Jakob Peter Mynster (1775-1854) kom til verden i København som søn af en kammerråd og hospitalsinspektør. Allerede som 19-årig blev han teologisk kandidat. Efter nogle år som huslærer blev han kapellan ved Vor Frues Kirke i København. I 1826 blev han hofprædikant og 2 år senere kongelig konfessionarius, og fra 1834 og til sin død var han biskop over Sjællands stift. Mynster var en akriv skribent og deltog engageret i mange af tidens store debatter, bl.a. med Grundtvig.
I 1884 udkom 2. oplag af hans "Meddelelser om mit Levnet", som indledes af sønnen F. I. Mynster:
Ved efter min Faders Død at aabne hans Giemmer, havde vi, uden at vi derom kunde have havt nogen Formodning, den veemodige Glæde at finde et Manuscript med Titel: Meddelelser om mit Levnet. Det er dette, som her bydes hans Medborgere; og ligesom disse hans Meddelelser i hine Sorgens Dage have skienket os, hans Nærmeste, rig Trøst, i det den Hedengangne igiennem dem paa Ny levede og vart tilstede iblandt os, ja i det de lode hans velbekiendte Billede træde endnu klarere og bestemtere frem for os: saaledes tør jeg nære det Haab, at de ogsaa for mange Andre ville kaste, et Lys over Meget i hans Personlighed og hele aandelige. Retning og Fremtræden. — Læseren vil paa flere Steder let bemærke, at Forfatteren ikke har lagt sidste Haand paa Værket, ligesom ogsaa, at han ikke saa meget har lagt an paa at give et fuldstændigt Levnetsløb, som mere, navnlig i Skriftets første Halvdeel, en indre Udviklingshistorie; iøvrigt giver Forfatterens egen Fortale tilstrækkelig Oplysning om disse Meddelelsers Hensigt, Indhold og Form. — Et og Andet, der maaskee ikke egner sig til at offentliggiøres, i det Mindste ikke for Øieblikket, har jeg, som jeg veed overeensstemmende med min Faders Villie, og efter derom at være bleven enig med mine Nærmeste, udeladt; dog har jeg ikke anseet mig berettiget til at udelade Noget, som formeentlig hører nødvendigen med til hans Livs Historie, og uden hvilket den dog til en vis Grad ønskelige Fuldstændighed. vilde savnes.
Til Slutning har jeg tilladt mig at tilføie et Par Ord. om min Faders sidste Leveaar og om hans Død.
Kiøbenhavn, i Marts 1854.
F. I. Mynster.
Hovedpersonen indleder selv:
Forfatterens Fortale.
Kiøbenhavn, den 2den Februar 1846.
Det har længe været mit Forsæt, dersom jeg skulde naaet til at fylde det 70de Aar, da at nedskrive Efterretninger om og Erindringer fra mit Liv i alle disse Aar; men jo nærmere Tidspunctet er kommet, desto vanskeligere har ogsaa Udførelsen af dette Foretagende viist sig. Mit udvortes Liv har havt saa lidet mærkelige Skiebner, at det kan være fortalt i faa Linier, og hvad mit indvortes Liv angaaer, da er det ikke blot en ingenlunde let Konst at fremstille det i tilbørlig Sandhed, men man føler en vis Undseelse ved saaledes, at afklæde sig i Andres Paasyn, og saare Meget af det, der dybest har bevæget mig, vil synes Menneskenes Mængde, barnagtigt og latterligt, og kun finde Sympathie hos ganske Enkelte. Det er derfor heller ikke Confessioner, hvortil jeg bestemmer disse Blade; jeg veed mig ganske fri for den Hensigt, ved denne Fremstilling at ville vise mig i et mere glimrende Lys, end det, hvori jeg ellers er seet, da jeg tværtimod, maa vente, at den vil frembringe den modsatte Virkning; men ligesom det her ikke skal være min Bestræbelse at drage, skiulte Fortrin for Lyset, saaledes heller ikke
to draw my frailties from their dread abode,
where they alike in trembling hope repose.
the bosom of my father and my god;der ville af sig selv vise sig Skrøbeligheder nok; men jeg er ikke saa forfængelig, at jeg skulde søge at tiltrække mig Opmærksomhed ved at fortælle hver Feil og Brøst, jeg er mig, bevidst. En ikke ringe Interesse kunde disse Blade vinde, dersom jeg var istand til at skildre de Mennesker og Tider, med og i hvilke jeg har levet. Nogle saadanne Skildringer, ville jo ogsaa her forekomme, men, foruden at jeg ved dette Arbeide ikke kan indlade mig paa de vidtløftige Undersøgelser, som Fremstillingens Fuldstændighed og Nøiagtighed vilde, udkræve, er man, naar man selv nærmer sig til det Øieblik, da det hele Regnskab skal afsluttes, mindre tilbøielig til at kalde Andre for sin Dom, og, naar jeg i det Følgende ikke kan undgaae at omtale de Personer, med hvilke jeg er kommen, i uvenlig Berørelse, og, endog blot til min egen Retfærdiggiørelse, maa fremstille dem og deres Færd, som jeg seer dem og den, saa veed jeg vel, at al min Bestræbelse for at blive Sandheden tro, ikke vil bevare mig fra al Eensidighed, og jeg overgav hellere den hele Dom til „Ham, som dømmer, retfærdigen.” Ogsaa havde jeg haabet, at Livets Aften vilde blevet roligere, og at jeg næsten som fra Havnen havde kunnet, skue tilbage paa det snart fuldendte Løb. Men tværtimod befinder jeg mig endnu ude paa det stormfulde Hav, og, i det jeg taknemmelig paaskiønner, at Sundhed og Kraft endnu er ubrudt, er jeg derved ogsaa forpligtet til de mangehaande Arbeider, som kun ville tillade mig at fortsætte dette Foretagende under hyppige og lange Afbrydelser. Maaskee havde jeg ganske opgivet det, dersom jeg ikke følte mig forpligtet til, at giennemgaae den Masse af Breve og andre Papirer, som fra de mange Aar have opsamlet sig, for at fremhæve det, som maaskee kan fortiene at bevares, og at tilintetgiøre det, som ingen Betydenhed har, eller som ikke bør forblive henliggende; men derved ville da ogsaa Erindringer blive levende, som jeg vel kan ønske at fastholde, hvor smertelige endog mange af dem ville være. Et Skrivt som dette kan ikke let udarbeides efter nogen fast Plan, og nogle Partier ville maaskee, efter Lyst og Omstændigheder, blive vidtløftigere eller knappere udførte, end Forholdet egentlig udfordrede. Overalt kunde disse Meddelelser maaskee passeligst benævnes: „Stemninger og Tilstande, i mit tilbagelagte Liv” - en Benævnelse, der tilsteder en vis fragmentarisk Behandling.
Jeg har scannet bogen og efterbehandlet den gotiske skrift med Transkribus til en reelt søgbar PDF-fil (på grund af Transkribus en tung fil), der kan downloades via dette link.