Caspar Frederik Wegener (1802-1893) kom til verden i Gudbjerg Præstegård på Sydfyn som søn af sognepræsten. Som 19-årig blev han student og måtte brødføde sig selv ved undervisning, mens han læste teologi. Han afsluttede disse studier i 1828, men var 2 år forinden blevet adjunkt på Sorø Akademi. Her var han en meget afholdt lærer, der i 1830 fik titel af overlærer og senere lektor i historie, geografi og statistik. Ved siden af lærergerningen dyrkede han sin store interesse for især dansk historie og fik udgivet flere anerkendte titler. I 1848 blev Wegener udnævnt til geheimearchivar og bestred stillingen indtil 1882, hvor han var fyldt 80 år. Han døde ugift og efterlod sig en meget stor bogsamling, der blev købt af staten og kom med flere andre til at udgøre grundstammen i Statsbiblioteket i Aarhus.

Artiklen er i 2 dele: 

I. "Kong Hans's Brevbog. Efter en Copiebog, skreven rimeligviis for Störstedelen med hans Kansler Ove Bildes Haand."

II. "Bilag til Kong Hans's Brevbog, eller Forhandlinger mellen Kong Hans og fremmede Stater fra 1505 til 1513".

De blev i 1855 optaget i "Aarsberetninger fra Det Kongelige Geheimearchiv, indeholdende Bidrag til dansk Historie af utrykte Kilder".

Jeg har scannet artiklerne til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.