Herbert Utzon Iversen (1890-1920) var en dansk filosof og politisk skribent.

Edgar John Rubin (1886-1951) var en dansk psykolog og professor i eksperimentalpsykologi ved Københavns Universitets Psykologiske Laboratorium fra 1922 til sin død. 

I 1920 fik Rubin udgivet: "En ung dansk Filosof og hans Værk samt Erindring og Erkendelse : En Dialog". Han indleder med:

FORTALE

I Slutningen af 1918 udkom Herbert Iversens Værk: „To Essays om vor Erkendelse". Baade fordi jeg gerne vilde klargøre for mig selv dets Hovedtanker, og fordi jeg mente, at det burde kunne paaregne andres Interesse, holdt jeg i Begyndelsen af 1919 en Række Forelæsninger om det paa Universitetet. I alt væsentligt er det Grundlaget for disse Forelæsninger, der her udgives. I „Tilskueren" har en Artikel, omtrent svarende til Bogens første Afsnit, været optaget.

Med Værket om vor Erkendelse traadte Herbert Iversen frem i den store Offentlighed, efter at han i mange Aar med bevidst Hu havde lagt alt sit Arbejde i at fuldkommengøre sig selv gennem Studier og Rejser og levende Fordybelse i Tidens Krav og Tanker ud fra sin særprægede, stærkt følende Menneskelighed. Man maatte mene, at ogsaa Fremtiden vilde bringe betydningsfulde Indsatser fra denne Mand; men nu, da han stod saa vel rustet, er al den Værdi, der rummedes i hans Personlighed, bleven gjort til intet uden at komme til ny, for andre berigende Udfoldelse; thi i disse Dage er det sørgelige Budskab kommet fra New York, at Herbert Iversen i Begyndelsen af denne Maaned er afgaaet ved Døden 29 Aar gammel.

Det er med vemodige Følelser, at jeg sender dette lille Skrift ud; thi blandt de Læsere, jeg havde regnet med, var ikke mindst Herbert Iversen. Jeg har Lov at sige, at han med nogen Interesse imødesaa, hvad jeg mente om hans Værk; og den Forudsætning har ligget bag i min Bevidsthed, at han ikke alene vilde læse, hvad jeg har at sige, men at han ogsaa vilde svare mig, hvor jeg fremfører Indvendinger. Skulde jeg skrive nu, da Tilværelsens haarde Me­ningsløshed giver mig det sidste Ord, vilde det, jeg har at sige, uvilkaarligt forme sig anderledes.

Men maaske mit lille Skrift, anderledes formet, ikke havde gjort bedre Nytte. Det er mit Haab, at det, som det er, giver et paalideligt Indblik i Forfatterpersonligheden og de bærende Tanker. Maaske vil det endda friste en og anden til selv at give sig i Lag med Herbert Iversens Værk. Og endelig kan jeg maaske gennem selve dette, at jeg fremfører Indvendinger, bidrage til, at Læsere af det store Værk undgaar at blive overvældet af Herbert Iversens mærkværdigt uimodstaaelige, agitatoriske Argumentation og hjælpe dem til at tage mere selvstændig og velovervejet Stilling. Jeg ved mig i Overensstemmelse med Herbert Iversen ved at hævde, at en Mening er des værdifuldere, jo flere Indvendinger mod den man har gennemprøvet.

„To Essays om vor Erkendelse" vil længe blive læst og vil derved være et levende Minde om en ung, oprigtig Mand, der følte Trang til redeligt at komme til Bunds i Tankernes Verden, men for hvem det højeste var at kæmpe mod social Uret og Sneversyn og at arbejde for en værdifuldere Mennesketilværelse.

Foruden Undersøgelsen af Herbert Iversens Filosofi indeholder Bogen en Dialog: „Erindring og Erkendelse", der behandler Emner, som Herbert Iversen til dels ogsaa har været inde paa. Oprindelig nedskreven i 1912 gennemgik den i 1916 en grundig Omarbejdning. I den Form, den fik dengang, offentliggøres den nu, da der bydes mig en Lejlighed dertil, ved at den Gyldendalske Boghandel har taget andre Hensyn end de umiddelbart økonomiske. Dialogformen er ikke valgt for at opnaa en kunstnerisk Virkning, men for at opnaa en bedre Leddeling af Tankegangen.

      København i Februar 1920. 

                                                    EDGAR RUBIN

Det Kongelige Biblioteks har scannet bogen. Denne scanning har jeg efterbehandlet til en pæn og søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.