Ejnar Poulsen kom til verden i 1891 i Hem Skole ved Skive som søn af skolelærer Poul Jensen Poulsen og Maren Kjærgaard. Han var den ældste ud af en børneflok på fire. Efter endt skolegang hos sin far kom han på Krabbesholm Højskole og senere til Askov Højskole. I 1913 blev han dimitteret fra Ranum Seminarium. Han ses her på et billede fra 1912-13 i værelset hos frøken Petersen i Ranum:
Umiddelbart efter seminariet blev han tilknyttet Estvad Skole, først som vikar og senere som lærer og organist. I 1921 indledte han livsstillingen som førstelærer på Løvskal Skole mellem Viborg og Randers. Tre år tidligere var han blevet viet til Jensine Kirstine Frederiksen. Hun kom fra Mejrup og var i 1893 født i Fousing ved Struer som datter af købmand Jens Peder Frederiksen og Karen Madsen. I Løvskal fik de i årene 1919-1924 fire børn: Aase, Svend, Ragna og Karen. Her har vi familien samlet hos fotografen:
Ejnar Poulsen var en meget afholdt lærer i Løvskal, Ved siden af lærergerningen syslede han gennem mange år med indsamling af oplysninger til især to store udgivelser: "Hardsyssels Degnehistorie", der udkom i 2 bind 1931-34 og "Viborg Amts Degne- og Skolehistorie", der udkom i 1957. Det er to vægtige og anerkendte bogværker på hver over 800 sider. Ejner Poulsens forfatterskab omfatter mange flere titler, blandt andet "Ranum-Staten", der udkom i 1949 med minibiografier af 100 års årgange på Ranum Seminarium. Han var også en flittig bidrager med artikler til især "Hardsyssels Årbog" og "Fra Viborg Amt".
Jeg havde stor lyst til at scanne dette forfatterskab, men måtte konstatere, at ophavsretten først udløber i 2039. Det fremgik af arkiv.dk, at Bjerrringbroegnens Lokalhistoriske Arkiv var i besiddelse af materiale om Ejnar Poulsen. En mail til arkivet gav hurtig og usædvanlig heldig respons: Arkivlederen havde for nylig skrevet sammen med et oldebarn til forfatteren og ville nu formidle en kontakt.
Jeg fik en god dialog med oldebarnet Lene Tønder, der kunne oplyse om forfatterens efterkommere. Et nulevende barnebarn og tre nulevende oldebørn gav tilladelse til, at jeg måtte scanne Ejnar Poulsens forfatterskab: Du scanner lige så meget du orker, vi synes alle sammen det vil være at hædre min oldefars minde. Jeg skrev, at jeg fandt det imponerende, at han kunne overkomme sådan et forfatterskab samtidig med sin lærergerning og fik dette svar:
Min moster blev sammen med min mor, som børn, sat til at sætte registreringskortene i alfabetisk orden, de lå i kasser. Og hvis ikke det blev gjort rigtigt fik de skænd.
Min oldemor stod op om morgenen og tændte op i skolestuen. Så lagde hun min oldefars tøj frem til varme på kakkelovnen, hvorpå hun lavede kaffe og smurte morgenbrød. Først da stod Ejnar op. Jensine var utrolig pligtopfyldende og at Ejnar har haft tid til sin forskning skyldes i høj grad Jensine. Hun var i øvrigt også organist i kirken. Min moster fortæller at hun som barn har ”danset i kirken” 😊 Hvis du ikke er bekendt med udtrykket, betyder det at man har trådt i pedalerne.
Disse minder om lærerparret bekræfter udtrykket: Bag enhver succesrig mand står en stærk kvinde.
Lene Tønder har tilsendt mig mange fotos og avisudklip, der belyser lærerparrets liv og gerning.
Løvskal Skole
Uddrag af en avisartikel fra 1957:
43 aars forskerarbejde afsluttes i denne tid i lærerboligen i Løvskal. 100.000 smaa kartotekssedler, to digre værker, beskrivelse af 10-12.000 degne, og to gange 288 skoler er resultatet af endeløse timers forskerslid af gransken i alskens historiske kilder fra middelalderen op til i dag, af hele sommerferier brugt paa Rigsarkivet i København.
Jeg har fået tilladelse til at citere fra en "stil" om børneopdragelse, skrevet af datteren Karen:
Jeg havde den glæde at blive født i rolige romantiske omgivelser. Jeg var "rosinen i pølseenden" på en børneflok på 4. Vor far var enelærer i Løvskal, en af Danmarks smukkeste landsbyer. Løvskal ligger på den gamle Viborg-Randers landevej. Far var lærer ved skolen 37 år, på den måde kom han til at undervise to generationer, fik stor viden om de forskellige børns vilkår, i de forskellige børnehjem.
Han var med til at opdrage mange børn, og er blevet takket af mange, ligesom jeg efter mine forældres død modtager breve fra forældre og gamle elever der aldrig glemmer hvor meget de har at takke mine forældre for.
Far var kordegn, og havde 3 store kirkebøger i sit kontor, så alt vedrørende fødsel og død blev ført ind i disse bøger. Mor var organist ved kirken, og den ideelle hustru for en landsbydegn.
Vi havde to store haver som min Far med stor interesse passede. Jeg var fars pige, har altid følt mig mere i slægt med ham end med min mor, hun gav mig varige komplekser ved altid at bebrejde mig at jeg var kejthåndet.
