Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Aktstykker vedrørende Erik af Pommern's Afsættelse som Konge af Danmark" af Anna Hude 1897

Anna Sophie Hude (1858-1934) kom til verden i Ebeltoft som datter af en herredsfuldmægtig. Hun blev uddannet som lærer og var i en periode ansat på Borgerskolen i Roskilde. Efter en meget omtumlet ungdom tog hun som 24-årig studentereksamen og påbegyndte historiestudier på universitetet. Hun blev tilknyttet Kr. Erslev og var medarbejder på nogle af hans anerkendte udgivelser. I 1887 bestod hun skoleembedseksamen med historie som hovedfag, og 6 år senere blev hun den første danske kvindelige dr. phil. på sin afhandling "Danehoffet og dets plads i Danmarks Statsforvaltning".

I 1897 fik hun ved "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie" udgivet "Aktstykker vedrørende Erik af Pommerns Afsættelse som Konge af Danmark", som hun indleder med: 

Nærværende Samling Aktstykker er væsentlig fremkommet som et Supplement til »Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis«, idet man i dette Værk næppe kunde nøjes med en Henvisning til Hvitfelds daarlige Oversættelse af de interessante Dokumenter vedrørende Erik af Pommerns Afsættelse, medens de paa den anden Side i Følge deres hele Karakter ikke egner sig for en Gengivelse i Udtog. I Danske Magazin 3. Række I er der vel gjort en Begyndelse til deres Udgivelse efter de samtidige plattyske Texter; men de to dér aftrykte Aktstykker fortjener sikkert at medtages blandt de øvrige, saa meget mere, som der for det enes Vedkommende (ndfr. Nr. 3) haves en fortrinlig Afskrift af den nu tabte danske Original. Endvidere har en i Stettin forefundet hidtil utrykt Skrivelse sin naturlige Plads i denne Samling.

Til de diplomatiske Oplysninger, der findes nedenfor ved hvert enkelt Aktstykke, bør endnu føjes følgende. En Række Breve foreligger i et Papirshefte (RA. Danmark 5 a; Paaskrift: Hir sind dy registrum von koning Erickes breue) i en Afskrift, der maa være taget i Kristoffer af Bayerns Kancelli; derom vidner Overskriften over Erik af Pommerns Brev til denne: »asscripsit domino nostro Cristofero«, saa vel som et i Eriks Titel i Brevet til Fynboerne fejlagtig indkommet og atter overstreget »palantzgreue«. Et andet Papirshefte (RA. Danmark 5 b) indeholder Rigsraadets Ind­kaldelsesbrev til Kristoffer baade paa Dansk og Plattysk, og enkelte Danismer i den sidstnævnte Text (for de sunderlige ghunst; vor juwer leuen moder schult, hvor schult er rettet til willen, medens vor er blevet staaende) kunde maaske tyde paa, at den danske Affattelse er den oprindelige; som den, der i hvert Fald frembyder størst sproglig Interesse, er den her aftrykt fremfor den plattyske.

Aktstykkerne er aftrykt bogstavret; kun er j, v og w erstattede af i og u, hvor Udtalen fordrer Selvlyd. Paragraftal er tilføjede i et enkelt Aktstykke (Nr. 4), medens de i et andet (Nr. 6) forefindes i den ikke aftrykte Text B.

Udgaven er forsynet med jævnførende Noter til de andre Texter, naar saadanne foreligger, samt til Hvitfelds Oversættelse, hvor denne frembyder Misforstaaelser eller vilkaarlige Afvigelser fra Forlæget, heriblandt navnlig de talrige Tilføjelser, der ikke er uden Interesse til Belysning af hans Arbejdsmetode. Omskrivninger, der ikke forandrer Meningen, er derimod ikke medtagne.

Idet jeg bringer Professor Dr. phil. Kr. Erslev og Dr. phil. William Christensen min bedste Tak for den værdifulde Bistand, de som Kildeskriftselskabets Tilsynshavende har ydet ved Udgivelsen, takker jeg tillige Dr. Christensen for at have henledet min Opmærksomhed paa det ovenfor omtalte Aktstykke i Stettin, og Statsarkivet i denne By for den Imødekommenhed, hvormed man har opfyldt mit Ønske om en Afskrift heraf samt om at konferere et andet dér bevaret Dokument med Afskriften af Rigsarkivets Exemplar af samme.

                                                                                                Anna Hude.

Titlen indgår i RAO's bogsamling. Det Kongelige Bibliotek har scannet bogen. Jeg har efterbehandlet denne scanning til en pæn og søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link.