ikke længer; naar man ei derfor paa anden Maade kan faae deres alting trodsende Muure fra Hinanden, sprænger man dem med Krud, og kiede af, at Arbeidet endnu mislykkes, forlader man dem halvstaaende i Ruiner.
Hvor man dog kan tænke forskiælligt! i Engelland freder man over disse Oltidens Bygninger, som Helligdomme, har nøiagtige Tegninger af dem, efter hvilke, naar noget forfalder, samme i Stand sættes, netop paa samme Maade, som det var før. Men derfor har ogsaa Engelland vel vedligeholdte Monumenter fra Oldtiden, overalt fra adskillige Aarhundrede at fremvise, og en rig Lord, der af Byggesyge kunde forledes at opføre endeel Pragtbygninger paa sit Gods, lader dog af Høiagtelse for Alderdommen, de ægte gamle staae, ja vedligeholder dem i deres Smag; thi, til at rive dem ned, eller kalfarte dem om paa nye Viis, dertil er Han gemeentlg alt for oplyst; men nu tænker man saaledes i Engelland!
For det øvrige vil jeg ønske dette Herred Fred og Frugtbarhed indtil de fierneste Slægter, og at de store Hovedgaarde i samme snart maae blive udstykkede i mange mindre Deele, hvorved mangfoldige fleere Familier kunde ernæres og finde Levebrød. Et Glimt af Haab om saadant, opgik hos mig 1792, da Giorsløv Godser endog stykviis offentligen auctioneredes, men dette Haab blev snart tilintetgiort; thi en Mand kom hiem fra Guldets Land Bengalen, som ei alene tog disse paa sin Samvittighed, men spørger efter meere Land og fleere Gaarde, baade paa høire og venstre. Og naar Indien, som man kan formode, hvert andet eller tredie Aar, vil giøre Leverance til København af en Nabob, der ikke bedre veed at anvende sine Lak Rupies, i store Herregaarde med underliggende Bønder, saa er adskillige store Hovedgaardes Adsplittelse endnu langt borte; Landet omskifter paa dets Herresteder, blot Adels Herskaber med Kiøbmands Herskaber, om hvilke sidste man end mindre end om de første, tør formode, at de, særdeles, naar de komme fra Indien og have regieret over sorte Slaver, torde have de tydeligste Begreber, om den Mennesteklasses Rettigheder blandt os, der i lang Tid ei har været mange Straaes Bredde borte, fra hvide Slavers Kaar.
Til Slutning maae jeg endnu tilføie denne almindelige Sandhed, enhver tage sig af den, hvo der vil, finder man den overflødig blinke man den forbie: at saalange den største Deel Mennesker ei høiagter og sætter Priis paa andet, end Sædvaner, Fordomme, sammenpressede og tilluskede Rigdomme, snedig Opførsel og tomme Moder, uden at være saa selvstændige at eftertænke og prøve, om og dette som Mængden gaber, henrives og bedaares af, er vor sande Agtelse værd? og ere derimod koldsindige, ja foragter Sandhed i Hytten, og Dyden i Vadmel, fordi den ei har Øieblikkets Glimmer, saalænge fortiene de ogsaa de Plager, de martres af, ved at være deres stormende Sindslidelsers, daarlige Fordommes, og vrange Begrebers usle Trælle. Men jeg forhaaber, at vore Dages Sædelærere og Philosopher ville utrættelig arbeide paa denne vor Oplysning, og naar Mængden af Menneskerne engang, ei beundrer uden det sande Store og Gode i Verden, da bliver det Lyst at leve.
Forfatteren
Det Kongelige Bibliotek har scannet bogen, der er trykt med gotisk skrift Jeg har efterbehandlet denne scanning til en noget pænere og stadig søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.