Vi børn hjalp til ude og inde med husligt arbejde, havearbejde telefonpasning, og ikke mindst altid at være høflig og hjælpsom overfor vore omgivelser, selvom det ikke altid var en glæde at yde denne hjælp.
Det var en lille landsby med mange fattige mennesker blev der ofte ringet om en telefonbesked der skulle bringes i fart flere kilometer ud i bakkerne til pårørende.
Jeg har bedt mange bønner når jeg ængstelig er gået denne vandring. Derimod var det en glæde at pumpe cyklerne til Far og Mor når de skulle køre de tre kilometer til kirken, når de kom hjem efter eftermiddagsgudstjeneste lavede Mor kaffe, når den var drukket stoppede jeg Fars lange merskumspibe, Far satte sig til rette i lænestolen, jeg tændte piben, satte derefter skrivebordsstolen hen til Fars ben, trak ned i hans bukser (de måtte jo være fine og ukrøllede).
Der var mange festligheder runde fødselsdage jubilæer m.m. Alting har sin pris, men ingen der har været med til disse fester har kunnet glemme hvor hyggeligt og fornøjeligt det foregik. Det begyndte med at 25-30 familiemedlemmer mødtes i Viborg hvor der var bestilt en ekstra rutebil, i anledning af festen. Så kom det glade selskab, mange blev så længe rutebilbilletten varede, det var dengang 8 dage. Engang de sidste gæster skulle rejse fik de som sædvanlig en god middag inden turen.
Far udtrykte sin glæde over samværet og sa': Nu må I endelig drikke noget mere vin, vi har kælderen fuld. Da gæsterne var rejst, og vi hjalp hinanden med at rydde op udbrød Mor: Ejnar - hvorfor sa' du at de skulle drikke mere, du ved jo godt at det var den sidste flaske de drak.
Selvfølgelig vidste jeg det svarede Far, men de skal tro at det er Valhal. Sådan huskes det også, og Fars hilsener når der skulle skåles var: Jeg vil ønske Jer 1000er gode dage og nætter og jeg vil ønske Jer en let gang på jorden.
Vi lavede selv vin, og vinen blev gemt i mange år. Det var en spændende oplevelse at hjælpe Far med at komme lak på flaskerne, og sætte fine etiketter på.
Med mellemrum kom den venlige politibetjent Aarup fra Bjerringbro og udtalte at han lige kom forbi og fik lyst til et besøg, først mange år efter forstod jeg at han kun kom når en tidligere elev havde været i konflikt med loven. En dag kom en skoledreng høfligt og spurgte Mor om drengene måtte lægge sig ind på græsplænen. Mor så alvorligt på ham og udbrød: Hvad i alverden skulle I der, I har gadebakken. I ved at I har det godt og altid kan få gode råd, og hvis I senere i tilværelsen gør noget forkert på jeres livsbane vil det først være skolelæreren der bliver spurgt: hvordan var han (eller hun) i skolen.
Når unge skulle på skole i ungdomstiden kom den unge og faderen gerne sammen for at få et vidnesbyrd fra skolen. En forårsaften kom en nedbøjet ung mand over skolepladsen alene, vi havde hørt at han skulle på ungdomsskole. Mor udbrød, da hun så ham: Hans Far ved udmærket hvor stor en laban han har været i skolen, dette her har han syntes han selv måtte klare. Da den unge mand var gået efter en samtale under fire øjne med Far vendte Mor og jeg tilbage til kontoret. På Mors spørgsmål: Jamen Ejnar - Hvad skrev du - hvad kunne du skrive om denne bandit. Svaret lød kort: At han er velbegavet. Der var jo ingen grund til at skrive at han altid har brugt sine evner til noget forkert. Det vigtigste der at gøre nu er at han kommer godt i gang med en uddannelse.
Her er et billede af Ejnar på hans 70-års dag:
Uddrag af en nekrolog ved Ejnars død i 1968:
I 1958 tog Ejnar Poulsen sin afsked som lærer i Løvskal og erhvervede Hvidbjerg gamle skole. Efter 3 års forløb solgte han den og købte sit barndomshjem Hem gamle skole, hvor han har boet de sidste 7-8 år.
Ejnar Poulsen udførte et meget stort arbejde ved siden af sin skolegerning. I sin fritid drev han arkivstudier og udarbejdede slægtshistorie for mange af egnens beboere, ligesom han har været medarbejder ved årbogen for Historisk Samfund i Viborg amt og været med i redaktionen for amtets hjemstavnsbog. Desuden har han udgivet mange personalhistoriske arbejder, og han skrev Viborg amts og Ringkøbing amts degnehistorie, to værker, der giver hans navn en særlig plads i den lokalhistoriske forskning.
Lærer Poulsen var ved hele sin færd med til at skabe respekt om den danske lærerstand, og han udførte et stort arbejde på mange andre områder.
Jeg vil slutte denne beretning med nogle billeder af familiegravstedet på Hem kirkegård. Det blev etableret i 1933 ved enelærer Poul Jensen Poulsens begravelse. Ejnar nævner: 23 kolleger fulgte ham til graven. „Min egen prægtige fader!“ Den store mindesten blev sat af elever til Poul Jensen Poulsen. Gravstedet er nedlagt, men mindestenen og de små sten står nu ved indgangen til kirkegården. Sognet har ønsket at ære denne lærerfamilie.
Link til de scannede titler.