Claus Rønlev

Slægtsforskning

En morder i familien - en beretning om sandemand PEDER HANSEN HÖRLÖCK (ca. 1630-1688) og hans familie

Peder Hansen Hörlöck (min 7xtipoldefar på min farfars side) kom til verden ca. 1630 på Hörlöckgaard (i dag hedder den Hørløkkegård) i Skrydstrup ved Haderslev. Hörlöckgaard var en stor gård med voldgrav. Den havde tilhørt/været fæstet af slægten i generationer. I 1542 er den nævnt i "Skatteregistre for Tørning Len". Den var da beboet af Peter Negelsen eller Peter Nissen (min 10xtipoldefar).  Ifølge "Fortegnelse over Tiendeydere i Ribe Stifts sønderjydske Herreder i 1599" var det den største gård i sognet. Peder havde arvet gården efter sin far og var en agtet mand i sognet, der bestred funktionen som sognets sandemand d.v.s. herredsfogdens medhjælp. Han var også i visse tilfælde afløser for herredsfogden. Peder var gift med Karen Lasdatter, der også var født i Skrydstrup. Af deres børn kendes 3: Niels, Laurs og Hans. 

Lørdag den 18. oktober 1685 holdtes der bryllup hos gaardmand Thomas Tjellesen i Skrydstrup. Peder og Karen Hörlöck var inviteret med. De var på dette tidspunkt gået på aftægt hos sønnen Niels. Pastor emeritus Mads Henrik Nielsen (sognepræst i Skrydstrup 1921-1934) har forsket i hændelsen og beskrevet den i Sønderjydsk Årbog, 1936. Du får her et uddrag: 

Og det har vel været et Bryllup, som Bryllupper var flest på den Tid. De strakte sig gerne over flere Dage. Sjælden blev der sparet på Maden, som Gæsterne selv for en stor Del havde sørget for ved at sende Smør, Æg, Fjerkræ, Skinke o.s.v. til Bryllupsgaarden. Drikkevarer blev der også jævnlig nydt rigeligt af, undertiden mere end godt var. Det var - som ved andre festlige Lejligheder - navnlig Øllet, det gik ud over..... 

Endelig nævner vi som Gæster ved Brylluppet Gaardmand Peder Lassen i Skrydstrup og Aftægtsmand Peder Hørlyk i Hørlyk. De to var Svogre, og det er dem, der bliver Hovedpersoner i det, som her skal berettes. Den førstnævnte synes af Natur at have været noget hidsig og haardhændet. For faa Aar siden havde hans Fader, Las Jørgensen, for Retten ført Klage over, at Sønnen havde overfaldet ham "med Slag". Ogsaa her kommer det til Forlig "formedelst Godtfolks Forbøn og Mellemhandling". Faderen "rækker Haand til sin Søn og eftergiver hannem.., hvorpaa Sønnen bad strax sin Fader om Forladelse og udlover efterdags at ville leve ærlige og vel imod sine Forældre".

Man var paa Bryllupsdagen naaet hen "ad Aften". Johan Degn har, som han selv siger, "faaet Brud og Brudgom til Seng". Det havde i tidligere Tid været Skik, at alle Gæsterne fulgte Brudgom og Brud til Sengs i Brudekammeret. Præsten holdt her en Tale til Brudeparret, der blev sunget Sange eller Salmer, og Brudeparret knælede ned i Børn foran Brudesengen, inden de betraadte denne. Det er sikkert nok en Rest af denne gamle Skik, vi her staar over for. Muligt er det vel ogsaa, at andre end Degnen har taget Del i denne Følgen til Sengs. Saa meget er imidlertid vist, at der ikke kom ret megen Glæde ud af dette Foretagende, for Brud og Brudgom stod snart efter op af Sengen. Grunden hertil er sikkert den, at der blev Ustyr blandt Gæsterne, og at nogle af dem kom ind i Brudekammeret.

Først kom Peder Hørlyk. Han havde bedt sin Svigersøn, Hans Persen i Uldal, følge med derind: "Der vilde de sidde og drikke en Kande Øl sammen med Ro." Sønnen Niels følger efter og siger til sin Fader: "Vil I følges med ind i Salen?" Men denne svarer: "Nej, her vil jeg blive siddende, her er saa roligt at sidde." - Derefter sender Præsten Bud til Peder Hørlyk med Bøn om, at han vilde komme ind i Piselen og sidde der sammen med ham. "Gik han da endelig ud og satte sig hos Præsten, Hr. Mattis, i Brudesalen".

