Carl August Nielsen (1865-1931) kom til verden på Sortelyng uden for Nørre Lyndelse syd for Odense som søn af en maler. Som dreng fik han violinundervisning, og som 14-årig kom han i regimentsmusikkorpset i Odense, hvor han spillede signalhorn og altbasun. 5 år senere blev han optaget på Musikkonversatoriet i København med violin som hovedfag. I 1889 kvalifiserede han sig til en andenviolinplads i Det Kogelige Kapel. Han havde allerede da markeret sig som komponist og omtales som sin tids største musikbegavelse i Norden.
I 1927 fik han udgivet sin selvbiografi: "Min fynske Barndom", som indledes med:
Mange Mennesker har efterladt sig Dagbogsoptegnelser, Erindringer eller andre biografiske Notitser om sig selv og om de Forhold, hvorunder de har levet De fleste saadanne tilfældige Forfattere gør Undskyldninger, fordi de overhovedet tillader sig at tale om sig selv; men efter min Mening er det forkert, for ifald Mennesket, som det hedder, er den højeste Skabning og Studiet af det hele Menneske det vigtigste og interessanteste i vor Tilværelse, saa er det klart, at vi ikke kan faa Oplysninger nok om den enkelte Person og om de mange. Man skulde altsaa hellere rose dem, der virkelig overvinder sig til at nedskrive deres Erindringer. Der er i hvert eneste Menneske noget, som vi gerne vil lære at kende, noget, som vi trods alle Mangler og Ufuldkommenheder dog kommer til at holde af, naar vi beskæftiger os dermed; og alene det, at vi ved Læsningen af et Menneskes Levnedsløb ofte maa sige: „Ja, dette vilde jeg ogsaa have gjort!“ — eller: „Dette burde han ikke have gjort!“ er en Værdi, fordi det er livgivende og befrugtende.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.