Niels Kjeldsen (1840-1864) kom til verden i Bæksgård i Give sogn som søn af en gårdejer. Han aftjente sin værnepligt ved 6. dragonregiments 4. eskadron i Itzehoe. 28.2.1864 befandt han sig syd for Vejle sammen med 5 andre menige og 1 korporal, da de blev overrasket og forfulgt af en større prøjsisk husarpatrulje. De blev truet til at overgive sig, men Niels nægtede og tog kampen op. Han var en god fægter og forsvarede sig godt med sin sabel, men blev dræbt af et skud gennem hovedet.

Karl Halfdan Eduard Larsen (1860-1931) var født i Rendsburg som søn af en ingeniørløjtnant, der døde ved Dybbøl i 1864. Moderen døde i 1865, og Karl kom i huset ved sine bedsteforældre. Han blev student som 17-årig og påbegyndte studier i jura og statsvidenskab, men opgav disse til fordel for litterære interesser og rejser. Han er kendt for et omfattende forfatterskab af bl.a. krigshistorie. 

I 1902 fik Karl Larsen udgivet sin beretning om Niels Kjeldsen, der er en omhyggelig historisk undersøgelse af omstændighederne ved Niels Kjeldsens død. Karl Larsen benyttede sig af øjenvidners forklaringer, deriblandt nogle af de deltagende soldater fra både dansk og preussisk side. Beretningen vakte en storm af protester fra militær side og fra den nationalistiske del af pressen. Forfatteren fik imidlertid støtte fra historikere ved Københavns Universitet, bl.a. den kendte historiker Kr. Erslev, der i Historisk Tidsskrift afviste, at der kunne rokkes ved Karl Larsens resultater.

Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.

Kr. Erslevs artikel i Historisk Tidsskrift er scannet af Det Kongelige Bibliotek og kan downloades som søgbar HTML-fil via dette link eller ikke søgbar PDF-fil via dette link.