Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Diplomatarium Flensborgense. Aktstykker til Flensborgs Historie indtil 1559" af H. C. P. Sejdelin, 1865-73

Hans Christian Paulus Sejdelin (1813-1872) kom til verden i Skanderborg som søn af en apoteker. Han blev student fra Ribe som 20-årig, og 15 år efter tog han filologisk embedseksamen. I en perioden var han tilknyttet Videnskabernes Selskab ved udgivelsen af Regesta diplomatica historiæ danicæ. Fra 1857-61 ordnede han byen Flensborgs arkiv og førtes derved til udgivelsen af Diplomatarium Flensborgense, der anses for hans livs bedrift og et af de vigtigste kildeskrifter til Sønderjyllands historie i middelalderen. Den fulde titel er: "Diplomatarium Flensborgense. Samling af Aktstykker til Staden Flensborgs Historie indtil Aaret 1559". Sejdelin døde, før værkets 2. bind var udgivet. J. A. Fridericia sørgede for at bearbejde Sejdelins manuskript, så 2. bind kunne udkomme i 1873. 

Værkets 2 bind på i alt 1.892 sider indeholder afskrift af 922 aktstykker fra 1200-1559 og afsluttes med et fyldigt register. Sejdelin indleder med:

Forord.

 

Da jeg havde bragt i Erfaring, at Magistraten i Flensborg allerede i længere Tid havde paatænkt at lade Byens paa Raadhuset bevarede Arkiv bringe i Orden, tilbød jeg i Efteraaret 1856 at paatage mig dette Arbejde, og efterat Bykollegierne havde antaget mit Tilbud, fuldførte jeg Ordningen i Løbet af Aarene 1857—1861. Medens jeg under dette interessante, om end i flere Henseender besværlige Arbejde havde god Lejlighed til at overbevise mig om dette Arkivs Righoldighed, maatte jeg dog snart se, at en egentlig Fuldstændighed først begynder med Christian den fjerdes Tid, at Arkivet kun er nogenlunde fuldstændigt for Frederik den andens Regjerings Tid, og at alt, hvad der findes fra tidligere Perioder, kun ere spredte Aktstykker, hvoraf en stor Del vedrører Byens Privilegier, og forholdsvis ikke mange dens øvrige indre Forholde. Denne Arkivets Beskaffenhed bestemte mig til, som et Arbejde, jeg i den korte Tid, jeg turde anvende udenfor min egentlige Forretning, troede mig istand til at fuldføre, at samle og nøjagtig at afskrive, hvad der i Arkivet fandtes ældre end Frederik den andens Tid. Da jeg efter min Hjemkomst til Kjøbenhavn viste Hr. Etatsraad Regenburg den saaledes tilveiebragte Samling, opfordrede han, hvis Interesse for Slesvigs historiske Minder er noksom bekjendt, mig til at søge at fuldstændiggjore den saa vidt mulig ved Benyttelse dels af Gehejmearkivet i Kjøbenhavn, dels af andre Arkiver i Flensborg. Ved det kongelige Ministerium for Hertugdømmet Slesvig blev mig allernaadigst bevilget en Understøttelse, der satte mig istand til i Aaret 1862 at opholde mig nogle Maaneder i Flensborg, hvor jeg ved Hr. Kammerherre, Overpræsident v. Rosens velvillige Bistand erholdt Adgang til de i Marie Kirken bevarede Arkiver for Kirken og for Byens Stiftelser, samt til Helligaands-Hospitalets Arkiv, hvori de faa tilbageblevne Levninger af Kloslerets Arkivalier forefindes. Det var ikke ubetydeligt, hvad jeg i disse tre Arkiver fandt til mit Formaal. Jeg undersøgte ogsaa ved denne Leilighed den store Feddersenske Samling til Byens Historie, der ogsaa bevares i Marie Kirken, men jeg erholdt herfra kun ganske enkelte Stykker, da jeg andensteds havde haft Adgang til de Originaler, som her findes i Afskrift. Det rigeste Bidrag til min Samlings Forøgelse erholdt jeg fra det kongelige Gehejmearkiv i Kjøbenhavn, hvor Gehejmearkivaren Hr. Konferentsraad Wegener ved sin bekjendte Liberalitet lettede mig den Benyttelse af det, hvortil Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet havde tilstaaet mig Adgang, og hvorved jeg ligeledes fandt en redebon Understøttelse af Arkivets Embedsmænd, dHrr. Arkivsekretærer, Lieutenant Piesner og Matthiesen. Over Halvparten af de af mig samlede Dokumenter ere fra dette Arkiv. Endelig har jeg ogsaa fra det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn erholdt nogle Stykker, der findes i et Par Kopibøger, der her bevares.

Til Udgivelse af det fra disse Samlinger hentede Materiale, hvortil endnu kom endel forhen trykte Dokumenter, hvis Originaler vare mig ubekjendte eller utilgjængelige, bevilgede Hans Majestæt Kongen paa Forestilling af Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig en betydelig Understøttelse, og den første Halvdel af dette Bind kunde allerede midt i forrige Aar forelægges Publikum. Hvad Planen for Udgivelsen angaaer, da har jeg medtaget ethvert mig bekjendt Dokument, som i nogen Maade berører Flensborgs ydre eller indre Forhold, og kun forbigaaet dem, der alene ved Dateringsstedet staa i Forbindelse med denne By; Dokumenterne ere meddelte fuldstændige og kun ganske undtagelsesvis i Uddrag, hvor deres Omfang staar i altfor skjærendø Modsætning til de enkelte Notitser, der have Interesse for Flensborgs Historie; de ere ordnede kronologisk, og udgivne efter Originalerne, hvor de haves, med muligst diplomatisk Nøjagtighed; kun har jeg selv tilsat Skilletegn, og overalt anvendt smaa Begyndelsesbogstaver undtagen i Egennavne. Afskrifter (af hvilke dog endel ere officielle eller Koncepter) og tidligere Udgaver ere kun benyttede, hvor Originaler mangle. Rettelser til Texten, hvor denne synes forvansket, ere angivne under denne. Som Indledning til de enkelte Dokumenter har jeg meddelt en kort Angivelse af Indholdet, af de benyttede Originalers eller Afskifters Beskaffenhed og Opbevaringssted, samt af de Steder, hvor Dokumentet tidligere er trykt. Nogle enkelte Stykker, som jeg er bleven opmærksom paa, efterat jeg under Trykningen var forbi deres kronologiske Plads, har jeg tilføiet i Slutningen af Bindet som Tillæg.

Det er med en egen Følelse, at jeg skilles ved dette Bind. Da jeg begyndte Trykningen, var der Fred, og den Forbindelse, hvori Flensborg fra Arildstid havde staaet med Danmarks Rige, syntes at maatte blive inderligere end nogensinde, om end Uvejrsskyer alt længe mere og mere trak sig sammen. Ved Udgivelsen af Bindets første Halvpart var Flensborg i Fjendehaand, og tysk Overmod og Overmagt truede at fravriste Danmark denne Ædelsten; nu ved Bindets Slutning er Freden sluttet og Flensborg givet i Hænderne paa Danmarks Fjender. Men alle Dages Aften er endnu ikke kommen.

 

               Kjøbenhavn, 8. Januar 1865.

                                                                                                                                   P. Sejdelin.

Jeg har scannet de 2 bind til søgbare PDF-filer, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via disse links:

Første Bind : 1200-1500

Andet Bind : 1501-1559