Snart efter bryder Præsten op fra Gildet og begiver sig hjem. Ved et Landemøde i Odense 1560 var der taget den Bestemmelse, at Præster skulde tage bort fra Bryllupper senest "ved ni Slæt".....

Da Præsten "er hjemgaaen", vaagner der atter hos Peder Hørlyk en stor Lyst til at forlade Piselen for sammen med sin Svigersøn at gå ind i Brudekammeret, hvor de vilde sidde sammen i Ro og nyde en Kande Øl. Med den saa højt attraaede Ro blev det dog kun saa som saa. Der fulgte nemlig snart flere efter, saaledes den førnævnte Gaardmand Peder Lassen i Skrydstrup. De to Svogre kommer snart i Ordstrid, og ret længe varer det ikke, før Striden gaard over til Haandgribeligheder, idet Peder Hørlyk giver sin Svoger "en under Øret". En behjertet Mand, Peder Christensen fra Uldal, siger til Peder Lassen: "Forliges nu vel samme med hverandre, du og Peder Hørlyk, efterdi I er Svogre og Venner". Det gode Raad fandt dog ikke Ørenlyd. Peder Lassen siger til sin Svoger: "Hvorfor slaar I mig, der skal fare en Djævel udi eder". Og "fore de saa sammen og grebe hverandre i Haaret."

Nu optræder Johan Degn som Fredsstifter. Ham havde Karen Hørlyks, Peder Hørlyks Hustru, opsøgt inde i Brudesalen, hvor han sad, og bedt ham, om "han vilde komme og styre noget til Rette". Foreløbig lykkedes det ham at faa Peder Lassen med sig ind i Piselen eller Brudesalen, og han beder ham om at blive her. Det vil Peder Lassen dog ikke. "Vil I have, at jeg skal staa og lade mig slaa", spørger han, slaar i Bordet og siger: "Jeg er Karl for mig, de skal faa en Ulykke". Saa slider han sig fra Johan Degn og vil ind i Brudekammeret igen. Hans Kones Søstre, Bodel Peders og Merte Hanses, stiller sig mellem Døren og ham, men han sled dem "hver til sin (Side) og stødte Døren op. Straks efter blev der Raaben i Kammeret." De stridende har paany faaet hinanden i Haaret, Lyset vælter ned af Bordet og slukkes. I Mørket har Peder Hørlyk faaet sin Kniv frem, og med den stikker han sin Modstander.

Inde i Piselen faar Johan Degn nu tændt et Lys, og med det i Haanden vil han gaa ind i Brudekammeret. I Døren møder han Peder Lassen, der siger: "Han stak mig". Paa Spørgsmaal om, hvem der havde stukket ham, svarer han blot: "Nu har jeg faaet nok." Saa synker han død om paa Gulvet.

Da Hans Jørgensen fra Uldal lidt efter kom ind i Brudekammeret, saa han, at Vinduet var "udstødt", og han fik den "Formening, at Folkene der var inde, maatte have gaaet derud af." 

Peder Hörlöck var altså flygtet fra sin ugerning. Drabssagen kom for Herredsretten i Gram. Jeg giver igen ordet til Mads Henrik Nielsen:

Den følgende Tingdag bærer helt igennem Præg af dette Drab. Først hører vi om, at Herredsfogeden "1., 2., og 3. Gang opraabte", om der var nogen tilstede med Fuldmagt fra den dræbtes Enke eller Arvinger. Da der ingen melder sig, konstituerer Ridefogeden "ex officio" (paa Embeds Vegne) Nis Iversen, Fredsted, som Eftermaalsmand, eller som den, der skulde "paatage sig" den dødes Sag og den til "Endskab prosequere (forfølge), saa vidt Lov og Ret er". Det var nemlig gældende Ret, at den enkelte - ikke det offentlige - maate paatale de Retsbrud, der blev begaaet imod ham. Det var Eftermaalsmandens Opgave at tage sig af den sag, I Almindelighed er det en af den paagældendes nærmeste Slægt, der fik det Hverv. Nis Iversen fremkom nu først med en Klage, hvori det hedder, at Peder Lassen er "efter Formening uskjellig dræbt". Dernæst begærer han, at de seks Mænd fra Skrydstrup, der om Mandagen sammen med en Sandemand "efter Befaling" har været tilstede i Thomas Tjellesens Gaard for at foretage Syn over den dræbte, her "for Ting og Ret" edelig skal bevidne det af dem foretagne Syn. Efter aflagt Ed bevidner da de seks Mænd, at de har "synet og beset den ihjelstukne og befunden, at han var ved den højre Bryst over Patten indstukken, og er Saaret ungefehr af halvanden Fingers Brede. Og laa han endnu inde i Piselen.... De fandt hverken brun eller blaa, ej heller nogen videre Saar på hannem".

