Brevskriveren Viggo Monrad (1842-1923) er omtalt i nedenstående forord.

Albert Fabritius (1905-1976) kom til verden på Frederiksberg som søn af en fabrikant. Som 28-årig blev han student og påbegyndte historiestudiet på Københavns Universitet. Samtidig drev han genealogisk virksomhed. I 1946 blev han dr. phil. på afhandlingen "Danmarks Riges Adel. Dens Tilgang og Afgang 1536-1935". I flere år var han bibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, og fra 1958 og til sin død var han kongelig ordenshistoriograf.

I 1964 fik Fabritius udgivet: "Breve fra Reserveløjtnanten til Konseilspræsidenten : Viggo Monrads Breve til Faderen D. G. Monrad 1863-64", som han indleder med:

FORORD

 

En af hovedpersonerne i det spil om Danmarks skæbne, som for hundrede år siden fandt sin afslutning på Dybbøl og i Wien, var D. G. Monrad. Som landets konseilspræsident fra 31. december 1863 til 8. juli 1864 er han den, på hvem ansvaret falder tungest, men han er også den, der følte det således. Hans usædvanligt sammensatte psyke, hans politiske indsats som junigrundlovens hovedkoncipist, som kultus- og indenrigsminister under Hall og som den ledende minister i de skæbnesvangre måneder af 1864, hans gerning som præst, biskop og teologisk forfatter gør det sikkert, at forskningen fortsat vil interessere sig for ham som en central skikkelse i dansk historie.

Som følge heraf vil heller ikke mindre bidrag til Monrads historie være uden interesse; den her meddelte lille brevsamling har den fordel, at den indirekte afspejler stemninger i Monrads hjem i de kritiske måneder, samtidig med at den yder sit bidrag til den belysning af hærens vilkår, som i dette hundredår er genstand for så stor opmærksomhed. Det kan næppe hævdes, at de her foreliggende breve giver noget afgørende nyt, men alligevel er de værd at læse, de er i sig selv af ikke ringe værdi, de er skrevet af en reserveofficer, som - sit tilhørsforhold til socialt andre, akademiske, kredse til trods — føler sig nærmest knyttet til det menige mandskab, for hvilket hans beundring står i ligefremt forhold til den ringeagt, stedvis foragt, han nærer for hærens linjeofficerer, især stabsofficererne — de er skrevet af en ung mand, munter, levende, men også let påvirkelig af de voldsomme begivenheder, han deltager i, uden det overblik, som kunne give hans domme større vægt.

Samlingen omfatter i sammenhæng breve fra august 1863 til august 1864, men indrammes af nogle få breve af en anden karakter — til indledning et sommerferiebrev fra Stokkerupgård ved Tårbæk og nogle glimt fra 10. bataillons liv i Fredericia og i Flensborg — til afslutning nogle breve fra høsten 1865, da brevskriveren er på Lolland for at forberede sig til landmandslivet på New Zealand. Der er selvsagt en mærkbar forskel på den lette, fornøjelige sommerferiestemning fra Hages landsted og det praktiske livs krav på Nøbøllegård. Krigen har modnet den muntre student; men den har vel tillige taget noget af den umiddelbare livsglæde fra ham.

Brevene er skrevet af D. G. Monrads ældste søn Viggo Monrad til hjemmet — de fleste er til hans moder, enkelte til faderen og den et år ældre søster Ada. I sit ægteskab med murermester Lütthans' datter Emilie havde D. G. Monrad fem børn: Ada Marie Monrad (1841-1915), der ægtede nationaløkonomen, professor N. C. Frederiksen (1840-1905), Viggo Monrad (1842- 1923), Louise Dorothea Monrad (1845-1921), gift med Herlufsholm-rektoren, professor O. F. Bache (1845-1943), Johannes Henrik Monrad (1849-1915), der gjorde sig bekendt som foregangsmand for mejeribruget i De forenede Stater, og Karen Birgitte Monrad (1858-1927), der efter faderens død giftede sig med grosserer Carl Neergaard Frederiksen (1851-1904).

Viggo Monrad, der i 1860 blev student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, skulle have været jurist, men meldte sig allerede 6. maj 1861 som reserveofficersaspirant, 3. februar 1862 blev han efter at have gennemgået skolen på Frederiksberg, sekondløjtnant og ansat ved 10. bataillon, 23. september 1862 blev han permitteret, men indkaldtes igen 25. september 1863. Under krigen deltog han, som det også fremgår af brevene, i nogle mindre træfninger syd for Dannevirke, af større fægtninger 28. marts ved Dybbøl og 29. juni på Als. For sin deltagelse i Dybbølfægtningen fik han 5. maj ridderkorset. Han udnævntes 12. november 1864 til premierløjtnant, men 5. august 1865 fik han sit udskrivningspas og 1. oktober s. å. fik han tilladelse til i 3 år at rejse udenlands. Han fulgte faderen til New Zealand, men blev dernede, da forældrene i 1869 vendte hjem. Først i 1885, efter at hans første hustru Olga Marie Berg var død, kom han tilbage til Danmark, hvor han fik ansættelse som assistent i Statsbanerne.

Brevene, der er i familieeje, foreligger foruden i original i afskrift i en bog i stilebogsformat, sikkert foretaget af søsteren Ada. Fra afskriften er der hentet nogle enkelte dateringer, som ikke findes i originalerne. Viggo Monrad har selv senere ejet denne afskrift og har hist og her føjet nogle enkelte supplerende bemærkninger til. I det følgende gengives brevene efter originalerne med tilføjelser fra afskriften. Det er ikke skønnet nødvendigt at ledsage udgivelsen med nogen fyldig kommentar, derimod er der i personregistret i videst muligt omfang meddelt de for identifikationen fornødne oplysninger.

Med tilladelse fra Albert Fabritius' efterkommere har jeg scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.