Torben Klinting (1852-1940) kom til verden i Klinting, Henne sogn som søn af en gårdmand og kom i dåben til at hedde Torben Jensen. Han virkede i mange år som lærer. I 1914 tog han sin afsked som førstelærer i Slebsager og kirkesanger i Faaborg. Herefter kastede han sig over lokalhistorien og rejste vestkysten rundt for at samle materiale til sine mange udgivelser om vestkystens folk.
I 1914 fik han udgivet: "Minder fra min Lærergerning i Vestjylland", som han indleder med:
Naar jeg vover mig frem med disse Minder fra min Lærergerning, da betragter jeg det som en Selvfølge, at min Person, min Gerning og mit Forhold til den Befolkning, jeg kom til at leve og virke iblandt, ikke skal tjene som et mønsterværdigt Eksempel. Tværtimod. Jeg ved kun alt for vel, at naar andre Lærere, der gik til Gerningen under andre Forudsætninger, opvoksede i andre Omgivelser og med en anden Uddannelse, fik helt andre Oplevelser i deres praktiske Lærergerning og maatte drage Slutninger modsatte mine, da skal jeg være den første til at indrømme: Selvfølgelig. Livet er jo saa rigt, mangesidigt og sammensat, at vi aldrig bliver enige om bestemte Former for det og kommer til Ro derved. Det er heldigt, og det giver mig en vis Ret til at tale med, nu jeg staar ved Afslutningen af en lang Lærergerning. — Jeg stiller mig som Lærling og lærer af Minderne. De har lært mig at drage Slutninger om en praktisk Lærergerning, som ikke altid faldt i Traad med min Tids Løsen. Jeg haaber, det skal kendes, at Kærlighed til Skolen og en ærlig Bestræbelse efter at finde de heldigste Former for en sund og naturlig og dermed frugtbringende Undervisning gaar som en rød Traad gennem min Fremstilling. Havde jeg et Navn som Digter eller Forfatter, da vilde jeg tegne mit Ideal af en Skole og en Lærer og bestræbe mig for at gøre Tegningen saa fuldkommen, at Folk maatte indrømme, at her var anvist et stort og ædelt Maal, som det var værd at stræbe efter. Saa havde jeg Lov til at præge mit Ideal i en bestemt Retning, og selv om jeg blev meget ensidig og blev angrebet derfor, da kunde jeg forsvare mig med at sige: Det var en Historie, formet for at faa opstillet en Knagerække, hvorpaa der kunde anbringes relative Sandheder. En Virkelighedsskildring, som her er tilsigtet, er mere udsat for haard Medfart. Jeg agter at sætte min Person ind for den Sag, jeg har kær, da jeg ikke ejer Kunstnerens malende Pensel. Her bliver altsaa ikke Tale om at opstille et Ideal, hverken af en Person eller Gerning, men her bliver Tale om min Gerning i Skolen gennem en Menneskealder, et Tidsbillede, som ikke skal være Maalestok for Folkeskolens Udvikling i Danmark i nævnte Tidsrum, men som maaske kan have en Smule kulturhistorisk Betydning. Jeg tænker mig ogsaa, at flere kunde have Glæde af at følge en vestjysk Lærer paa hans beskedne Bane. Maaske ogsaa unge, begyndende Lærere kunde hente et eller andet gavnligt Vink hos mig. Jeg husker endnu godt, hvor umoden til Gerningen jeg var i atten Aars Alderen, og hvor taknemlig jeg var for en kærlig Vejledning. Skønt Tiden nu har forandret sig meget, og der bliver sørget meget bedre for en grundig Forberedelse til Gerningen, saa turde det endnu være saaledes, at de unge Lærere, som skal til at begynde, tit er raadvilde og ikke ved, hvilke Røster de skal følge. Der er Vejledere nok paa Skolens Omraade, der er Systemer og Metoder nok at vælge imellem. Jeg udgiver mig ikke for en ny Vejleder eller for Opdager af en ny Metode. Jeg ligner mere en Landmand, som ser tilbage paa Dagen, der svandt, som glæder sig over, hvad der er lykkedes, og som beklager, at saa meget mislykkedes fordi han var ukyndig og uforstaaende. Jeg naaede ikke noget stort, noget, der skulde forbavse Verden. Det beklager jeg ikke. De største Mestre ved, at de kun er Begyndere. En Smule Skolemester skal ikke hæve sig over dem. Jeg forsøger kun at vise, hvorledes de gode Bevægelser i Tiden satte Spor i en heldig Udvikling af Folkeskolen i min Kreds.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.