Saa begærer Nis Iversen, at Folk, som har været tilstede, "da Gerningen skete", skal indstævnes for Retten som Vidner. Det sker de følgende Tingdage, og det er de for Retten aflagte Vidnesbyrd, vi foran har gengivet Hovedindholdet af. Endelig begærer han, at ogsaa Sandemændene maa blive indstævnede. De skal være tilstede ved Fremførelsen af Vidnesbyrdene og senere træffe Kjendelse i Sagen.

Den 15. December 1685 - sidste Tingdag det Aar - bliver Peder Hørlyks Skæbne beseglet. De otte Sandemænd er da forsamlede paa Tinget for at "tye og sværge" i Drabssagen fra Skrydstrup. Herredsfogeden "tilfinder" eller "tildømmer" dem nu "derom at gjøre deres Ed og Toug saaledes, at Kongen sker Ret og Bonden ingen Uret." I den afgivne Kendelse maa Sandemændene indrømme, at Peder Lassen har "ringet efter det onde" hos sin Modpart. Hans Ord "de skal faa en Ulykke" viser, at han "nok som har haft i Sinde at hænde eller gjøre Ulykke". Men meget mere er der at bebrejde Peder Hørlyk, Da Peder Lassen paany opsøgte ham i Brudekammeret, har han "ikke det ringeste Ord talet", hverken sagt, at han ikke vilde have nogen Klammeri med Peder Lassen eller nogen anden, "langt mindre sit Sæde endtviget (undveget) til at ville fly Peder Lassen og gange sin Vej af Kammeret med Fred". Ej heller havde han "haft Saar eller Hug eller var nød til at verie sit Liv efter Loven". Peder Lassen var jo ikke kommen ind i Kammeret "med væbende Haand eller med nogle dødelige Gevehre som enten Kniv, Kaare eller Øxe." Kjendelsen ender med de Ord: "Tho (da) ved vi ikke herudi rettere at kjende og dømme, at som Peder Hørlyk, der for samme Sag er bortrømt og Gjerningen paa sig taget, jo haver dræbt sagesløs Mand, og er fordi (derfor) skyldig sin Fred at miste, og det saa sandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord." 

Saa var Peder Hørlyk da erklæret fredløs, og de Kaar, der ventede en saadan, var ikke just blide. Den fredløse var saa at sige udstødt af Samfundet. Efter faa Dages Forløb - oprindelig "inden Dag og Maaned", senere efter Forløbet af tre Døgn - skulde han forlade Kongens Riger og Lande. Det gjaldt baade Kongeriget og Hertugdømmerne. Efter Rømingsfristens Udløb maatte ingen huse ham eller tage sig af ham. En Tid havde det endog været tilladt at slaa ham ihjel. Denne Tilladelse havde i særlig Grad gældt den drægbtes Slægtninge (Blodhævn). - Vi hørte foran, at Peder Hørlyk var rømmet, inden han mistede sin Fred. Det er rimeligvis sket straks efter Drabet. Saadan bar de fleste Drabsmænd sig ad, idet de overlod til Slægt eller Venner at tage sig af deres Sag.

