Rigmor Stampe Bendix (1858-1927) kom til verden på Christinelund ved Præstø som datter af lensbaron Henrik Stampe og Jonna Drewsen. Hun var oldebarn til Jonas Collin, kendt som H. C. Andersens mæcen. Ved sit giftermål med komponisten Victor Bendix blev hun knyttet til kunstner- og musikkredse i København. Hun interesserede sig meget for børneforsorg og var en foregangskvinde inden for dette område. Som forfatter kendes hun for tre anerkendte kunst- og litteraturhistoriske bøger, bl.a. "H. C. Andersen og hans nærmeste Omgang", der omtaler mange af de personer, H. C. Andersen omgikkes med, bl.a. familien Collin. Hun indleder bogen med:
FORORD
Så paradoksalt det end kan lyde, vil jeg dog vove at påstå det. H. C. Andersen har i sit fædreland aldrig været tilstrækkelig kendt, ikke dybt nok forstået og derfor ikke anerkendt efter fortjeneste. Ikke som digter og slet ikke som menneske. Uagtet mange erklærer ham for deres yndlingsdigter, — af hans produktion er kun de allerypperste ting kendt: et par digte og et lille udvalg af eventyr. Dem sværmer man for, men derfor kender man endnu ikke H. C. Andersen. Hvor mange har prøvet at sætte sig ind i hans tankegang ved at læse f. eks. hans breve, der særlig fra hans yngre år er så stærkt personlige, eller hans romaner, om hvilke det samme gælder? For Andersenforskere er disse kilder uudtømmelige, men enhver vil opdage, at jo mere man læser af ham, des mere får også de allerede kendte ting fornyet liv og indre sammenhæng for ens bevidsthed.
Når Andersen nævnes som menneske, da er det omtrent altid — selv helt op i vore dage — som en pirrelig, forfængelig, mer eller mindre komisk personlighed; »lige så forfængelig som Andersen« er omtrent blevet til vedtaget mundheld. Er der en eller anden, der erklærer at have noget at fortælle om Andersen, da er det i de ni tilfælde af ti kun ret ligegyldige og latterliggørende anekdoter, løsrevne fra deres sammenhæng og blottede for al forståelse.
Årsagen til denne misvisende opfattelse er vel den, at Andersens egenheder hos hans lidet dybtseende samtidige landsmænd oftest overskyggede både hans betydelighed og hans hjertelag, og dette endnu stærkere, da med alderen legemlig og åndelig sygelighed tilslørede hans personligheds friske kærne. Derfor burde heller aldrig hans dagbøger fra de sidste år (1868—1875) være udgivet. De har givet anledning til mange mistydninger.
Dr. Bobé fortæller, at der en dag — mange år efter Andersens død — hos dennes varme ven og beundrer, Storhertugen af Sachsen-Weimar, af en tilstedeværende blev talt, som sædvanlig, om Andersens »naive forfængelighed«. Da svarede Hertugen stille: »Er war ein grosser Dichter, ein lieber Mensch und mein guter Freund«. Og der blev tyst i salen. — Hvor mange af Andersens landsmænd vilde have svaret således, — eller vilde det endnu?
Andersens ven Edvard Collin siger: »Alle kjender hans Forfængelighed; kun faa kjender hans Hjerte«. Det er dette hans hjertelag, som jeg her har prøvet at kaste et stærkere lys over; thi intetsteds ses det tydeligere end i hans forhold til familien Collin, hvor han jo blev regnet som »Søn af Huset«.
Da jeg hører til denne slægt og har kendt den og dens forhold til Andersen, har jeg ment det rigtigt at optegne, hvad jeg herom ved på første og anden hånd.
Inden jeg slutter dette forord, vil jeg her bringe min hjertelige tak til de ikke få, som har stået mig bi under arbejdet, ved at meddele mig erindringer om Andersen, ved at låne mig breve og billeder eller på forskellig anden måde. Desværre har pladshensyn hindret benyttelsen af en del af det stof, der således blev stillet til min rådighed.
En særlig tak skylder jeg hr. magister Georg Christensen for den udmærkede hjælp, han ved sin kritik og sit omhyggelige gennemsyn af bogen har ydet mig.
R. St.
Jeg har scannet bogen til en søgbar PDF-fil, der kan downloades via dette link.