Hans Sophus Kaarsberg (1854-1928) kom til verden i præstegården i Græse ved Frederikssund som søn af sognepræsten. Som 19-årig blev han student fra Herlufsholm og 6 år senere cand. med. Han nedsatte sig som praktiserende læge og gjorde samtidig mange rejser til udlandet, hvor han samlede materiale til sin doktordisputats (om brok), som han forsvarede i 1889. Herefter foretog han over flere år store rejser til eksotiske og farlige steder. Efter hjemkomsten blev han distrikts- og sygehuslæge i Sorø og senere amtslæge sammested.
Han har skrevet en mængde rejsebeskrivelser og i 1921 sin selvbiografi: "Memoirer : Person- og Tidsbilleder", som han indleder med:
INTRODUKTION
Naar skal man skrive sine „Memoirer“, sit Livs Erindringer, om man ellers har nogle, det er Umagen værd at notere?
Jeg ved det ikke bestemt. Men, jeg er vis paa, at man ikke skal bie, til man er en Olding, en træt og svag Mand. Thi: Ikke Døden, men Livet bør under et saadant Arbejde „føre“ vor Pen. Vi skal ikke bie, indtil vi maaske naar den senile Selvopfattelse, der tilsidst af en spøgefuld Natur — som en Art „Trøst“ for Dødens Nærhed — slænges i mangen Oldings tandløse Gab: Den falske Bevidsthed om, at nu, — nu est du omsider vorden en Vismand!
Jeg har i dette Arbejde ønsket: i kortest mulige Træk, i jævnest mulige Form, uden alle „kunstneriske“ Snørkler og Sving, at ridse en Minderune om Mennesker, jeg har kendt og — oftest — holdt af. Jeg har ønsket, paa samme jævne Maade, at yde et ringe Bidrag til Skildringen af min Samtids kulturelle Liv og Personalhistorie.
Derimod har jeg ikke ønsket, at obducere mig selv og fremlægge min private Indmad til eventuelle Læseres diagnostiske Betragtninger. Saa yderligt, det har været mig muligt, har jeg søgt at undgaa enhver nærmere Omtale af dé aandelige, dé sjælelige Brydninger og Kampe, for hvilke mit Liv — som vel de fleste andre Mænds — har duvet.
Det er svært at udforme et Arbejde som dette til alles Tilfredshed. Dog, jeg har hidtil, naar jeg arbejdede, aldrig skelet til Publikums Gunst. Heller ikke nu. De navngivne Originaler til de „portraits“, jeg har søgt med faa Pennestrøg at tegne, er døde, alle, eller næsten alle. Og hverken de dødes Manes eller de faa omtalte levende vil faa sand Grund til at beklage sig. Thi, hvor jeg stundom har fældet en mindre sympathisk Dom, er den støttet af Præmisser, der ikke under noget ærligt Paaskud kan forkastes.
Jeg ønskede, mens jeg arbejdede med dette Værk, dette Brudstykke af mit Livs Erindringer, at fremmane for mig Mennesker, Scenerier, Begivenheder, mens min Hukommelse klart og tydeligt, til mindste Detaille endnu fastholder alt. Som i et Kalajdoskop saa jeg, mens jeg arbejdede, alle disse Ansigter komme og gaa, genhørte hvert eneste Menneskes Ord, hver Betoning i deres Tale. Og i hastigt glidende, herlige Billeder fløj Naturscenerier og Oplevelser forbi min Sjæls Øje. — Jeg raabte mit „Kom!“ — langt tilbage over de vide Veje, ad hvilke jeg færdedes. Og se! Minderne kom.
Og nogle slap jeg hastigt igen. — Men til andre hviskede min Sjæl:
„Bliv hos mig, Ven. Thi Dagen helder.“
Og de blev. Lig helligt indviede Fugle paa lyse, snerene Vinger følger de mig, sagte syngende; mens jeg, endnu med løftet Hoved, styrer mit fattige Plovjærn videre, — videre gennem den sorte, haarde Ager.
Okober 1919.
ANMÆRKNING: Angaaende Retskrivningen i citerede Breve maa jeg bemærke, at den stundom er moderniseret, stundom ikke: i Tilfælde, hvor selve Stavemaade og Sætningsbygning forekom mig at bidrage til Belysning af Brevskriveren, Interieuret, Situationen og Tidens Skriftsprog.
Det har under Omtalen af mine Excursioner næppe været helt muligt at undgaa at berøre — ganske kort — enkelte Situationer og enkelte Personligheder, der er omtalt udførligere i mine, for mange Aar siden udkomne Skildringer. Jeg haaber herved i nogen Maade at have suppleret, hvad i Fortiden er meddelt og afmalet med bredere Pensel.
Sorø, den 23. Jan. 1921.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.