Jens Jacob Paludan (1781-1856) kom til verden i Tømmerup Præstegård ved Kalundborg som søn af sognepræsten. 

Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.

Peter Frederik Rist (1844-1926) kom til verden i København som søn af en kammerråd. Han deltog i 1864-krigen, hvor han blev såret under stormen på skanserne 18. april. Efter krigen forblev han i hæren, hvor karrienren kulminerede i 1894 med udnævnelsen til oberstløjtnant. Mest kendt er han som forfatter og var bl.a. sammen med Julius Clausen redaktør af bogserien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind. 

I 1908 fik de udgivet bind nr. IX: "Kommandør Jens Jacob Paludans Ungdomserindringer", som indledes med:

Da Kommandør Jens Jacob Paludan var fyldt de tresinstyve Aar og han efter en meget omflakkende Tilværelse atter var havnet i Kjøbenhavn, hvor han bestred et ikke altfor anstrængende Embede som Indrulleringschef for Søværnet, begyndte han — den sjældne Fugl, en Akademiker blandt begede Knøse og graasprængte Ulke — at nedskrive Erindringerne fra et bevæget Ungdomsliv.

Med Poul Møller kunde den gamle Herre citere: „Da kommer en Drøm fra min Ungdomsvaar Til min Lænestol . . .“

Og Minderne foldede sig ud det ene efter det andet, saadan som vi læser det ud af Erindringerne. Hurtigt gik det ikke. Kommandør Paludan brugte tre Aar (1844-46) til det her meddelte, dog ikke meget omfangsrige Manuskript. Midt i Begivenhedernes Gang, i Anno 1810, da Paludan ligger ude i Bæltet som Chef for en Kanonbaad og jager efter Engelskmandens Convojer, stanser dette ret brat. Senere har han dog efter Sigende forsøgt at optage den afbrudte Traad (sml. S. 200, Note 2).

Sit Ungdomsliv har Paludan selv fortalt med saa meget Liv og Fylde, at det tegner det allerbedste Billede af ham og hans brogede Skæbne. Om de muntre og brogede Drengeaar, der grupperer sig om den latinske Skole og Friluftsliv i Frederiksborg; om den første Ungdomstid, da det stormer og gærer; da Bøgerne ikke længere kan holde Studenten fast, men han higer ud mod Eventyret. Om Trængselsaarene, da han - Studenten - gøres til simpel Matros og maa døje meget ondt ovre paa den anden Side Atlanten. Om Fryden og Stoltheden, da han snart efter kan købe sig Uniformen som Sekondlieutenant i den danske Marine.

Hans derpaa følgende Skildringer af Livet i danske Orlogsmænd for hundrede Aar siden, før Overfaldet og Flaadens Bortførelse, er utvivlsomt noget af det værdifuldeste i Memoirerne, fordi de er ret enestaaende og saa træffende tegner Forskellen mellem den gamle og den ny Tid. Den gamle Skole med dens udviklede Straffesystem, rig Uddeling af Tamp og gennemført Brutalitet contra en yngre Tids Mænd, der under Paavirkning af det 18de Aarhundredes Ideer ogsaa i Militærvæsenenet søger at indføre større Humanitet. Paludan staar afgjort paa de sidstes Side. En udpræget Retfærdssans og en stærk Frihedsfornemmelse paa Baggrund af en fin religiøs Følelse præger den unge Sømand. Meget karakteristisk og rammende lyder hans Dom over Frederik VI’s Regeringsførelse. Knap et halvt Aarhundrede efter de ulykkelige Begivenheder i 1807 taler han strænge Ord om denne Regents Svaghed og Uduelighed, og han spørger, hvorledes Eftertiden om 50 Aar vel vil se herpaa. Paludan er visselig ingen „laudator temporis acti“; han er en søgende, en kritisk og selvstændig Sjæl, og just derfor faar man ham kær og kommer til at respektere ham.

Og han fortæller videre. Om sin første unge og friske Kærlighed, Admiraldatteren Louise Grodtschilling, der blev hans Brud, og som den gamle Enkemand mindes med Vemod. Og endelig om Ulykkens Dage i 1807. Endskøndt vor Memoireliteratur jo forholdsvis er rig paa Skildringer fra Bombardementsdagene, er Paludans Skildring dog meget værdifuld og i sin Art noget for sig, fordi den stammer fra en Deltager i selve Kampen. Den ser saa at sige Byen og Bombardementet fra en ny Side - fra Søen, og vi faar Beretninger om de danske Kanonbaades heltemodige Kamp i Svanemøllebugten og i Kallebodstrand - Beretninger, der er fortalte med et usædvanligt Liv og en ualmindelig Friskhed.

Hvad Teksten i de her foreliggende Memoirer angaar, da gør vi opmærksom paa, at Begyndelsen har været offentliggjort i Program for Frederiksborg lærde Skole 1874 af Sønnen, Pastor Harald Paludan. Hvor længere Stykker er udeladte, har vi angivet dette med et kort Referat af Indholdet. Mindre Forbigaaelser refererer sig til ligegyldige Optegnelser eller Familieepisoder, der ingen Interesse kunne have for en større Læsekres. For at lette Oversigten er Bogen af Udgiverne delt i Kapitler, betegnede med Overskrifter.

Forfatterens yngste Broder, Generalmajor Julius Paludan, har efterladt sig nogle mere kortfattede, men interessante Erindringer, der ere offentliggjorte i Personalhist. Tidsskr. (IV. 2) og som paa en udmærket Maade supplerer de her meddelte Memoirer.

 

                                                                                                              Udg.

Det Kongelige Bibliotek har scannet bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.