Jeg har været på Landsarkivet i Åbenrå og haft den gamle tingretsprotokol fra 1600-tallet i hånden. Den var noget medtaget af fugt, men det var da muligt at finde siderne om retssagen, som jeg har fotograferet sammen med min altid velvillige sekretær Karna. Retssagen er skrevet med svært tilgængelig gotisk håndskrift, så jeg læner mig igen op ad Mads Henrik Nielsen:

Det var lige før Jul, Peder Hørlyk blev svoret fredløs. At det ikke har været nogen særlig lys Jul for ham derude i det fremmede eller for hans Familie derhjemme, kan vi nok forstaa. Henimod Slutningen af Januar faar Karen Hørlyk Besøg af begge de kongelige Fogder, Herredsfogden og Ridefogden, samt af 6 Mænd fra Skrydstrup Sogn. De skal vurdere det "ringe Gods og Løsøre", der tilhører hende og hendes Mand - "eftersom hans Hovedlod for begangen Manddrab er til kongelig Majestæt forfalden". Fredløshed drog, som vi ser, ogsaa økonomiske Følger efter sig. Fortegnelsen over Ægteparrets Ejendele ser saaledes ud:

"Først 2de Kjør, som de gamle var lagt til Aftægt, agtet for 17 Mk. 1. (ybsk), 2 Skp. Mynt Roug à 2 Mk., 6 Skp. udi Heeland à 1 Mk. 8 sk., 2 Bitræer, hel slette 2 Mk. 8 sk., 1 gl. Egeskive 1 Mk., 1 gl. Kornbing 1 Mk. 4 sk., Skorstenstøj 8 sk., ½ Td. med 2de Sibøtter 10 sk. og 1 daglig Seng 6 Mk., Summa 45 Mk. 14 sk."

Boet kan vel nok med Rette betegnes som "ringe". Vurderingsmændene har antagelig ogsaa ved deres Ansættelse været saa lempelige som vel muligt. Peder Hørlyk har vel nok taget med sig, hvad der fandtes af Penge, og hvad der i en Fart kunde gøres i Penge. Den gamle Mand, der næppe kunde gøre sig Haab om selv at bjerge Føden, maatte jo have noget til Livets Ophold. - Det var dog ikke alle de 45 Mark, der tilfaldt Kongen eller Staten. Fra nævnte Sum "afgaar den halve Del, som er hans Hustrus Anpart, som er 22 Mk. 15 sk." Det er endog muligt, at Kongen har været saa naadig at lade hende beholde sin Part. Det skete i hvert Fald jævnlig.

Men Karen Hørlyk har vel gaaet med Forventning om, at den kongelige Naade skulde række endnu videre ud. Det var en kendt Sag, at Folk, som havde mistet deres Fred, kunde købe den tilbage igen hos Kongen, der da tildelte dem et Oprejsnings- eller Fredebrev. Først maatte der dog ske en Udsoning med den dræbtes Slægt, der havde Krav på Erstatning - Mandebod. At Peder Hørlyks Slægt har næret Tanker i den Retning, fremgaar af en lille Begivenhed, som fandt Sted hin 19. December lige efter Oplæsningen af Sandemændenes Tov. Da traadte Ebbe Jensen - sikkert en nær Slægtning, der handler paa Familien Hørlyks Vegne - frem på Tinget, hvor han ikke blot begærer en Afskrift af "Dommen", men han udtaler tillige, at han "skyder sig til Kongen og Hans højvise Raad at søge bedre Naade, og byder Bod og Bedring til den afdødes Frænder, og ellers erklærer ikke at have paa Sandemændenes Toug noget at appellere, men alene vil søge Naade". Man kan maaske lige som høre den gamle Sandemands Røst gennem Ordene: Han har ingen Bebrejdelser til sine gamle Kolleger. De maate dømme saadan. Skal han redde sit Liv, maa han ty ind under kongelig Naade....

Peder Hörlöck blev ikke benaadet. Hvordan han har klaret sig, står hen i det uvisse. Der går nu henved 3 år, inden Peder Hörlöcks navn igen nævnes i tingbogen:

Det er den 3. November 1688. Herredsskriverens Beretning om, hvad der hændte hin Dag, er desværre grumme kortfattet. Der er, siger han, "intet andet vorden forrettet end som de tvende Domme .... for begangen Manddrag er vorden for Retten" oplæst tilligemed "hans kongelige Majestæts allernaadigst derpå givne Confirmation til Dommens Execution". Beretningen slutter med at udtale, at Dommene over "de tvende Fanger straxen (er) vorden exeqverit, og henrettede".

