Claus Rønlev

Slægtsforskning

Download bog: "Træk af JOHAN NIELSEN's Liv [1789-1867] " ved Johannes Clausen, 1867

Johan Nielsen (1789-1867) var født i Øxendrup på Sydøstfyn som søn af en husmand. Han blev kendt som spillemand og lægprædikant.

Johannes Carl Emil Clausen (1832-1908) kom til verden i præstegården i Adslev sogn ved Skanderborg som søn af sognepræsten. Han gik i faderens fodspor og blev teologisk kandidat som 25-årig. Efter en periode som kapellan og senere feltpræst i 1864-krigen ses han som sognepræst i Ryslinge, derefter Nørre Lyndelse/Højby, Sankt Peder i Slagelse og til sidst Vonsild.

I 1867 udgav "Kirkelig Forening for den indre Mission i Danmark" Johan Nielsens selvbiografi, der indledes med forord af Johannes Clausen:

Forord.


Den 31te Mai 1866 afholdt Undertegnede et Møde for den indre Mission sammen med gamle Johan Nielsen i Aarslev her i Fyen. Efter samme fortalte han mig adskillige Træk af sit Liv fra den Tid af, da han var bleven opvakt og havde begyndt at aflægge Vidnesbyrd om Vorherre. Herved opstod hos mig den Tanke, at det kunde blive til Opbyggelse og Glæde for Guds Børn at lære lidt af Johan Nielsens Liv at kjende, fordi de heraf vilde faae at see, hvad en ældre Broder havde maattet lide for at bekjende sin Tro og saaledes med Tak til Herren komme til at vurdere og rettelig benytte den store Frihed, som Guds Børn nutildags have til at arbeide for Guds Rige. Som Følge heraf bad jeg Johan Nielsen om at optegne, saa godt den gamle Mand kunde det, noget af sit Livs Begivenheder; han efterkom min Opfordring; nærværende lille Skrift indeholder, hvad han selv har nedskreven; der er af en Anden rettet paa Stilen og Bogstaveringen.

Johan Nielsen befinder sig med sin gamle Hustru i trange Kaar; ifjor holdt de deres Guldbryllup. Han klager ikke, men takker Gud, fordi han hidtil naadigt har hjulpen. Det synes mig ogsaa Synd, om vi yngre Kristne skulde lade vor gamle Broder og Søster, som have stridt saa trolig ogsaa for os, lide Nød paa deres gamle Dage; derfor er det bestemt, at Netto=Indtægten af dette lille Skrift skal tilfalde Johan Nielsen. Og hvis Nogen skulde ville unde ham og hans Hustru en lille Gave, kan den sendes til mig, som saa skal tilstille Johan Nielsen den og i den indre Missionstidende aflægge Regnskab for det Tilsendte.


      Ryslinge pr. Odense, den 8de Januar 1867.


                                                                                          Johannes Clausen.

Titlen indgår i RAO's bogsamling. I samarbejde med Slægtsforskernes Bibliotek har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.