Konrad Understrup (1859-1947) blev født i Understrup, Ørre sogn nord for Herning som søn af en gårdejer og kom i dåben til at hedde Conrad Jensen Understrup. Som ung var han elev på flere højskoler. Senere var han nogle år i Norge, inden han som 30-årig købte et landbrug i Brændgaard, Ørre sogn. Ved siden af arbejdet med at drive landbrug skrev han artikler til Herning Folkeblad og var i en længere periode medlem af Herning sogneråd. Mest kendt er han for sit forfatterskab af en del lokalhistoriske bøger om sogne i Hammerum og Ulfborg herreder.

I 1929 udkom "Timring Sogn", der indledes med et register og disse forord:

For en Del Aar siden blev jeg af flere Mænd fra Vildbjerg-Nøvling-Timring opfordret til at skrive om disse 3 Sogne. Se Indledningen til Vildbjergbogen.

Denne Bog om Timring skulde jo have været ud for længe siden, forskellige Omstændigheder har gjort, at den først kommer nu. Og jeg beder alle, som i Utaalmodighed har ventet, at være overbærende i deres Dom over mig. Selv mener jeg, at Bogen har vundet betydeligt ved ikke at udkomme for Aar tilbage. Som man ser, er denne Bog betydelig fyldigere end de 2 foregaaende, her er flere Sider og ikke saa lidt mere paa hver Side end i Vildbjerg og Nøvling Sogne, men Timring har jo ogsaa sin Herregaard, der har taget ikke faa Sider. Alle 3 Bind kan jo udmærket indbindes i en Bog.

Og saa takker jeg alle dem, der ved Penge eller paa anden Maade har hjulpet med, at Bogen kan komme frem. Jeg skal kun nævne Historisk Samfund for Ringkøbing Amt og Den Grevelige Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, sidstnævnte med 300 Kr.

 

            Brændgaard ved Herning, 1. September 1929.

 

                                                                KONRAD UNDERSTRUP.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.