Her kan du se dommen fra den originale tingretsprotokol:

Gram Herreds Tingbog 

Mads Henrik Nielsen fortsætter:

Den ene af de to Fanger er Peder Hørlyk, og det er rimeligvis i Haderslev, han sidder fangen. Vi faar intet at vide om, naar han er kommet i Fængsel, eller hvor han har levet i den lange Tid, siden Drabet fandt Sted. Har han flakket om som landflygtig uden for Kongens Riger og Lande, eller har han vovet at drive om inden for Landets Grænser, selv om han derved forbrød sin Hals, om han blev paagreben? Der var afskillige fredløse, der indlod sig paa dette Vovestykke. Baade Politi og Fængsler var det sparsomt med paa den Tid. Men Rettens Arm har, som vi ser, nu faaet ham fat. Og nu maa han bøde med Liv for Liv. For hans Vedkommende har der ikke været saadanne formildende Omstændigheder tilstede, at der kunde gives ham Del i Den kongelige Naade.

Paa Hammelev Mark lidt syd for Landevejen mellem Haderslev og Ribe ligger der en Høj, som bærer Navnet Loddenhøj - i en Mark af samme Navn. På denne Høj skal de paa Gram Herreds Ting domfældtes Afstraffelse have fundet Sted. Og her er Peder Hørlyk sikkert nok ogsaa henrettet. Antagelig er det den daværende Skarprettet eller Mestermand i Haderslev Christopher Soltwedel, der har foretaget Henrettelsen. En Skarpretter var for agtet af alle "ærlige" Mennesker, derfor var vel ogsaa hans Embede som Regel godt lønnet. I Haderslev havde han Fribolig med Have og Gaardsplads uden for Byen, en fast aarlig Løn af 40 Mk. 1. og flere forskellige Sportler. Han har sikkert ved forefaldende Lejligheder "praktiseret" ved Omegnens Rettersteder. Om en af hans Forgængere, Mester Hans, hører vi saaledes, at han i 1641 fra Riberhus Len faar udbetalt 40 Dlr., fordi han ved Lenets 4 Tingsteder har kagstrøget 12 Kvinder, "som havde forset sig med Beliggelse".

En Henrettelse kunde foregaa paa flere Maader. Mens Troldkvinden gerne blev brændt, blev den, der var dømt til Døden for Tyveri, hængt op i den Galge, der som Regel fandtes ved hvert Rettersted. De fleste dødsdømte blev dog nok halshuggede - med Sværd eller Økse. Hængning betragtedes som den haardeste Straf, og den førte Vanære med sig. Det blev derfor betragtet som en Naadessag, naar nogen fik Straffen forandret fra Hængning til Halshugning. Antagelig er Peder Hørlyk blevet halshugget. Maaske har han ogsaa - som Skik var flere Steder - modtaget en styrkende eller bedøvende Drik, inden han blev halshugget.

I Danske Lov, - der gengiver tilsvarende Bestemmelser i den kongeriske og den slesvigske Kirkeordinans - er det paalagt Præsterne ofte at besøge "Misdædere, som for deres Misgerninger paa deres Liv sidde i Fængsel" og "undervise dennem til deres Synders Vederkjendelse og Guds Naades Tilflugt". Det paalægges dem tillige at følge de dødsdømte til Retterstedet "og intet efterlade af den Undervisning og Formaning, som dem til deres Salighed kan gives, og ej overgive dennem, førend de blive henrettede". Disse Lovbrud er naturligvis ogsaa praktiserede over for Peder Hørlyk - vel nok af den Præst, i hvis Sogn han sad fængslet. Vi kan dog ikke tvivle om, at den Mand, der tidligere havde været hans Sjælesørger. Matthias Schinck, som tilmed boede i Nærheden - jævnlig har besøgt ham og maaske også fulgt ham til Retterstedet. Hvem ved, om ikke ogsaa Johan Degn har gælstet ham og "tjent hannem i sit yderste". 

