Jørgen Otto Fabricius (1810-1886) kom til verden i Nakskov som søn af en styrmand og månedsløjtnant. Om hans levnedsforløb vil jeg citere Peter Thorkild Baumgarten, der i 1925 udgav "Det gamle Horsens og Horsens Slægter":

I Aaret 1879 udkom Horsens Kjøbstads Beskrivelse og Historie af Jørgen Otto Fabricius, daværende Sognepræst i Magleby paa Langeland. Forfatteren, der i Fyrrerne var Kateket i Horsens, derefter Sognepræst til Nørre Snede og Ejstrup og senere til Lundum og Hansted Sogne indtil 1869, samlede den betydeligste Del af sit Materiale til Byens Historie ved Studier i Horsens Raadstuearkiv. Men han har kun i ringe Udstrækning benyttet Købstadens Skøde- og Pantebøger, Skiftesager og Kirkebøger.

I et Forord siger Forfatteren, at han har savnet tilstrækkelig Lejlighed til at benytte de rigere Samlinger i kjøbenhavnske Arkiver og Biblioteker, og det var hans Agt at udgive et Supplement, som dog ikke er udkommet. Derimod skænkede han Statsskolen sine utrykte Samlinger til Byens Historie; men blandt det iøvrigt omfangsrige Stof findes kun faa Bidrag til Borgerskabets Historie.

Horsens Kjøbstads Beskrivelse og Historie er med Rette anset som en af de bedste danske Bybeskrivelser, og med største Omhu har Forfatteren anført de af ham i hvert enkelt Tilfælde benyttede Kilder; men til hans Bog savnes et Personregister og et Supplement.

Og her er så Fabricius' forord til sin egen bog:

Efter i en Række af Aar at have samlet Materiale til dette Skrift, har jeg udarbeidet og udgivet det ifølge gjentagne Opfordringer fra flere Sider. En betydelig Deel af Materialet er selvfølgeligen hentet fra Byens Archiv, men, idet jeg beklager, at dette, hvad den ældre Tid angaard, er, i saa høi Grad mangelfuldt, at der kun findes et Par Kongebreve fra 15de Aarhundrede, kun lidet mere fra 16de Aarh. og slet intet fra tidligere Tider; medens jeg desværre tillige har savnet tilstrækkelig Leilighed til selv at benytte de rigere Samlinger i de kjøbenhavnske Archiver og Bibliotheker; føler jeg tilfulde, at denne Bog allerede af den Grund ingenlunde er fyldestgjørende; men jeg haaber dog, at den i hvert Fald indeholder ikke uvæsentlige Bidrag til Horsens Kjøbstads Beskrivelse og Historie. Det er iøvrigt min Tanke at fortsætte mine Samlinger og udarbeide et Supplement, saafremt Tid og Forhold ville tillade mig det. Meget paaskjønner jeg saa vel den mig saa velvilligt givne Adgang til Byens Archiv og de mange Oplysninger, der ere givne mig af afdøde Conferentsraad Vedel Simonsen, af Dr. Burman Becker, Professor Valdemar Schmidt og Flere; som ogsaa den mig til Udgivelsen af Skriftet ydede Understøttelse fra Horsens Commune, den grevelige Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse og det jydske historisk-topographiske Selskab.

 

     Magleby Præstegaard, 2den Novbr. 1878.

 

                                                                                        O. Fabricius.

Jeg har scannet bogen til en ikke søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.