Bolle Willum Lüxdorph (1716-1788) kom til verden i København som søn af en oberst og ejer af "Mørup". Som 17-årig blev han privat dimitteret til universitetet. Året efter tog han baccalaureusgraden og blev tilknyttet danske kancelli. Herefter gjorde han karriere inden for retsvæsenet. Senere vendte han tilbage til danske kancelli, hvor han fra 1773 var førstedeputeret. Han blev kendt som en forsigtig og samvittighedsfuld embedsmand, der ikke var meget for store forandringer, så han brød sig meget lidt om Struensees mange reformer. En særlig forkærlighed havde han for digtekunsten og fik udgivet flere værker med digtsamlinger. Han samlede sig et værdifuldt bibliotek på over 15.000 bind. 

Frants Eiler Nystrøm (1874-1948), der var født i København som søn af en skomager, måtte tidligt sørge for sig selv ved kontorarbejde. Hans store interesse for historie førte ham til forelæsninger på universitetet. Som 23-årig lykkedes det ham at tage en studentereksamen. Efterfølgende var han i flere perioder tilknyttet Rigsarkivet, og samtidig fik han udgivet adskillige bøger om personal- og lokalhistorie. 

Nystrøms hovedværk må være hans bearbejdelse af Lüxdorphs dagbøger, der i 1915-30 udkom i 2 bind med den fulde titel: "Luxdorphs Dagbøger indeholdende Bidrag til det 18. Aarhundredes Stats-, Kultur- og Personalhistorie i Uddrag udgivne ved Eiler Nystrøm af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie". Værket nævnes som en overordentlig rig kilde for både det daglige og det officielle liv i sidste halvdel af 1700-tallet. Bind II afsluttes med et fyldigt register. Bind I indledes med  

FORORD

 

Udgivelsen af Luxdorphs Dagbøger i Uddrag har staaet paa i femten Aar. Det vil maaske synes at være et langt Aaremaal i Forhold til Udgavens Omfang, men dels har Udgiveren nødvendigvis maattet skyde talrige andre Arbejder ind imellem, dels er Uddragene kun en ganske ringe Del af det hele bearbejdede Dagbogsmateriale, omfattende 35 tætskrevne Bind, dels har endelig Arbejdet baade i Henseende til Tydning og Tolkning ofte frembudt saadanne Vanskeligheder, at de til at begynde med har syntes uovervindelige. Det har ligefrem været nødvendigt at gøre Ophold i Arbejdet for at samle nyt Mod til Fortsættelsen. Hyppigt har der inden for historiske Kredse været talt om en Udgivelse af disse Dagbøger, men ingen Forsker har gjort Alvor af Tanken, og Udgiveren har under Udarbejdelsen lært at forstaa Aarsagerne dertil. Imidlertid haaber Udgiveren, at Arbejdet ikke maa være gjort forgæves, og at det maa komme den historiske Forskning i hvert Fald til nogen Nytte.

Benytteren maa dog være klar over, at et Arbejde som dette, der omfatter et baade materielt og kulturelt stærkt bevæget Afsnit af det attende Aarhundrede, og spænder over hele Datidens politiske, kulturelle og litterære Liv, som gaar ind paa Dagens Spørgsmaal og gaar saa stærkt i Detailler som Tilfældet er, og som endelig kun antydningsvis berører Emnerne og ofte kun i korte Glimt lader ane, hvad der ligger bag — at et Arbejde som dette ikke kan gaa til Bunds paa alle Punkter, men at det bliver Specialforskerens egen Opgave at gaa videre ad de anviste Veje. Af samme Grunde tør Udgiveren heller ikke haabe, at Fejl eller Misforstaaelser helt er undgaaet, hvilket ikke mindst gælder det omfattende Register til Værket. Udgiveren bringer en varm Tak til Selskabets Tilsynsmænd og til Kolleger i Arkiver og Biblioteker for store og smaa Haandsrækninger under Arbejdet. Registersedlerne til første Bind er udarbejdet af Mag. V. Hermansen og afdøde Dr. phil C. A. Trier, til sidste Bind af Arkivar Harald Hatt, som derefter i Samraad med Udgiveren har revideret hele Registret og gjort det trykfærdigt. For denne Medhjælp er Udgiveren megen Tak skyldig.

Sidst, men ikke mindst, bringer Udgiveren en ærbødig Tak til Carlsbergfondels Direktion for velvillig Støtte baade til dette og andre Arbejder.

                                                                                                                 E. N.

Jeg har scannet de 2 bind til søgbare PDF-filer, der kan downloades via disse links:

Bind I : 1745-73

Bind II : 1774-88