Daniel Høffding Wulff (1829-1900) var født i Fredericia som søn af en adjunkt og valgte selv samme livsbane, idet han blev adjunkt og senere lektor ved Aalborg katedralskole. Han var en aktiv foreningsmand, som i en periode var medlem af Aalborg byråd og samtidig medstifter af "Det jydske historisk-topografiske Selskab", der fra 1866 udgav "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", hvis redaktør han var i adskillige år. Selv bidrog han også med en del artikler.

Heinrich Wilhelm Theodor Falkenberg Bang (1843-1910) kom til verden i Horsens som søn af en købmand og blev i dåben kaldt Wilhelm Theodor Bang. Efter en teologisk kandidateksamen var han først skolelærer og senere sognepræst på Omø, i Føvling-Holsted og sidst i Kirke Hvalsø-Særløse. Tidligt udviklede han en historisk interessse og er kendt for et omfattende forfatterskab af især kirkehistoriske bøger. I forbindelse med Wulffs død i 1900 skrev Bang en artikel i "Samlinger til Jydsk Historie og Topografi".

Jeg har scannet artiklen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.