Jacob Gude (1754-1810) kom til verden i Kjøbenhavn som søn af en kgl. proviantskriver. Som 15-årig blev han student, og 4 år senere tog han juridisk embedseksamen. Efter nogle års ansættelse i kancelliet blev han sekretær i generalkirkeinspektionskollegiet, og karrieren sluttede som inspektør for Vajsenhuset.
Julius Ferdinand Emil Clausen (1868-1951) var født i København som søn af en urtekræmmer. Han blev student fra Metropolitanskolen og tog skoleembedseksamen. I 43 år var han ansat ved Det kgl. Bibliotek. Ved siden af embedsgerningen var han en meget flittig forfatter af især litterær- og personalhistoriske værker.
Peter Frederik Rist (1844-1926) kom til verden i København som søn af en kammerråd. Han deltog i 1864-krigen, hvor han blev såret under stormen på skanserne 18. april. Efter krigen forblev han i hæren, hvor karrienren kulminerede i 1894 med udnævnelsen til oberstløjtnant. Mest kendt er han som forfatter og var bl.a. sammen med Julius Clausen redaktør af bogserien "Memoirer og Breve", der udkom 1905-27 i 51 bind.
I 1918 fik de udgivet bind nr. XXVII: "En kjøbenhavnsk Embedsmand Jacob Gudes Optegnelser 1754-1810" , som indledes med:
En kjøbenhavnsk Embedsmand, Inspektør ved Waisenhuset, Justitsraad Jacob Gude, der døde for noget over hundrede Aar siden, har efterladt sig et meget smukt Manuskript, der omhandler hans Liv og Levned. Det er indbundet i to Dele og udgør omtrent 550 Sider i Oktav. I 1870-72 har Professor Fr. Schiern benyttet dette Manuskript til sin Afhandling i Historisk Tidsskrift (IV. 2.) om den Struensee’ske Katastrofe, og i 1887 har Landsarkivar G. L. Wad i Personalhistorisk Tidsskrift (II. 2.) meddelt Uddrag af Optegnelserne, særlig vedrørende Forf.s Omtale af flere fremragende Personer fra Christian VII’s Tid. Men Gudes Memoirer fortjener at meddeles som et mere samlet Hele. De opruller nemlig Billedet af et kjøbenhavnsk Familieliv i det 18. Aarhundrede af ganske særlig Interesse, og fortæller os ikke alene om Datidens store Begivenheder og bekendte Personligheder, men ogsaa om Hverdagsfigurer og daglige Hændelser, der paa den livligste Maade karakteriserer Tiden og karakteriseres af denne. Først og fremmest Forfatteren selv.
Jacob Gude var født den 3. Juni 1754 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader beklædte en Kontorstilling ved den kongelige Hofholdning. Han blev Student, da han var 15 Aar gammel, juridisk Kandidat, da han var 19, og bliver Aaret efter Volontær i Danske Kancelli. Fra det stille snevre Borgerhjem glider han ind i det stille snevre Embedsliv, der fra nu præger hans Liv. Han var kun 22 Aar, da han blev Kancellisekretær, men staar saa i Stampe. Han bliver en Bedsteborger, en trofast Embedsslider, en fuldt ud paalidelig, vistnok noget pedantisk Kontormand, en stille Mand, der holder sig i Skyggen, som enten ikke har havt Ærgærrighed nok eller har manglet Stræber-Evne, der især dengang bidrog saa meget til at bringe Folk frem. Da han er 29 Aar, bliver han Sekretær ved den Institution, der hed: General-Kirke-Inspektions-Kollegiet, hvor der er saa lidt at bestille, at det en halv Snes Aar efter bliver ophævet; og saa endelig, da han er bleven 38 Aar, faar han en Stilling, der har nogen Betydning, da han den 30. November 1792 bliver Sekretær i Collegium de cursu Evangelii promovendo og Inspektør ved Waisenhuset.
Han var voxet frem i Skyggen og holdt af at leve i dens stille og rolige Læ, men derfra ser han ud i Lyset og iagttager, følger med og lægger Mærke til hvad der sker. Han fortsætter sin flittige Studentertids Studier og bliver en kundskabsrig og dannet Mand med mange literære Interesser, som han stadig udvider ved Omgang med de lærde Folk, han kommer i Forbindelse med. Men man faar det Indtryk, at han ved sin Opdragelse og sin Udvikling har faaet et snevert og begrænset Udsyn; og han har maaske allerede i sin Ungdom moraliseret ligesaa saa meget som en Philister, som da han i en ældre Alder skriver sine Memoirer. Men som en Mand véd han i hvert Tilfælde at bære Sorger og Bekymringer, da de alvorlige Tider kommer. Saaledes bærer han sin store Livssorg: sin døvstumme ældste Søn; saaledes ogsaa de store Begivenheder: den vældige Slotsbrand 1794, Byens store Brand Aaret efter, der fortærer hans Hjem og selve det Sted, der huser hele hans Virksomhed, Waisenhuset; saa endelig det lille Slag paa Rheden 1801 og Bombardementet 1807, der atter med Ild og Brand jager ham ud af hans Hjem.
Jacob Gude har nok at fortælle om. Hans Optegnelser beretter om de nævnte Begivenheder netop saaledes som man helst vil læse derom, som et Øjenvidnes, der forudsætter, at alle kender hele det historiske Apparat, og derfor kun holder sig til det, han selv har oplevet og selv har tænkt og følt derved.
Til Belysning af Gudes samvittighedsfulde og utrættelige Embedsvirksomhed giver Manuskriptet mange Bidrag. Det indeholder desuden en stor Mængde Oplysninger med Afskrifter af Embedsbreve vedrørende Waisenhusets Historie; men Udg. har maattet forbigaa de fleste af disse Meddelelser, uagtet de ikke er benyttede af denne Stiftelses Historieskriver, og uagtet de er saa fast knyttede til Gudes Liv og Virksomhed som Inspektør ved Stiftelsen, den han omfattede med stor Kærlighed; hvis Vel altid laa ham paa Sinde og hvis Rettigheder han altid søgte at hævde. De kan ikke antages at have Almen-Interesse. Ligeledes har Forf.s meget vidtløftige Fremstilling været undergaaet mange Forkortelser.
At Gude har været en højt agtet og anset Mand, viser ikke alene hans venskabelige Omgang med mange af hans Samtids bedste Mænd, men ogsaa den Tillid, der vises ham ved de idelige Hverv som Exekutor og Kurator, der overdrages ham af Venner og Bekendte o. a. Hans Memoirer vidner derom. Han begynder at nedskrive disse 1808, da han er 54 Aar gammel, og fortsætter dem med sin smukke, faste og rolige Haandskrift, til Døden pludselig afbryder ham den 10. Oktober 1810.
Slægten, der bar hans Navn, er uddød, men det vil bevares ved den Velvillie, hvormed hans Efterkommere har overladt hans Optegnelser til Udgivelse.
Udg.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.