Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Aktstykker til BORNHOLM's Historie 1327-1621" af Dr. J. R. Hübertz, 1852

Jens Rasmussen Hübertz (1794-1855) blev født i Aalborg som søn af en rådmand. Han bestod en medicinsk embedseksamen i 1824 og forsvarede i 1828 i Kiel en doktordisputats om dysenteri. Efter en periode som privat praktiserende blev han tilknyttet hospitalet og fattigvæsenet i Aalborg. Han er nok mest kendt for sin store interesse for og indsigt i dårevæsenets forhold og fik udgivet nogle titler om dette emne. Samtidig dyrkede han sin lokalhistoriske interesse og fik udgivet nogle bøger om Aarhus og Ærø. I 1852 fik han udgivet "Aktstykker til Bornholms Historie", der indeholder 419 dokumenter fra perioden 1327-1621, som han har afskrevet.

Bogen indledes med disse forord:

Den Samling af Aktstykker, som herved forelægges Læseren, er ligesom den tidligere udgivne Samling af lignende Art ikke foretaget i den Hensigt at offentliggjøres under denne Form. At den nu fremkommer saaledes, som Material, skyldes noget Omstændigheder, jeg ikke nærmere vil betegne, noget Hensyn paa Tidens Fordringer og endelig Tilskyndelse af nogle Mænd, hvis Mening jeg har Agtelse for. Jeg har heller ikke noget egentlig imod at lade Samlingen udkomme, men jeg tilstaaer, at det ikke er mig meget kjært nu at maatte føre dette halvt fuldendte Arbeide frem ved en Fortale; men da det er meget usikkert om Fortsættelsen nogensinde vil følge, har jeg ikke kunnet undslaae mig for denne Pligt.

Mine Forskjellige Skrifter over Ærø, om Bevægelsen i den Danske Befolkning, Aktstykker til Aarhus Byes Historie og nærværende Samling tilhøre en og den samme Aandsvirksomhed: de ere gaaede ud af en Bestræbelse efter at tydeliggjøre for mig selv den historiske Begrundelse af de Forhold som have tildraget sig min Opmærksomhed. Jeg har spurgt mig selv hvorfor et givet Forhold just var paa et saadant Udviklingstrin, hvorledes det tidligere havde været og hvorledes det sandsynligt i Fremtiden vilde stille sig; hvorfor et Individ, en Familie, en Gruppe af mennesker just støde under saadanne Vilkaar o. s . v. og for at erholde Svar paa disse Spørgsmaal har jeg søgt Oplysning i Livet omkring mig, i Litteraturen og i Archiverne. Naar jeg har haft Leilighed til at tage Stoffet op i mig og at forarbeide det, da har det dannet sig til en Afhandling, men naar dette ikke har været Tilfældet, da er det i det høiste forblevet ved Aktstykker.

Men saadanne Samlinger af Aktstykker ere heller ikke ganske uden Betydning for Historien. Den egentlige Historieforsker maa nemlig tage sit Standpunkt saa høit, og holde sig til saa store Omrids, at han ikke kan beskæftige sig med hvad der er foregaaet i Dybden af Samfundet. Den derimod, som hvergang kun har enkelte Grupper af Befolkningen for Øie, har et meget lavere Standpunkt, men kan derfor ogsaa tage mere Hensyn paa det Specielle, han kan føre flere Individer paa Scenen og kan bedre eftervise Detailen af de Bevægelser, der foranledige flere af de Begivenheder, vi ere vante til fortrinsvis at kalde historiske. Den sidstes Arbeider kunne give ikke uvæsentlige Oplysninger for den almindelige Historie, og de ere udentvivl nødvendige, for at kunne faa en rigtig folkelig Historie. Nu var det maaske bedre om Stoffet bearbeidedes, inden det kom i Publicums Hænder, thi visse Kildesamlinger true med at overvælde ved deres Masser, men Tiden synes ikke at begunstige deslige Arbeider, og da alle Andre, der have historiske Samlinger, ere ifærd med eller tænke paa at lade disse trykke, har jeg ikke nogen Grund til at holde min tilbage. Forøvrigt er der for mig ingen særdeles Fristelse til at træde frem for Publicum med et Arbeide; thi det Meste, jeg hidtil har havt derfor, og for min Virksomhed i det Hele, er den Tilfredsstillelse det giver at stræbe til et fornuftigt Maal. Naar mine Arbeider ere offentliggjorte har jeg ingen videre Glæde af dem, ingen Fordel, ingen Anbefaling, slet intet til Opmuntring. Dog nok herom.

Stoffet for den nærværende Samling er nu altsaa for største Delen hentet i vores egne Archiver, det meste i Geheime Archivet, hvis rige Skatte saa villigt stilles til Grandskerens Afbenyttelse. Men Det, jeg paa denne Maade var kommen i Besiddelse af, var for fragmentarisk til at tilfredsstille mig og dog for meget til ikke at vække min Attraa efter mere. Ved Brevvexling med Professor Deecke i Lybek blev jeg underrettet om, hvad jeg kunde vente mig der, og da jeg forgjæves havde søgt forskjellige videnskabelige Samfund om den Understøttelse, der var nødvendig for i Lybek at tilegne mig hvad jeg fandt brugbart, har jeg maattet udrede denne Bekostning selv.