Af de 8 Mænd, der den Dag var Tinghørere, var kun een fra Hammelev, de 7 andre var fra Skrydstrup Sogn. En af de syv er Thomas Tjellesen, han, hvis Bryllup hin Efteraarsdag for 3 Aar siden var endt som et Sørgespil, der førte saa megen Ulykke med sig. Vi kan dristig gaa ud fra, at de 7 Mænd ikke er de eneste fra Skrydstrup, der har overværet Henrettelsen. I Almindelighed mødte Folk frem i tætte Skarer - baade gamle og unge - for at overvære en Henrettelse. Maaske de syv har været med til at slaa Kreds eller danne Ramme omkring det blodige Skuespil. Det kunde nemlig knibe med at holde de nysgerrige Tilskuere i tilbørlig Afstand. Der var ogsaa nogen, der søgte at trænge sig frem af mere praktiske Grunde. De vilde se at tilvende sig noget af den henrettedes Blod, der mentes at være et udmærket Lægemiddel mod Ligfald, engelsk Syge og andet Sot. Særlig eftertragtet var Blodet af en Morder. Den Omstændighed, at der var to, som skulle henrettes, har naturligvis ogsaa virket dragende. Den ene af dem var tilmed ikke nogen helt almindelig Forbryder. Han var jo en af Egnens kendte Skikkelser. For faa Aar siden var han optraadt paa Tinget som Dommer, ja enkelte Gange som Herredsfoged.

Da nu Henrettelsen havde fundet sted, fik Familien vel Lov til at tage Peder Hørlyks Lig med sig for at stede det til Hvile paa Hjemsognets Kirkegaard? Ønsket om at komme til at hvile i indviet Jord var brændende hos mangen dødsdømt saavel som hos hans Familie. Det har sikkert ogsaa været Tilfældet her. Vi hørte, at Præsten ikke maatte forlade den dødsdømte, før Henrettelsen havde fundet Sted. Var den fuldbyrdet, saa var det ogsaa forbi med den præstelige Betjening. Præsten maa - hedder det i Danske Lov 2-10-4 "ej kaste Jord paa eller holde Ligprædiken over nogen, som for sin Misgerning er blevet rettet, eller har myrdit sig selv med Vilje".  Hverken Selvmorderen eller den henrettede kunne gøre Krav på en "ærlig kristen Begravelse". Begge blev som Regel begravede på Retterstedet eller i Nærheden af dette. Ogsaa her gælder dog det gamle Ord, at der er ingen Regel uden Undtagelser. Selvmorderen kunde blive begravet paa Kirkegaarden, naar han havde handlet "i Sygdom og Raseri". Der findes ogsaa Eksempler paa, at der er sket Undtagelser over for henrettede. Det mest sandsynlige er vel nok, at Peder Hørlyk ligger og sover sin sidste Søvn i Loddenhøj derhenne paa Hammelev Mark. 

 Jeg har været på stedet og taget et billede af gården, der er bygget netop der på Hammelev Mark:

 Lodenhoj

 

Hvordan gik det så familien efter Peder Hörlöcks henrettelse? Faldt den i unåde i lokalsamfundet? Karen Hörlöck eller Karen Peders, som hun efter sønderjysk skik blev kaldt, ved vi ikke noget om. Men sønnen Niels (min 6xtipoldefar), der havde overtaget gården, og jo var med til brylluppet, hvor han søgte at få sin far bort fra ølkanden, er i 1686 nævnt som sognefoged. Han har måske allerede været det ved brylluppet, hvor han ligesom præsten gik hjem. Han var derfor uden indflydelse på den ulyksalige hændelse, og hans anseelse i sognet led derfor heller ikke skade. Han blev senere tingholder og sandemand og døde i april 1714.

Men det skulle så vise sig, at Peder Hörlöck ikke blev begravet på Hammelev Mark. I forbindelse med udstykning af nogle grunde ved Galgebakken i Hammelev har Museum Sønderjylland i foråret 2017 været på stedet og gennemgravet området. De fandt stolpehuller til galgen og de jordiske rester af 2 mennesker. Museumsfolk bruger også google, fandt frem til min artikel og sendte en pressemeddelelse til TVSyd, som bragte denne nyhed: https://www.tvsyd.dk/artikel/bryllupsfesten-der-gik-galt (jeg håber, at linket virker også fremover): Klik på TV-linket, der varer 1:52.

De 2 jordiske rester blev hentet af Retsmedicinsk Institut i Odense: De viste sig at være i rigtig dårlig forfatning. Det var 2 unge mennesker, som det kun var muligt at undersøge ud fra CT-scanninger. Retsmedicinerne har end ikke kunnet fastslå kønnet.

Vi ved intet, men måske Peder Hörlöck blev begravet på kirkegården i indviet jord eller udenfor. Han var før sin ugerning en agtet borger, der kom fra den største gård i Skrydstrup. Lad ham nu hvile i fred, hvorend han ligger begravet. 

Kilde: Claus Rønlevs slægtsforskning på webtrees/Peder Hansen