Margrethe Juliane Signe Abrahamsen (1781-1870) var født i København som datter af en grosserer. I barndomshjemmet kom forfattere og kunstnere, og dette kulturelle miljø prægede den begavede pige. I 1806 blev hun gift med grosserer Niels Frederik Læssøe (1775-1831). I 1828 mødte hun H. C. Andersen, som herefter blev en hyppig gæst i det Læssøeske hjem på Østerbro. Hendes moderlighed og sikre kritiske sans fik stor betydning for digteren. Der er bevaret en omfattende korrespondance mellem digteren og fru Læssøe.
Nicolai Seidelin Bøgh (1843-1905) kom til verden i Skamstrup sydvest for Holbæk som søn af sognepræsten. Han blev student som 23-årig og året efter cand. phil. I 1873 ledsagede han H. C. Andersen på dennes sidste udenlandsrejse. Han fik udgivet mange bøger og artikler, især med personalhistorisk indhold.
I 1877 fik Nicolaj Bøg udgivet sin bog om fru Læssøe. Han indleder med:
Fortale.
Da jeg i sin Tid som Medudgiver af H. C. Andersens Efterladenskaber fik Fru Læssøes Breve ihænde, blev jeg strax slaaet af deres Tankefylde, Skjønbed og Ynde, de syntes mig at røbe et ualmindeligt Udviklingsstandpunct, og jo længere jeg kom frem i dem, desto mere bekræftedes denne min Opfattelse. Paa Grund af den store Stofmængde, som „Breve til Andersen“ frembød, turde kun de bedste og meest characteristiske udvælges til Trykning, og Følgen var, at der blev tilsidelagt mange — og maaskee navnlig af Fru Læssøes — som i alt Fald indeholdt interessante Brudstykker. Det gjorde mig ondt, at disse skulde forsvinde, og da min Medudgiver gjerne gav mig sit Samtykke til selvstændig Afbenyttelse af dem, modnedes mere og mere hos mig den Beslutning: med Benyttelse af det Tilsidelagte at udarbejde en Levnedsskildring af den aandfulde, indtagende Person, jeg havde gjort Bekjendtskab med. Flere af Fru Læssøes nærmeste Slægt og Venner kom mig imøde med sjælden Beredvillighed: Optegnelser angaaende hende, store Brevsamlinger fra hende og andre Minder om hende bleve overgivne mig til Afbenyttelse, og snart var mit Stof saa righoldigt, at jeg kunde paabegynde Udarbejdelsen. Saa udkom „Breve til H. C. Andersen“, og højligt bestyrkedes jeg da i min Plan ved at see, hvorledes Publicum med Pressen i Spidsen pludseligt udkaarede sig hende til Yndling.
Jeg har spurgt mig selv, om Fru Læssøe da virkelig var en saadan Person, at jeg kunde vente den store Offentligheds Opmærksomhed henvendt paa en udførlig Levnedsskildring af hende. Jeg er kommen til det Resultat, at naar jeg, som kun kjender hende gjennem hendes Breve, kunde blive saa indtaget i hende, at jeg helst vilde vide saa Meget som muligt om hende, maatte det Samme vel kunne være Tilfældet med Andre. Det Stof, hendes indre og ydre Liv frembyder, maa i nærværende Tilfælde være det Afgjørende; er dette interessant, maa hun ogsaa være qvalificeret til offentlig Opmærksomhed. Og jeg skjønner ikke rettere, end at det forholder sig saa; og Hvad Mere er: Stoffet er primitivt, tankevækkende, følelsesfuldt. Det er overhovedet min Mening, at intet Menneskeliv er af den Beskaffenhed, at en Skildring af det ikke altid skulde kunne vække Interesse, naar den blev foretaget med tilstrækkelig kyndigt Blik og malende Pen. At jeg ikke kan siges at være i fuld Besiddelse af disse Egenskaber, veed jeg godt. Man maa nu bedømme, hvor Meget der har manglet mig, og hvor Meget jeg har formaaet; alene Resultatet af denne Bedømmelse vil kunne stille mit Arbejde i et sandt Lys.