Efter at altsaa Udenrigsministeriet ved dets Agent havde aabnet mig Adgang til Raadhus Archivet i Lybek, begav jeg mig derhen, og under et Ophold af 5-6 Uger har jeg søgt at benytte Tiden saa godt som muligt, men der er vist nok endnu meget der, jeg kunde ønske at gjennemgaae for at fuldstændiggjøre Materialet. Det vil saaledes ikke blive ubemærket, at jeg ikke har kunnet meddele noget egentligt om Bornholmernes Opstand mod de Lybske i 1535, uagtet der ganske vist findes noget derom. Men jeg har næsten kun havt til Afbenyttelse de Pakker, der ere betegnede som hørende til den Bornholmske Afdeling; jeg har derimod hverken seet Cancellie Registranter eller Retsprotocoller, dels fordi jeg mødte nogen Hindring, dels fordi Tiden ikke tillod mig at beskæftige mig med mere. Desuden, den halve Krigstilstand, hvori vi befandt os ligeover for Tyskland, gjorde mig noget mere tilbageholden, end jeg vel ellers vilde have været, da jeg ikke gjerne vilde foranledige Conflicter eller Ophævelser, og som sagt, jeg kunde ikke ret vel overkomme mere. Skulde Lykken føie, vil jeg bestræbe mig for at gjøre et nyt lille Besøg i Lybek.

Forøvrigt skylder jeg Archivaren, Hr. Dr. Winckler, min Anerkjendelse og Tak for den Forekommenhed, hvormed han paa mange Maader lettede mig Arbeidet.

Med Hensyn til Udgivelsen, da har jeg søgt at gjengive Originalerme saa tro som muligt, hvad Sproget, og tildels hvad Interpunctionen angaar. Alligevej maa jeg bemærke, at en betydelig Del af dette Material staaer paa et noget lavere Standpunkt, end det man i Almindelighed pleier at fremføre som historisk Material: det er dels Concepter, dels Breve fra flere lavtstillede Embedsmænd og Andre. Det hænder derfor ofte, at Sproget er slet eller at virkelige Feil have indsneget sig. Den slette Stil har jeg ladet blive uforandret, men hvad jeg har anseet for Feil, har jeg forandret og dette er almindeligt tilkjendegivet ved, at det indskudte eller rettede Ord er sat i Paranthes paa sit Sted. I et enkelt Tilfælde er dette undladt og for at nævne et saadant, findes Pag. 152 Lin 5. fra neden „absanten", hvilket i Originalen hedder „absoten", et Ord jeg ikke kjender og ikke har kunnet skaffe mig Oplysning om. Jeg har derfor stødt dette Ord ud, og skulde det nu hænde, at jeg derved har ødelagt en Form, da vil det gjøre mig ondt, men jeg kan ikke hjelpe det. Af deslige Rettelser findes flere, men meget faa; i al Fald ikke saa mange, at man derfor behøver at oversee disse Aktstykkers sproglige Betydning. Med Hensyn paa Brugen af store og smaa Bogstaver har jeg tilladt mig større Frihed end tidligere, især i den sidste Del af dette Hefte.

Hvad Interpunktionen angaar, da er ogsaa denne tildels tro gjengivet. Jeg har nemlig søgt noget igjennem den gamle Interpunktion, men jeg har omsider overbevist mig om, at dette neppe lader sig finde, og saaledes har jeg arbeidet mig frem til den samme Overbevisning som mine Forgjængere, den nemlig, at man ikke bør holde paa samme. Man vil spore dette paa flere Steder og navnligt i den sidste Del af dette Hefte. Om jeg kommer til at udgive Resten, vil jeg indføre den nu brugelige Interpunktion, saavidt jeg forstaaer hvad jeg har for mig; men hvor jeg ikke formaaer at trænge ind i Meningen, eller hvor denne er tvetydig vil jeg aldeles undlade al Interpunktion.

Forøvrigt har jeg bestræbt mig for at levere Texten saa feilfri som muligt og det vilde gjøre mig meget ondt om dette i nogen særdeles mærkelig Grad skulde være mislykket. Men der gives adskilligt, som er urigtigt, uden at jeg derfor kan bære Skylden. Saaledes siger Bernt Knop i en Erklæring af 1545 (Nr. 124) at der før vare 4 Herredsfogedgaarde og i en anden af 1548 om samme Sag (Nr. 134) angiver han deres Tal til 3. Dette har jeg saaledes forefundet og man vil ved at gjøre sig nærmere bekjendt med disse Erklæringer bemærke, at det neppe har været B. Knop om at gjøre at stille Sandheden frem i det klareste Lys. Et andet Sted hedder det, at der vare 144 „Gerstarkgarden", men hist og her finder man Antallet paa disse forskjelligt angivet. Det er ikke sjeldent at Beregninger og Opsummeringer ere urigtige m. m. Alt saadant maa Materialets Beskaffenhed bære Skylden for.

Det er mig kjært at have Leilighed til at aflægge min Tak til Embedsmændene ved de Archiver, jeg har benyttet, isærdeleshed har Hr. Inspecteur Kall Rasmussen i Geh. Archivet vist mig vigtige Tjenester ved dette Arbeide.

Den Historiske Forening har paalagt mig en særdeles Forbindtlighed ved at sætte mig istand til at udgive dette Hefte. Man har ogsaa sikret mig Midlerne til Udgivelsen af endnu et Hefte, men om dette vil udkomme, afhænger af den Interesse Regjering og Publicum vil vise dette Skrift; da denne imidlertid er uvis har jeg givet et særegent Titelblad, der gjør dette Hefte til et selvstændigt Skrift. Skulde Fortsættelsen ikke følge, da haaber jeg at Skylden ikke skal findes hos mig.

          Kjøbenhavn den 14 Juni 1851

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der er overført til Slægtsforskernes Bibliotek og kan downloades via dette link. Bogen indledes med 5 sider på tysk, men resten af teksten er hovedsagelig på dansk. Bogen afsluttes med et navne- og sagregister samt en lille ordliste.