Een Ting er viss: Fru Læssøe selv vilde det have været meget imod at træde frem for Offentligheden. En af hendes Allernærmeste har i Anledning af, at jeg vilde skildre hendes Liv, skrevet til mig: „I sin ydmyge Bedømmelse af sig selv’, skyede hun enhver Fremtræden, og medens hun med Interesse og Kjærlighed omfattede Alt, hvad Stort og Ædelt der foregik udenfor i Verden, fandt hun sin Lykke i selv at leve stille og ubemærket. Skulde jeg ligne hende med Noget, da maatte det være med en Blomst, der staaer skjult i Græsset uden at begjære at hæve sit Hoved over det, tilfreds med den beskedne Plads, der er den anviist, og taknemmeligt glædende sig over sin lille Andeel af Solens Lys. En saadan Blomst vilde, hvis den kunde, føle mere Bedrøvelse end Glæde ved at hensættes blandt Pragtblomsterne, paa hvilke Mængdens Øjne hvile. — Havde hun havt nogen Anelse om, at hendes Breve til H. C. Andersen skulde blive offentliggjorte, vilde hun ganske sikkert ikke have skrevet et eneste af dem. ... For Gud har Graaspurven, som bygger sin lille, beskedne Rede under Tagskjægget og maaskee ikke sit hele Liv fjerner sig hundrede Alen fra sin Rede, samme Værd som Ørnen, der bygger paa Klippetoppen og i dristig Flugt gjennemstrejfer det umaalelige Rum; men Folk bryde sig kun lidet om Spurven, medens de med Interesse følge Ørnens Flugt.“
Jeg seer ikke rettere, end at den ovenomtalte Ydmyghed forøger hendes Værd uden i mindste Maade at forringe hendes Berettigelse til offentlig Skildring nu, da hun er død; men jeg forstaaer paa den anden Side saa godt den smukke og fine Følelse, der hos hendes Nærmeste viser sig som en viss Skyhed for at see hende ført frem for Alles Blikke; jeg paaskjønner, at den er kommet til Orde, medens man samtidigt ikke har villet forhindre mit Arbejde, men endog venligt har hjulpet mig til at gjøre Stoffet saa fuldstændigt som muligt. — Naar hun sammenlignes med Spurven, saa veed man, at denne bygger Rede ved Menneskenes Huse, medens Ørnen flyer dem. Netop den Omstændighed, at Skildringen af Fru Læssøe stedse har bragt mig ind paa dagligdags Forhold og fremført Meget, som synes mig at være nyttigt i det hjemlige, practiske Liv, netop Dette gjør, at jeg troer, man med Glæde vil lære hende at kjende, og at Kjendskabet dog i nogen Maade kan være frugtbringende til dagligt Brug, og det har for mig Meget at sige.
Under Udarbejdelsen har jeg nærmest været Mosaikarbejder. Det var mangfoldige og mangefarvede Stene, som jeg skulde lægge til Rette saaledes, at Billedet blev heelt, uden bratte Overgange i Sammenføjningen og skrigende Contraster i Farvesammensætningen. Jeg har nærmest villet give et Portrait af Istedhelten Frederik Læssøes Moder og Eventyrdigteren Andersens Veninde, paa hvem jeg i Forhold til ham vil anvende, Hvad der i „Være eller ikke være“ staaer om Esther i Forhold til Niels Bryde: „Det er ikke hendes Ord, men Klangen af dem, som han fornam den, vi høre, og vi ville forstaae hans Interesse for hende, den særeget, rigt begavede Natur, der i sit stille, dybe Sind havde optaget saa Meget af Tænkernes og Digternes Aands-Efterladenskab.“
Kjøbenhavn i August 1877.
Nicolaj Bøgh.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.